Af Peter Widmer
I mange år fristede den danske mundharpemand, sanger og guitarist Nisse Thorbjørn, der er født i 1973, en kummerlig tilværelse. Musikeren, der længe har været bosiddende i København, var på et tidspunkt så fattig, at han uagtet et uomtvisteligt musiktalent ikke engang havde penge til at anskaffe sig sin egen mundharpe, så han måtte låne sig frem.
Dén tid er dog for længst forbi. Siden 2006 har han undervist i musik, og i længere tid har Nisse Thorbjørn – også kendt som Copenhagen Slim – haft sit eget med rette roste band, Copenhagen Slim Band. Desuden har han optrådt solo og i andre sammenhænge, for eksempel med sangerinden Sahra da Silva (læs her). I 2009 fik han desuden prisen som Årets Danske Bluesnavn.
Samme år kom debutalbummet CPH Slim på gaden. I 2018 var Nisse Thorbjørn primus motor for Robert Johnson-projektet Robert Johnson was here! (læs anmeldelse her), og nu foreligger så det digitale solo-album Lost highway, hvor kunstnernavnet Copenhagen Slim er prominent; kunstnerens virkelige navn benyttes ikke. Nisse Thorbjørn har turneret uhyre meget og har senest været på en solo-tur Australien rundt, hvor han har diverteret med sin bluesinspirerede form for amerikansk roots-musik.
Lost highway består af ni akustisk orienterede skæringer, der spænder vidt, og albummet er behageligt varieret. Faktisk er det så forskelligartet, at man bliver holdt på stikkerne. Lytter man derimod til strengt traditionsbundne akustisk drejede bluesudgivelser, kan man ofte blive overmandet af en vis træthedsfornemmelse, men ikke her.
Bredden i materialet er interessant. Copenhagen Slim spænder fra Leon Payne/Hank Williams-nummeret ”Lost highway”, der åbner ballet, over J.J. Cales ”Drifters wife” og til Keb’ Mo’-skæringen ”Am I wrong”, som afslutter albummet. Indimellem er der et par traditionelle numre i form af ”Shady grove” og ”The ballad of John Henry”, der absolut fungerer. Man hører også Mississippi John Hurts ”My Creole belle” og Taj Mahals ”Corinna”.
Desuden er der næsten uundgåeligt to Robert Johnson-numre, nemlig ”If I had possession over judgement day” – her kaldet ”Possession over judgement day” – og ”Last fair deal gone down,” der er opført som ”Last fair deal”.
Lost highway er råt og nedbarberet, og om albummet skriver Nisse Thorbjørn alias Copenhagen Slim til Bluesnews.dk, at: “Det er ren live, indspillet i een session, ikke noget klippeklistre, bare one takes hele lortet på een gang og ikke noget timeediting eller click bullshit.”
Tydeligere kan det vist ikke siges, og det er en befriende tilgang at have til noget materiale, der i andre hænder godt kunne gå hen og blive en ørkenvandring at komme igennem. Imidlertid får alle ni skæringer tværtimod nyt liv via Copenhagen Slims finurlige arrangementer, instrumentbehandling og vokalindsatser, og lytteren efterlades med indtrykket af et ærligt, homogent album, hvor hvert eneste nummer virker, og som man får lyst til at høre igen og igen.
Lost highway kan i en begrænset periode downloades gratis fra Copenhagen Slims hjemmeside her, hvis man samtidig tilmelder sig hans nyhedsbrev.