Aarhusiansk blues på Aarhus Jazz Festival

Trouble Cats (Presse)

Trouble Cats
Foto: Frank Nielsen

Af Kenth Nielsen
Artikel fra Bibzoom

Når der i dagene 15.-22. juli 2017 igen holdes jazzfestival i Aarhus, bliver der også plads til blues. Uantastet, at nogen har kaldt bluesmusikken et stedbarn i jazzen, er det en musikform, som til stadighed har sine udøvere og ikke mindst et publikum – også til Aarhus Jazz Festival.

Jeg har haft en snak med repræsentanter fra de to aarhusianske bluesbands Shades of Blue (Uffe Steen) og Trouble Cats (Morten Brauner og Martin Blom Hansen) og har fået deres bud på det at spille blues på en jazzfestival og bluesmusikken generelt betragtet i dagens Danmark. Begge bands har spillet i omegnen af 30 år, og de enkelte musikere indgår i forskellige sammenhænge, så de skulle nok have fingeren på pulsen.

Både Shades of Blue og Trouble Cats gav udtryk for, at det er fedt at spille på en festival, ikke mindst Aarhus Jazz Festival. Men det er egentlig ikke så vigtigt, om det har prædikatet jazz, var de enige om, for publikum kommer efter musikken. Nogle kender dem i forvejen, og andre lader sig friste ind på spillestederne og får sig en god oplevelse.

Musikken

Selv om mange bluesmusikere spiller i flere sammenhænge, ser hverken Uffe Steen eller Brauner og Blom Hansen det som et problem. Som Uffe Steen udtrykker det: “Hvert band har sit eget udtryk, og er dermed ikke ens.” Det suppleres fint fra Trouble Cats-folkene, der mener, at deres version af bluesen også er rock-orienteret. “Publikum kan godt li’, når et nummer tager af sted – og kommer hjem igen,” som de siger.

Nok er musikken fra de to bands funderet i Chicago-bluesen – “Man skal kunne sine klassikere,” lyder det fra begge bands, men samtidig kunne sætte sit personlige præg – måske et nutidigt præg –  på musikken. Det kommer så bl.a. til udtryk ved, at mange af gruppernes numre er egne kompositioner.

Uffe Steen Koncert

Uffe Steen
Foto: Sebastian Bak

For Uffe Steen er Shades of Blue selve grundlaget i hans rolle i bluesmusikken. Bandet har spillet on and off i ca. 30 år, og han lover, at de aldrig går i opløsning. Og det at have spillet sammen i mange år giver en musikalsk forståelse for hinanden i bandet. Der er plads til den enkelte, men i sidste ende skal det gå op i en helhed. Trouble Cats siger det således: “Vi er ét band – ikke en sanger med orkester.”

Uffe Steen spiller bl.a. i jazz-sammenhænge, Brauner spiller også i Shades of Blue, og som sagt spiller mange i forskellige sammenhænge. Det er med til at give inspiration og input, siger de samstemmende. På den måde kan et nummer have forskelligt udtryk fra gang til gang – selvom grundstammen selvfølgelig er den samme.

Bluesen i dag

Men hvor er bluesmusikken i dag? Den er ude på live-scenerne. Det er både Shades of Blue og Trouble Cats enige om. Genren er stort set fraværende i de gængse DR-programmer, med enkelte undtagelser. Det er ildsjælene ude på spillestederne, musikforeningerne og festivalerne – og selvfølgelig de nye kunstnere – der bærer bluesmusikken videre.

Og der er et vækstlag. Nogle gange kaldes det blues, nogle gange har begrebet “roots” sneget sig ind, men de unge talenter er der. Dermed er bluesmusikken i en eller anden form sikret et par generationer endnu. Og noget af det fine er, når nogle af de etablerede navne lader en “up-and-coming” få spilletid, som f.eks. opvarmning eller gæst ved en koncert. Derved får de unge både sceneerfaring, og publikum opdager nye navne og talenter.

Men heldigvis har hverken Shades of Blue eller Trouble Cats planer om at trække sig tilbage. Oplev et par bud på den aarhusianske blues, når de spiller hhv. første og sidste lørdag under Aarhus Jazz Festival 2017 – koncerter, som begge bands glæder sig til.

Shades of Blue spiller på Bispetorvet den 15. juli kl. 20.00.
Trouble Cats spiller på Klostertorvet den 22. juli kl. 17.00.