Af Jakob Wandam
”Vi gør som Povl Dissing / Vi siger nej til udenlandsk,” synger Poul Ewald i Bøje&Ewalds indledende manifest ”Blues til tiden”. Udsagnet er naturligvis en sandhed med modifikationer, for så vidt angår Dissings oevre, men pointen er, at Bøje&Ewald skriver blues på dansk. Og det giver da også teksterne en ekstra dimension, når man som Poul Ewald skriver på sit modersmål.
Det giver ham mulighed for at beskæftige sig med jordnære, men også særdeles personlige emner som hjemstavnen, kærligheden, alderen og dødeligheden, ofte med en god portion humor.
Den letbenede ”Jeg vil ha dig ved min side” leger således med hokum-bluesens idiomer og traditioner i fordansket form og udtrykker det kødelige begær gennem lumre dobbelttydigheder i linjer som ”Du skal synge i min mikrofon” og ”Du skal presse min citron”.
Humor er der også i ”Jysk to the bone”, om end man kommer i tvivl: Er sangen en munter hyldest eller en sarkastisk kommentar til Støjberg-segmentets regionalpatriotisme? Tolkningen må være op til lytteren. Under alle omstændigheder er skildringen gennemført: Omkvædet fungerer kun i kraft af en – tør man sige provinsiel? – fejludtale af ordet ”scone”, så det rimer på ”bone”!
Så er ”Skagen blues” en mere entydig kærlighedserklæring til Poul Ewalds nordjyske hjemstavn. Hvor ”Jysk to the bone” har et råt og konfrontatorisk arrangement, der matcher ordene – inklusive en rivende guitarsolo af Søren Bøje – bliver Skagen besunget til godmodigt vuggende toner a la ”Ain’t nobody’s business”.
Man er lige ved at frygte, at jyderiet tager overhånd, når ”Jeg tager til Jylland baby” dukker op på tracklisten, men her er ærindet et ganske andet. Sangen er nemlig et dystert og meget personligt livtag med Poul Ewalds kræftsygdom. Det er svært ikke at blive bevæget af Ewalds vidnesbyrd, og Søren Bøjes slide-guitar i baggrunden underbygger sangens skæbnesvangre stemning. I det hele taget klinger nummeret som et (dansksproget) outtake fra Chris Reas Stony road-album, der på samme vis så livstruende sygdom i øjnene.
Bøje&Ewald mestrer kunsten at sætte en stemning. Som vokalist er Poul Ewald måske nok på det jævne, men på mundharpen er han virtuos. Han fylder meget i lydbilledet, når mundharpen hvirvler og væver sig omkring melodierne, men det bliver aldrig trættende. Poul Ewald spiller nemlig med en opfindsomhed og en legende tilgang til instrumentet, som betyder, at han både udnytter dets potentiale som ambiance-skaber – lyt for eksempel til hans Jason Ricci-agtige intro i titelnummeret – og kan agere bluessolist, så lytterens underkæbe rammer gulvet.
Søren Bøje giver Poul Ewalds flamboyante spil modspil med subtil elegance. Han kan spille hårdt og metallisk, når det er påkrævet – som på ”Jysk to the bone” – eller gyngende boogie-guitar som på ”iPhone blues”, men deres samspil kommer nok mest til sin ret på et nummer som den instrumentale ”Blues for Thorup”. Her kommer man helt tæt på Poul Ewald og hører hvert et hvæs, støn og pust, mens Søren Bøjes blide, sagte slide skaber en atmosfærisk bund. Bøjes akustiske solo rammer så en Clapton’sk tone og smagfuldhed, og resultatet bliver en følelsesladet og flot hyldest til dansk blues’ gudfar.
Søren Boye og Poul Ewald bliver på Blues til tiden bakket fint op af en rytmesektion med Rasmus Boje-Nielsen på bas og Michael Friis på trommer. Hertil kommer et par gæster: Jens Varmløses orgel koger på ”OK boomer” – Poul Ewalds betragtninger om ungdommens til alle tider sort-hvide dom over tidligere generationer – og samme skæring nyder godt af en fin tenorsax-solo af Søren Baggesen. I samspil giver orgel, saxofon og mundharpe nummeret fylde og et let New Orleans-duftende swing.
Sidste gæst er det odenseanske blues- og rock & roll-koryfæ Nalle, som indsang to numre med Bøje&Ewald tilbage i maj 2022, før hans helbred tvang ham til at indstille karrieren (læs her). Mest bemærkelsesværdigt af disse er ”Blues for Nalle”, der er skrevet af Poul Ewald, men som har form som et selvbiografisk statement. Nalle synger den naturligvis på ufortyndet fynsk, og heller ikke teksten lægger fingrene imellem: ”Jeg har levet på ga’en”, synger Nalle blandt andet, men også: ”Jeg går til NA-mø’er og ta’r ikke mere stesolid / Min nekrolog er u’sat på ubestemt tid”. Bøje&Ewald akkompagnerer ham akustisk, og det nedbarberede arrangement passer perfekt til sangens umiddelbare ærlighed.
Som bonus får man en version af Sam Cookes ”Bring it on home to me” (som bygger på Charles Brown & Amos Milburns blues ”I want to go home”), igen med Nalle på vokal. Dén har han tidligere indspillet både med Theessink, Nalle & Møller og med Michelle Birkballe, og inklusionen på Blues til tiden er således mere en ekstra godbid end en nødvendighed. Men Bøje&Ewald giver sangen den samme ind-til-benet-behandling som ”Blues til Nalle”, hvilket Nalles sjælfulde fremførelse sagtens kan bære, og det giver da indspilningen en selvstændig berettigelse.
Blues til tiden er en rigtig fin og meget dansk bluesplade; ærlig, men aldrig selvhøjtidelig, og med håndværket i orden. Der er variation nok i tematik og arrangementer til, at albummet holder samfulde 43 minutter, og især Poul Ewalds instrumentale indsats er ekstraordinær.
Blues til tiden udkom på streamingtjenesterne den 2. september; find den her.