Af Jakob Wandam
Hoopleheads er en københavnsk sekstet, som i sin nuværende form har eksisteret siden 2014. I 2018 udsendte bandet ep’en Mint condition, og nu er de klar med deres første fuldlængde-album.
Forsanger Hazim Osman har tidligere medvirket på diverse projekter med Morten ”Varano” Hansen, men ellers er det ikke på indspilningsfronten, at medlemmerne har gjort sig bemærket. Ud over Osman består Hoopleheads af Peter Viuf på keyboard, Jørgen Grønhøi Hansen på bas, Mikkel Bruhn Schuster på guitar, Jesper Ejdorf Brøsted på saxofon og Johnny Benth Hansen på trommer. Albummet er produceret af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios.
På Delirious lægger Hoopleheads en frisk og funky soul blues og bluesrock for dagen. Titelnummeret er skrevet af Jørgen Grønhøi Hansen, og de syv øvrige skæringer er covernumre. Frem for Chicago bluesens gamle travere har Hoopleheads imidlertid plukket fra sangkatalogerne hos en række samtidige amerikanske blues- og bluesrock-komponister som Doyle Bramhall II, Sugaray Rayford, Oli Brown, Joe Bonamassa og Mike Zito.
Der er også blevet plads til en sang af tyske Henrik Freischlader (ham kender danske bluesfans måske fra Tønder Festivals ”B.B. King Tribute” i 2018 (se her)) samt Nickolas Ashfords R&B-nummer ”I don’t need no doctor”, også bl.a. indspillet af Ray Charles i 1966.
Det er et forfriskende repertoire, og Hoopleheads tilfører samtlige numre en charmerende og svedig funk-energi. Hazim Osmans stærke, soul-påvirkede stemme bliver bakket op af et umanerlig tight spillede band, og det er svært at sidde stille til åbningsnummeret, ”I don’t need no doctor”, og dets uimodståelige groove og fede licks fra Jesper E. Brøsteds sax og Mikkel B. Schusters guitar.
Bandet holder kedlerne i kog på to funk-workouts, titelnummeret – med en smagfuld og disciplineret guitarsolo af Mikkel B. Schuster – og Freischladers ”Someone like me”, inden tempoet sættes ned i Doyle Bramhall II’s intense ”The veil”. Her er det Johnny B. Hansens og Jørgen G. Hansens rytmesektion, der løber med opmærksomhed, og det på særdeles positiv vis.
Sugaray Rayfords ”Take me back home” har præcis de spændstige soul-kvaliteter, man forventer fra en sang af den store amerikaner (læs mere om Sugaray Rayford i Bluesnews.dk’s interview her), og Oli Browns boogie-funk-nummer ”Open road” rykker atter i danseskoene. Peter Viufs orgelbund, samspillet mellem bas og guitar og Jesper E. Brøsteds vrælende saxofon er en sand fornøjelse!
Bonamassas ”The good luck you’re having” fortsætter, hvor “Open road” slap, med et insisterende boogie-beat, rhythm & blues-saxofon og tætpakkede guitar-intermezzoer.
Albummet slutter med Mike Zitos funky blues ”Don’t break a leg” med en veloplagt Peter Viuf i en central rolle på orglet over Jørgen Grønhøi Hansens dansende basløb.
Delirious er en lækkert produceret plade, der så godt som aldrig taber momentum. Hoopleheads spiller og synger med forbilledlig disciplin og engagement, og med deres svedige, funky og stramt arrangerede blues må de være en fest at opleve live.
Delirious udkom den 15. januar på de gængse streamingtjenester.