Årets anden Køge Blues Festival

Tekst: Jakob Wandam

Den 19. marts var der blues i Køge, da Teaterbygningen slog dørene op for Køge Blues Festival. Men én årlig festival er ikke nok for de blueshungrende køgensere, så lørdag den 29. oktober præsenterer Musikforeningen Bygningen årets anden Køge Blues Festival!

Køge Blues Festivals koncept er at præsentere en række danske bluesnavne, hvoraf nogle er kendte og etablerede, andre i vækstlaget, og enkelte måske et sted derindimellem. Ved oktobers iteration af festivalen er skabelonen udvidet en smule, så der også kommer et enkelt besøg fra den anden side af Øresund.

Traditionsbevidst

Franck White
Foto: Jakob Wandam

Øverst på plakaten står dog et par herrer, som trods et engelsklydende personnavn er ganske danske. Det er duoen Franck White & Christian Frank, som har spillet sammen siden 1993. I de mellemliggende år var Franck White dog i en periode bosat i USA og spillede blandt andre sammen med Willie Kent.

Allerede inden da havde White udsendt sit første album Soulsearching city streets (2000) under navnet Frank White & Mighty Blue, hvilket dækkede over blandt andre Ronni Boysen, Mike Andersen og Hans Knudsen. Pladen indeholdt kompositioner af mundharpekoryfæer som Little Walter, Big Walter, Rick Estrin og William Clarke, så der var ikke tvivl om, hvilke musikalske præferencer Franck White havde – eller hvilket instrument han spillede.

Franck White og Christian Frank
Foto: Jakob Wandam

I 2004 var guitaristen Christian Frank ombord, da White & Frank udsendte duopladen Blues are the roots. Her spillede de bluesstandarder af John Lee Hooker, B.B. King, Lightnin’ Hopkins, Willie Dixon, Guitar Slim, Muddy Waters og Jimmy Reed m.fl. I 2014 kom livealbummet WhiteAlive at the Metronome, hvor saxofonisten Jan Harbeck var kommet med som tredjemand.

Franck White & Christian Frank spiller traditionsbevidst delta blues og Chicago blues, og det gør de ganske fortrinligt, hvilket Bluesnews.dk bevidnede i Kedelhuset i Silkeborg i 2021 (læs her) og på Randers City Blues Festival 2017 (læs her).

Gennem mange år

BackBone

Fra Virum kommer orkestret BackBone, som består af Martin Reinsch (vokal, rytmeguitar), Thomas Nielsen (leadguitar, kor), Morten Midtgård (rytmeguitar, vokal), Kim Dalum (bas) og Martin Knudsen (trommer). Der er tale om musikere, som har kendt hinanden gennem mange år og spillet sammen i forskellige bands.

Martin Reinsch og Kim Dalum var for eksempel med i orkestret Too Bad Jim, der udsendte albummet Talking ’bout women i 2006 med Kenn Lending som co-producer. Og både Reinsch, Nielsen og Midtgård har spillet i Slowhand Bluesband.

Med BackBone er det blevet til to album, The blue side (2012) og Live fra Svendborg (2014). Bandet spiller egne, originale sange såvel som covernumre og finder deres inspiration hos kunstnere som Stevie Ray Vaughan, B.B. King og Albert Collins.

Utallige scener

Det er måske ikke lige blues, man kender Rasmus Hedeboe bedst for, men han har været rundt på utallige scener som guitarist for Lars H.U.G. og Johnny Logan, stået i front for sine eget projekter Hedeboe og Urban Cowboys og spillet bag Keld & Hilda og Dario Campeotto som en del af bandet Musikmaskinen.

Rasmus Hedeboe
Foto: Jakob Wandam

Men Rasmus Hedeboe har også snuset til bluesen. I 2020 så Bluesnews.dk ham spille med Esben Just og Ayi Solomon på Mojo Blues Bar (læs her), og tidligere i år optrådte han samme sted med sin Rasmus Hedeboe Blues Trio.

Det er Rune Holberg (Fistful of Dollars, Sine Bach Rüttel, Michelle Birkballe m.m.) på bas og Esben Duus (Kenn Lending Blues Band, WonderBrazz, Tuesday Night Brass Band m.m.) på trommer, der sammen med Rasmus Hedeboe på vokal og guitar udgør Rasmus Hedeboe Blues Trio.

Fra nabolandet

Sidste navn på plakaten er velkendt på de danske bluesscener, men kommer ikke desto mindre fra nabolandet. Det er nemlig svenske The Kokomo Kings, der runder programmet af. Bandet havde da også tidligere et væsentligt dansk islæt, men da guitaristen Ronni Boysen i marts i år annoncerede et stop for de internationale turnéer, blev det også afslutningen på ti år med The Kokomo Kings (læs mere her).

Martin Abrahamsson
Foto: Frank Nielsen

I dag består Göteborg-bandet af Martin Abrahamsson (sang, guitar), Waldemar Skoglund (guitar), Magnus Lanshammar (bas) og Daniel Winerö (trommer).

The Kokomo Kings har eksisteret siden 2012 og spiller en unik blanding af elektrisk blues, Mississippi-boogie, surf og rock & roll. Det har indbragt dem flere internationale priser, for eksempel ved The Blues Lounge Radio Show Awards (læs her), og de har spillet på bluesfestivaler rundt om i Europa, heriblandt Blues Heaven 2021 i Frederikshavn (læs her).

Endvidere har The Kokomo Kings høstet fine anmeldelser for deres albumudgivelser, som tæller Artificial natural (2013), Too good to stay away from (2017) (læs anmeldelse her), Fighting fire with gasoline (2019) (læs anmeldelse her) og A drive-by love affair (2021) (læs anmeldelse her).

Billetter

Dørene åbnes til Køge Blues Festival i Teaterbygningen lørdag den 29. oktober klokken 11.30, og musikken begynder klokken 12. Der er unummererede siddepladser, og billetter kan erhverves for kr. 270 i forsalg her.

Der er desuden mulighed for tilkøb af tre håndmadder + en alm. øl/vand formedelst kr. 100.