Horsens Bluesfestival klar med det endelige program – og billige billetter til de hurtige!
Canned Heat ledsages af bl.a. veteranen Eddy Clearwater fra Chicago, The Blue Van i akustisk udgave – og hvid blues fra det sorte Sydafrika.
Samtidig kan du spare 20 pct. på billetten, hvis du er hurtig…
Årets Bluesfestival i Horsens den 1. og 2. november bliver en musikalsk rundrejse over flere kontinenter og flere årtier. Blueskartellet har nu programmet på plads, og det kommer langt omkring i blues’ens fascinerende og foranderlige landskab.
For et par uger siden blev blues-legenderne Canned Heat annonceret som det absolutte topnavn med deres eneste danske koncert i år. Nu er resten af programmet på plads; bl.a. med et par danske topnavne.
Fra den kræsne og krævende bluesscene i Chicago kommer en veloplagt veteran i skikkelse af Eddy ”the Chief” Clearwater. En vidunderlig showman med en funky fest fast monteret på de seks strenge – og i hjemlandet hyldet som ”one of the blues’ finest songwriters”. ”The Chief” spiller på HNT fredag aften.
The Blue Van har mange fans især blandt det yngre publikum; ikke mindst på grund af deres forrygende live-optrædener. På årets bluesfestival kommer The Blue Van i en anderledes udgave; efter utallige opfordringer er de nemlig draget på akustisk turné – men energien og de
stærke kompositioner er den samme. Kvartetten indtager Kulisselageret fredag aften.
Et andet stort dansk navn netop nu er Thorbjørn Risager, som har sangskriverpriser fra USA og kilometervis af erfaring fra landevejen med i bagagen. Desuden er han i øjeblikket klart eksponeret på tv-skærmene via en blå bankreklame. Men Risager kan uendeligt meget mere, og med sit seje syvmands-band i ryggen er der lagt op til en svimlende og svedende tur i blues-gyngen lørdag aften på HNT’s store scene.
Denne gang rækker Bluesfestivalen også syd for Sahara. Direkte fra Cape Town kommer sydafrikanske Dan Patlansky, som er et stort navn i sit hjemland, men her giver sin første koncert i Danmark. Fans af Stevie Ray Vaughan, Jimi Hendrix og John Mayer kan trygt begive sig til Kulisselageret lørdag aften. Ligeledes fra Afrika, om end med mangeårig base i London, kommer nigerianske Justina Lee Brown. En stejlt stigende stjerne på blues- og soul-scenen, som i disse år turnerer Europa tyndt med begejstrede anmeldere på knæ i kølvandet. Denne smeltende stemme ind- og bjergtager HNT fredag aften.
På plakaten er også sidste års store overraskelse Paul Garner Band (UK); vinderen af Danish Blues Challenge 2012 Chris Grey & the Bluespand; den heftige roots’n’blues-duo PeterNande & Tim Lothar; de lokale bands Bruuns Blues Band, JJ Blues Band samt Bluespower– og igen i år åbner festivalen med Young Talents & New Bands fredag eftermiddag.
– Vi kan tilbyde et fantastisk varieret og spændende program med mange typer af blues – og med både nye navne og store stjerner. Canned Heat er et navn fra superligaen, jeg er stolt af at have The Blue Van med en eksklusiv akustisk koncert, og i det hele taget glæder jeg mig til to forrygende dage på Horsens Ny Teater og på Kulisselageret, siger formanden for Blueskartellet Carsten Mellson.
Samtidig introducerer Blueskartellet en kontant kvik-rabat på årets partout-billetter: Køb billet til begge dage senest den 20. august og spar 20 pct. – Vi vil gerne belønne dem, der køber i god tid. Derfor koster partout-billetten kun 400 kr. til og med tirsdag den 20. august. Herefter er prisen 500 kr., oplyser Carsten Mellson.
Ønsker man kun billet til den ene af dagene, kan det naturligvis også lade sig gøre. En fredagsbillet koster 195 kr., mens en lørdagsbillet koster 375 kr. Salget til årets Bluesfestival åbner på Billetlugen.dk fra mandag den 1. juli.
Festivalprogram (med forbehold for ændringer)
Fredag d 1/11
17:00-18:30, Kulisselageret: Young Talents & New Bands (DK)
18:30-20:00, Kviumsalen, HNT: Paul Garner Band (UK)
20:00-21:30, HNT: Eddy ”the Chief” Clearwater (US)
21:30-23:00, Kulisselageret: The Blue Van – acoustic (DK)
23:00-00:30, HNT: Justina Lee Brown (NIG)
00:30-01:30, Kulisselageret: JJ Blues Band (DK)
Lørdag d 2/11
17:00-18:00, Kulisselageret: Chris Grey & the Bluespand (DK)
17:00-18:00, Kviumsalen, HNT: Tim Lothar & Peter Nande (DK)
18:00-19:00, HNT: Bluespower (DK)
19:00-20:30, Kulisselageret: Dan Patlansky (RSA)
20:30-22:00, HNT: Thorbjørn Risager (DK)
22:30-00:00, HNT: Canned Heat (US)
00:00-01:30, Kulisselageret: Bruuns Blues Band (DK)
Bluesfestivalen 2013 finder i år sted fredag d 1. og lørdag d 2. november. Festivalen arrangeres og præsenteres af Blueskartellet i Horsens; i udvidet samarbejde med Horsens Ny Teater samt Kulisselageret og med opbakning fra Horsens Kommune, Statens Kunstråd, BankNordik, Biledgaard Profil, Big Tone Music Shop, Horsens Folkeblad og Filips Sten- og Billedhuggeri.
Læs mere på Blueskartellets hjemmeside