Af Jakob Wandam
Uden megen promotion her til lands har Big Creek Slim i nattens mulm og mørke udsendt denne skive sammen med den brasilianske bassist Rodrigo Mantovani. Big Creek Slim (Marc Koldkjær Rune) bor selv i Brasilien med sin familie, og pladen er da også indspillet dér og udsendt på brasiliansk pladeselskab.
Rodrigo Mantovani er med i Igor Prado Band, som ud over karrieren i Brasilien også har stærk tilknytning til den amerikansk West Coast-scene. De har således indspillet med Lynwood Slim og har i eget navn udsendt Upside down (2007) med bl.a. Steve Guyger og R.J. Mischo som gæster og Way down south (2015) med ”Delta Groove all stars” – Sugaray Rayford, Monster Mike Welch, Kim Wilson, Mud Morganfield, Junior Watson, Mitch Kashmar m.fl.
På First born høres Rodrigo Mantovani på kontrabas samt på enkelte numre sousafon, maracas og jug. Big Creek Slim synger og spiller akustisk og elektrisk guitar, dobro, banjo og mundharpe. Og dermed er instrumenteringen på det meste af albummet faktisk dækket.
Big Creek Slim ligner sig selv med raspende gravrøst og særdeles overbevisende sangforedrag. Har man oplevet manden live, ved man, at han kan øse af et nærmest grænseløst lager af kendte og obskure country blues-sange. First born virker som en seance, hvor han har sat sig ned og gjort netop dét. Seks af pladens 16 numre står han selv for, og også disse kunne være hentet i 1930’erne via tidsmaskine.
Rodrigo Mantovanis kontrabasspil står i kontrast til Big Creek Slims muskuløse og meget direkte guitarstil. Det giver albummet et udtryk, der adskiller sig fra Big Creek Slims tidligere produktion; en rapfodet lethed, som trækker musikken en smule væk fra bomuldsmarkerne.
Det gælder også, når basgangene spilles af sousafon eller jug og giver konnotationer til jug bandenes legesyge hokum-sange.
Det sker ikke mindst på Bo Carters ”I’ve got blood in my eyes for you”, hvor Big Creek Slim spiller banjo og Mantovani sousafon. Big Creek Slim har altid haft en sund portion humor, men hans musik er normalt deep blues. Denne tyngde løses der op for på dette nummer.
En lignende forløsning får man på Sonny Boy Williamson I’s ”Million years blues”, hvor Slim og Mantovani suppleres af Igor Prado på elguitar og Luciano Leães på klaver, og på Marc Runes eget åbningsnummer ”Teddy’s on a Sunday night”.
Det er dog ikke sådan, at man ikke kan kende Big Creek Slims delta-forankrede bluesstil, og der er generøse portioner af den mørke, ulmende blues, som han er så fremragende til.
First born vil tilfredsstille de fans, Big Creek Slim har vundet med sine seneste udgivelser, men den tilfører også hans musik en ny og velkommen dimension. Det er endnu en bluesplade af fineste kvalitet fra Big Creek Slim.