Af Jakob Wandam
For ikke så længe siden annoncerede H.P. Lange sit nye bandprojekt, H.P. Lange Big Gumbo (læs her). Musikerne i Big Gumbo er ikke nye i H.P. Lange-sammenhæng, men det nye navn er mere end bare et markedsføringsstunt. Det er en logisk konsekvens af den retning, Langes musik har bevæget sig igennem de seneste år.
Fra et udgangspunkt i den rendyrkede delta blues og inspirationskilder som Robert Johnson, Son House og Charley Patton har H.P. Lange introduceret stadig mere markante elementer af oldtime-folkemusik og proto-country, cajun/zydeco, bluegrass og gospel i sin musik. Den er blevet en sammenkogt ret af forskellige af de amerikanske sydstaters musikgenrer – en gumbo.
Det er ikke mindst optagelsen af violin- og banjospilleren Niels Bonefaas i bandet, der har ændret på lydbilledet hos H.P. Lange. Særligt violinen synes allestedsnærværende på I feel fine, og effekten udebliver ikke. På titelnummeret, ”No lovin” og Leadbellys ”Poor Howard” bidrager fiolen med hillbilly-halbal-stemning, mens dens klagende tone på for ”The boll weavil blues” signalerer længsel og afsavn.
Niels Bonefaas høres også på banjo, og dét instrument spiller en central rolle på for eksempel ”In the dark”, der hermed får et bluegrass-agtigt feel.
De øvrige Big Gumbo-musikere er Jens Kristian Dam på trommer og percussion, Dave Stevens på kontrabas og Jarno Varsted på mundharpe. H.P. Lange står selv for sang og guitar samt banjo på ”The cuckoo”.
Det er en livlig forsamling, og sammenspillet på I feel fine er tilsvarende sprælsk og organisk. Jens Kristian Dam har ”Leaving Aberdeen” som sit glansnummer og kvitterer med skramlende og opfindsomt slagtøjsspil. Jarno Varsteds mundharpespil er tilbageholdende og understøttende (han er ellers en virtuos på instrumentet), men lige som Dave Stevens synes hans primære rolle at være at facilitere ensemble-spillet.
Og I feel fine er i høj grad en ensemble-plade. H.P. Lange Big Gumbo gør langt mere end at iscenesætte kapelmesteren; de fremstår som et band med en signaturlyd, der er skabt i og af fællesskabet. Centralt i lydbilledet står selvfølgelig Langes lidt flossede vokal, som fanger nogle rigtig gode nuancer, når den bliver presset som her. Men generelt er det bandet, der er stjernen i de vitale arrangementer.
Albummet indeholder 5 ½ nummer af H.P. Lange (”The boll weavil blues” er krediteret trad./H.P. Lange). Resten af de 11 skæringer er lån, som for eksempel den fine folk-ballade ”Creole belle” og Leadbellys ”Poor Howard”. Og ingen H.P. Lange-plade uden Robert Johnson; han er repræsenteret ved ”Travelling riverside blues”.
Her får Lange lejlighed til at vise sin velkendte tæft for delta blues, mens Jens Kristian Dams disciplinerede trommespil giver nummeret noget ekstra spændstighed.
I feel fine er den foreløbige kulmination på den udvikling og genopfindelsesproces, H.P. Lange nu har gennemgået i en årrække. Resultatet er en ærligt talt hamrende god plade, fuld af rå energi og spillelyst. Den bør være selvskreven, når næste års DMA-nominerede skal udpeges.
Endelig skal der lyde ros til Jonathan Lillelund Andersens Robert Crumb-agtige tegninger, der pryder cd-coveret. De er med til at skabe et smukt og sammenhængende produkt.
I feel fine udkommer i dag, fredag den 1. november.