I serien “5 minutter med…” sætter Bluesnews.dk aktuelle bluespersonligheder i stævne, til en hurtig snak om hvad der rører sig på bluesscenen herhjemme og ude i den store verden. Denne gang er det med “Årets danske bluesnavn 2008” Tim Lothar, som netop er vendt hjem fra International Blues Challenge i Memphis.
Du er netop vendt hjem fra IBC i Memphis, hvilke indtryk og oplevelser fik du med derfra?
Det var en fantastisk tur. Det var min første gang USA, så jeg var meget spændt på hvordan det ville være at sætte sine fødder i “the land where the blues began”. Jeg var forberedt på at alting er større, mere og bredere derovre – og det var det. Vejene, bilerne (omdog det var hovedsageligt asiatiske modeller), husene. Man får en fornemmelse af at være mindre i et land hvor alle dimensioner er forstørret, sammenlignet med lille Danmark.
Beale Street var en stor oplevelse. Bluesmusik i alle afskygninger sneg sig ud gennem døråbninger i liveklubber samt fra restauranters højttalere overalt i området.
Mississippifloden. Det var en stor oplevelse at stå ved bredden af denne flod som har haft så stor betydning for livet og musikken engang.
Holger og mig havde instrumenter med og spillede langs bredden af denne brede flod.
IBC var også en kæmpestor oplevelse. Det musikalske niveau er højt, med 255 deltagere fra 16 lande. Det var skønt at gense Suitcase Brothers, en duo fra Spanien som jeg mødte første gang under European Blues Challenge i Berlin i 2011.
Stemningen var god blandt de deltagende. “It is NOT a competition, it is a challenge”, blev der sagt flere gange under infomødet, før det hele gik løs, og dette er korrekt. For langt de fleste handlede det om god musik, nye venskaber og kontakter. Bluesmusikere spiller fordi at de elsker musikken – og bestemt ikke fordi at de ser en økonomisk gylden fremtid deri. Derfor er det naturligt for alle at netværke og hjælpe hinanden – vi er alle i samme båd.
Hvordan ser du det generelle musikalske niveau internationalt?
Niveauet er generelt højt. Flere steder meget højt. Flere af de europæiske acts fandt jeg særdeles interessante, da de ofte vovede at træde “et skridt længere ud” rent musikalsk, i stedet for at bevæge sig strikt indenfor de mere traditionelle rammer. Men dette er min egen personlige smag – der er helt sikkert mange der vil være uenige med hvad jeg fandt interessant. Det er det gode ved musik; der skal være plads til det hele.
Hvilke tendenser ser du på den danske musikscene og hvilken plads har bluesmusikken i det billede ?
Bluesmusikken i Danmark er stærk lige nu. Vi har mange interessante kunstnere, og vi har scener omkring i landet hvor at der er plads til denne musik. Jeg ser at flere kunstnere er gode til at finde kreative steder at udfolde sig, da hovedparten af de regionale spillesteder kun kan have blues på programmet i begrænset omfang.
Hvilke kunstnere lytter du til i øjeblikket ?
Jeg ville ønske at jeg havde tid til at lytte mere til musik, men der er meget at se til lige nu. Jeg kunne tænke mig at udforske den afrikanske blues – der er mange spændende artister.
Kelly Joe Phelps har osse, langt om længe, indtaget sin plads på min reol. Hans musik finder jeg inspirerende. Woody Guthrie er osse en ny beboer på hylden. Jeg har længe lyttet til de gamle blueskendinge, såsom Charlie Patton, Son House, Lonnie Johnson og Robert Johnson. Af og til er det sundt at flytte ørerne andetsteds – der findes så meget god musik. Musik med sjæl.
Fortæl os lidt om en oplevelse eller person, der har haft indflydelse på din karriere?
Jeg var trommeslager i mange år. I en længere periode spillede jeg i trioen The Blues-Tones, med Max Wolff som frontfigur. Vi havde mange fantastiske turneer og oplevelser sammen.
En dag tog Max et skift fra elektrisk til akustisk guitar og begyndte at optræde solo på en cafe i byen. Jeg tog ned og hørte ham spille, og blev med det samme fanget af de gamle bluessange han optrådte med. Jeg blev nødt til at købe en guitar og lære dette.
Max hjalp mig i gang, med cder og guitarakkoder jeg kunne starte ud med.
Hvor kan publikum opleve dig og i nærmeste fremtid og hvad er dine planer for resten af 2014?
Lørdag den 1. marts optræder jeg med min ven og musikalske kollega Claus “Sivert” Thomsen på Lønstrup Cafe Bio.
5.-6.-7.-8. marts er det som duo med Peter Nande, i Kbh, Vejle og Roskilde.
28.-29.-30. marts er det duoen plus Mik Schack, ølsmagning/foredrag/koncert, i Randers, Tønder og Bagsværd.
April byder på en situation hvor at jeg tager trommestikkerne frem igen. Jeg skal, sammen med bassisten Henrik Poulsen, bakke den amerikanske blueskunstner Doug MacLeod op, på forskellige spillesteder i det jyske. Det bliver en stor oplevelse. Normalt arrangerer jeg ikke koncerter for andre artister, men Doug er så interessant at jeg valgte at gøre det.
Den lille turne ser sådan ud:
Onsdag 02. april : Doug MacLeod solo, Gyngen, Aarhus
Torsdag 03. april : Trio, Det Bruunske Pakhus, Fredericia
Fredag 04. april : Trio, Det Musiske Hus, Frederikshavn
Lørdag 05. april (eftermiddag) : Trio, Fermaten, Herning
Lørdag 05. april (aften) : B’sharp, Rampelys, Silkeborg
Torsdag den 10. april er det med ølsmagning på Odense Musikbibliotek, som duo med Peter Nande – og med den gode Mik Schack som ølsmagningsdirigent, foredragsholder samt vaskebrætsvirtous.
Fredag 11. april spiller jeg lidt trommer igen, til jamboree på Mojo Blues Bar i København.
Lørdag 12. april er jeg medvirkende i Blues Jamboree på Kulturhuset i Arden. Der er en live cd på trapperne med dette projekt. Jeg tror at den er med på dette tidspunkt.
Senere på året har jeg fået tilbudt at spille en koncert som frontmand for en håndfuld prominente musikere. Det glæder jeg mig meget til. Jeg ser frem til at høre mine sange i “bandversion” – det bliver meget spændende.
Efteråret 2014 er stadig på tegnebrædtet, men der er mange spændende ting i gang.
Læs mere om Tim Lothar her