Af Jakob Wandam
Black pearls er en ny serie af cd’er kompileret af den danske guitarist Ronni Boysen (læs mere her). Serien består af en række antologier med amerikanske bluesnumre, gerne obskure skæringer, som vi nu kan glæde os over, bliver tilgængelige på cd.
Den første cd i rækken har fået undertitlen Rhythm & blues, og dén er ganske rammende, idet Vol.1 fokuserer på den swingende band-blues, der var fremherskende i de amerikanske byer i 1940’erne og 50’erne – og som i dag ofte er skammeligt overset i bluessammenhænge.
Dette fokus betyder, at der er smæk for skillingen med masser af lækkert jazztrommespil, hvinende saxofoner (og smækre blæserarrangementer) og dundrende blues shouters. Men man får også lov til at blive vidne til, hvordan det lyder, når rå bluesguitar bliver elektrificeret og urbaniseret. Lyt for eksempel til Slim Green på Al Simmons’ ”You ain’t too old” – en sang, som nogle måske genkender fra Peter Nandes live-repertoire.
Som nævnt er det nu ellers næppe mange af cd’ens tracks, der vil vække genkendelse. Bluesentusiaster vil være bekendt med navne som Roy Milton, Willie Mae ”Big Mama” Thornton, Rufus Thomas og Clarence ”Gatemouth” Brown, lige som R&B-fans også meget vel kan have hørt pianisterne Joe Liggins og Floyd Dixon eller sangerinden Marie Knight. Men det bedste ved Black pearls vol. 1. Rhythm & blues er netop, at den bringer sange og kunstnere til torvs, som vil være ukendte også for den garvede blueslytter.
Og der er ganske mange perler på albummet. Den brølende Carmen Taylors ”Ding dong” er aldeles forrygende, lige som Pearl Reaves’ ”You can’t stay here (Step it up and go)” er en herlig omgang jump blues. Sange som Rudy Moores ”The buggy ride” og Walter Spriggs’ poppede ”(I’m gonna) love you, love you, love you” afslører en vis caribisk påvirkning, og det er i det hele taget sjovt at høre, hvordan periodens R&B både indarbejdede forskellige former for populærmusik og lagde grunden for andre – særligt naturligvis rock & roll.
Ronni Boysens begejstring for dette glemte guld skinner igennem i hans covernoter. Den smitter også, for der er ikke blot tale om tørre diskografiske data – selv om man bestemt bliver klogere af dem – men lige så ofte om Boysens personlige betragtninger eller anekdotiske gengivelse af, hvordan han selv stødte på en given single. Og han begrænser sig til et par linjer om hver skæring.
Bevares, nogle af os holder jo af det tørre, diskografiske stof, og jeg kunne da godt have ønsket mig lidt flere musikerkrediteringer og indspilnings- og udgivelsesår! Men Black pearls vol. 1. Rhythm & blues er altså ikke en museal udgivelse; den er en fejring af musikkens energi og kaster et spotlys på kvalitetsindspilninger, som man ellers næppe ville få hørt. Det skal vi være taknemmelige for.