Aarhus Bluesforening præsenterer i efterårsprogrammet 8 begivenheder og byder velkommen til endnu nye navne, overraskelser, samt et nyt tiltag. Traditionen tro tager foreningen hul på efteråret med en festugekoncert lørdag den 8.september. Koncerten finder sted på Gyngen og er med Copenhagen Slim, alias Nisse Thorbjørn. Nisse modtog i 2009 prisen som ”Årets Danske Bluesnavn”.
Onsdag den 19.september er der ”Rootsaften på Gyngen”, hvor foreningen denne gang får besøg af slide-wizard Olav Poulsen. Det bliver en aften i selskab med en af DK’s højt respekterede guitarister, som vil fortælle om slideblues, slide guitarister, slideteknik for begyndere, og iøvrigt livet som slidetosse. Naturligvis har han også guitarer med…
Lørdag den 29.september giver bandet Blues Power koncert i byen, denne gang på spillestedet
Backstage, som ligger i mejlgade 53, gården. Denne koncert er oprindeligt blevet annonceret til at foregå på Fatter Eskil, men altså nu flyttet. En kvintet med hele pivtøjet, gedigen blues fra regionen!
Fra København kommer lørdag den 13.oktober bandet The Blues Overdrive. Denne koncert foregår på Fatter Eskil i Skolegade, og vi glæder os til et besøg af dette fremragende og hårdt arbejdende band og talentfulde band.
Som noget nyt i år, er Aarhus Bluesforening vært for at afvikle finalen for den danske deltagelse ved European Blues Challenge 2013. Aftenen afholdes på ATLAS, og er et samarbejde mellem bluesforeningerne Blueskartellet(Horsens), B-Sharp(Silkeborg) og Double Trouble(Fredericia) alle medlemmer af Jysk Bluesnetværk. Onde tunger vil måske synes at der går X-Factor i den, når et kompetent dommerpanel skal udpege en vinder i en slags musikkonkurrence. Men dette ønsker Jysk Blues Netværk og ikke mindst de deltagende bluesmusikere og bands, at dementere ved denne aften. Mange musikeres karriere går som bekendt ad omveje og via tilfældigheder. Hvis vi kan være med til at lave en god fest med et entusiastisk publikum, ultimativ scene og teknik, samt en eksponering for bluesmiljøet generelt, så gør vi det. Hvadenten man er en erfaren rotte på bassen eller en ung vordende superguitarist, så er et talent til for at blive spottet, og vi vil gerne hjælpe på vej.
Arrangementet finder sted Lørdag den 27.oktober på ATLAS i Aarhus, med start kl 19.
Lørdag den 10.november spiller et relativt ukendt navn på Gyngen, bandet ”Blue Strays”.
Blueskendere vil vide at der bag denne trio gemmer sig guitaristen Simon Høirup, som for længst har slået sit navn fast i den fynske del af bluesdanmark. Simon Høirup skal opleves i Aarhus, så kom forbi og hør Stratocasteren synge, så det er en fryd.
Ingen sæson uden en torsdag på ATLAS med et stort navn. I år bliver det med Thorbjørn Risager Band, som i dén grad turnerer i 2012! Her kan publikum godt glæde sig til en aften med et mere end sammenspillet orkester, som tilmed har rigtig godt tag i sit hastigt voksende publikum.
Inden sæsonen slutter er der igen onsdag den 5.december ”Rootsaften på Gyngen”.
Program er ikke endeligt fastlagt, man bedes derfor holde øje med dagspressen eller www.aarhusbluesforening.dk