Af Jakob Wandam
H.P. Lange har gennem de seneste år udviklet sit musikalske udtryk i en retning, hvor hans rødder i delta- og Piedmont blues blandes med oldtime- og cajun-musik. Dette udtryk har han forfinet i sit bandprojekt H.P Lange Big Gumbo, med hvem han i 2019 indspillede albummet I feel fine (læs anmeldelse her), der endte med at indbringe bandet en Danish Music Award for Årets Danske Bluesudgivelse (læs her og her).
Samtidig med band-virksomheden har H.P. Lange fortsat sit virke som solist, og han er en af landets mest aktive bluesmusikere med massevis af spillejobs hvert år både med band og alene. Det forgangne år har imidlertid været en undtagelse, idet Lange lige som andre musikere blev forhindret af coronapandemien i at udøve sin sædvanlige turnévirksomhed.
I stedet har H.P. Lange brugt tiden på at gå i studiet alene (med Jacob Schødt Worm som tekniker og ansvarlig for mix og mastering) og indspille Solo, der, som titlen antyder, er et regulært soloalbum med H.P. Lange på vokal, guitar og banjo.
På Solo genfortolker H.P. Lange en række af sine sange, som han tidligere har indspillet i bandkonstellation. ”Travelling man blues”, ”Last night”, ”Hey girl” og ”In time” udkom på albummet Travelling man blues (læs anmeldelse her), mens ”The moon is high” var med på I feel fine.
De nye, nedbarberede arrangementer sætter fokus på H.P. Langes fine, ragtime-påvirkede fingerspilsguitar og clawhammer-banjo. Banjoen er i mange kredse et forkætret instrument, men var essentiel i country bluesens tidlige udviklingsfase, og Lange kender naturligvis dens plads som et af bindeleddene mellem ragtime og oldtime.
Der er således ikke et stort spring mellem H.P. Langes bluesguitar og banjo, og på samme måde fungerer hans egne kompositioner glimrende og naturligt side om side med rags som Blind Blakes ”That will never happen no more” såvel som traditionelle folkesange som ”Darling Corey” og ”Cluck ol’ hen”.
H.P. Langes stemme knirker og knager, og indimellem presser han den til det yderste, for eksempel på netop ”Darling Corey”, hvilket da også blotlægger hans vokale begrænsninger. Men lige som Langes ven, salig Troels Jensen aldrig lød mere udtryksfuld end i sine sidste år, klæder denne patina H.P. Langes stemme. Her er der ingen vokalharmonier at gemme sig bag; det er H.P. Lange råt for usødet.
Dermed ikke sagt, at Solo er rå på den grænseoverskridende intime måde. Dertil er lyden for varm, og rytmerne for blide. Snarere afspejler den en solokoncert med H.P. Lange: nærværende, teknisk kompetent og varm som en kærlig omfavnelse. Og med H.P. Langes klare musikalske vision, der på smuk vis forener delta blues, ragtime og folkemusik.
Solo udkom den 15. juni og er tilgængelig på cd samt på download- og streamingtjenesterne.