European Blues Challenge i maj aflyst

Tekst: Peter Widmer

Grundet corona-pandemien er den tiende European Blues Challenge, der skulle have fundet sted i byen Chorzów i Polen den 26.-30. maj 2021, aflyst. Dette blev meddelt på European Blues Unions hjemmeside torsdag den 25. februar.

European Blues Challenge har i flere år været en fast tilbagevendende begivenhed. European Blues Challenge er en blues-konkurrence, iværksat af folkene bag nonprofit-organisationen European Blues Union. Samme arbejder for udbredelsen af og kendskab til bluesmusikken.

Sædvanligvis er der mere end tyve deltagende bands fra lige så mange forskellige nationer, men også solister og duoer har deltaget i blues-konkurrencen. Alle deltagende musikere er valgt af bluesorganisationer i deres respektive lande.

European Blues Challenge rykker rundt fra land til land fra år til år og har for eksempel fundet sted i Frankrig, Tyskland og Italien. European Blues Challenge er også blevet afviklet i Danmark (læs her).

Forskellige lokationer

En af idéerne bag European Blues Challenge er at give begivenhedens mange publikummer en god chance for at stifte bekendtskab med deltagerlandenes forskellige kulturer midt i, omkring og uden for en summende kedel af blues. For eksempel var der i 2020 lagt op til et møde med hollandsk kultur (læs her).

Imidlertid blev European Blues Challenge 2020 først udskudt (læs her) for efterfølgende at blive aflyst på grund af coronaen (læs her). For første gang nogensinde blev European Blues Challenge altså aflyst, og noget kunne altså tyde på, at arrangementet i indeværende år må lide samme skæbne, som European Blues Challenge gjorde sidste år. Indtil videre er konkurrencen i hvert fald udskudt på ubestemt tid, meddeler European Blues Union, der endnu ikke har besluttet, om European Blues Challenge forsøges gennemført senere på året.

Det er ærgerligt, at også European Blues Challenge 2020 og 2021 således måtte bukke under for coronaen, men det ville stride imod al sund fornuft at afholde et så stort arrangement, som European Blues Challenge er. Desuden havde man nok heller ikke fået tilladelse til dette af de lokale myndigheder.

Dertil kommer de for tiden gældende verdensomspændende rejserestriktioner og mange andre corona-pandemi-hæmmende eller -undertrykkende foranstaltninger, og dét er i sig selv godt nok. Så må man bare ”æde” aflyste begivenheder som European Blues Challenge.

Dansk deltagelse

Big Creek Slim & the Cockroaches
Foto: Peter Widmer

Danmark har gjort sig positivt bemærket med diverse musikere som deltagere i European Blues Challenge flere gange. Imidlertid har intet dansk band vundet European Blues Challenge. Dette kan man godt undre sig over. Eksempelvis var der mange, der mente, at Big Creek Slim & the Cockroaches burde have vundet i Riga i 2014 (læs her).

Christian Bundgaard Trio gjorde det godt i Torrita di Siena i Italien i 2016, men nogen vinderplads fik de ikke (læs her). Året før, altså i 2015, hvor European Blues Challenge fandt sted i Bruxelles, var Danmark repræsenteret af Down by Law.

Fried Okra
Foto: Frank Nielsen

Orkesteret slæbte heller ikke noget vindertrofæ hjem (læs her). Det gjorde derimod den spændende københavnske trio Fried Okra i 2018. Her scorede de nemlig en flot andenplads ved European Blues Challenge, der fandt sted i Hell, Norge (læs her).

At European Blues Challenge ikke kommer til at finde sted i maj, er noget, der nok vil afstedkomme en del skuffelse blandt de mange, der plejer at deltage i arrangementet. Samme er, kan Bluesnews.dk bevidne, nemlig en begivenhed, der musikalsk, menneskeligt og kulturelt med mere er værd at være en del af. Dette får man forhåbentlig lejlighed til igen senere på året eller, måske mere sandsynligt, i 2022.

For yderligere informationer om European Blues Union og European Blues Challenge se her.