Af Jakob Wandam
Den altid produktive Big Creek Slim er barslet med endnu et album. Ramblin’ Big Creek er indspillet tilbage i 2017 med en roterende cast af medmusikere, som tilsammen bliver benævnt The Cockroaches. The Cockroaches var også navnet på Marc Runes backingband, dengang han selv hed Big Creek Huggy Bear og vandt Møblomania Blues Award i 2008.
Big Creek Slim har selv produceret albummet og har efterstræbt den lyd, man hører på tidlig urban blues fra pladeselskaber som Sun, Chess og Excello. Det betyder, at Ramblin’ Big Creek er optaget live i studiet omkring én mikrofon, uden overdubs.
Musikerne omfatter Marcs bror Morten Rune (frontfigur i Natural Boogie og Ellie) på guitar, Jonas Kardy Nicolaisen og Mathias Rindom på trommer og bassisterne Filip Dybjerg, Henrik Poulsen og Christian Petersen. Desuden er der spædet op med en blæsersektion bestående af Hans Jørgen ”Hanse” Jensen (sax), Per Vindum (trompet) og Erling Mathisen (barytonsax) samt Amanda Krogh Nielsen på percussion. Big Creek Slim synger og betjener guitar samt, som noget nyt, både mundharpe og klaver.
Missionen lykkes i allerhøjeste grad. Som lytter bliver man fra første skæring – det Howlin’ Wolf-agtige titelnummer – hensat til 1950’ernes Chicago, og den organiske og pågående produktion slipper ikke taget i én, før pladens tolv skæringer er løbet ud.
Så meget desto mere imponerende er det, at samtlige numre er originaler skrevet af Big Creek Slim selv. ”I just don’t understand” har vi tidligere hørt på sidste års live-album med næsten samme titel, Just don’t understand (læs anmeldelse her), men ellers er der tale om hidtil uudgivne Marc Rune-kompositioner i vintage Chicago-stil.
Trods det store antal medvirkende musikere fremstår Ramblin’ Big Creek som et sammenhængende hele og som en rigtig band-frembringelse. Med Big Creek Slims stemme som den store undtagelse er fokus ikke på solopræstationer, men på det fælles produkt. Vokalen er til gengæld så fremragende som altid, rå, raspende og nærmest eksplosivt kraftfuld.
På albummets sidste to numre får han selskab af den amerikanske sangerinde Diunna Greenleaf. Den nu 62-årige Greenleaf er oprindelig fra Texas, men viser sig her som en Chicago blues-dronning af Koko Taylor-skolen (hun vandt den prestigefyldte Koko Taylor Award ved Blues Music Awards i 2014. Læs mere om Diunna Greenleaf her).
Af de to duetter med Diunna Greenleaf er især ”Tear me down again” en meget løst organiseret affære, hvilket dog blot forstærker albummets karakter af umiddelbarhed. Og den afsluttende ”Big fine mama” er en decideret tour-de-force for såvel de to sangere som for bandet.
Ramblin’ Big Creek er et nærmest uforskammet godt album, og yndere af traditionel Chicago blues vil få vanskeligt ved at finde et nyindspillet album – endda med nyskrevne sange – som i dén grad rammer stilens tone og lyd.