Af Jakob Wandam
Altsaxofonisten Jakob Elvstrøm nævner David Sanborn blandt sine inspirationskilder, og man hører også den amerikanske smooth jazz- og fusionsmusikers påvirkning på Jakob Elvstrøms musik. Elvstrøm har dog også en forkærlighed for New Orleans-funk, og den udlever han på ElectrOrleans.
Som undertitlen Funky sessions vol. 2 indikerer, er albummet en efterfølger til Jakob Elvstrøms 2014-udgivelse Play it back! The funky sessions vol. 1. Dengang havde han blandt andre Kjeld Lauritsen og Per Gade samt idolet Lou Donaldson som gæster. Tidligere har Jakob Elvstrøm også benyttet Miriam Mandipira og James Loveless på sine indspilninger, og han har selv optrådt på plader med f.eks. Pia Trøjgaard-projektet Circles og Sahra da Silva.
Jakob Elvstrøm er også medlem af rock & roll-bandet The Works, som debuterede sidste år med albummet I gotta know (læs anmeldelse her).
ElectrOrleans følger opskriften fra Vol. 1 med en række gæstesolister. Jakob Elvstrøm har skrevet de tolv numre og indspillet musikken med samplede breakbeats og elektroniske instrumenter. På denne bund spiller Elvstrøm naturligvis altsaxofon (og lidt tenorsaxofon), og på hver skæring bidrager en gæst så instrumentalt og i enkelte tilfælde vokalt.
Esben Just er den første solist og spiller og synger på det herlige åbningsnummer ”Come to New Orleans”. Med sangens second line-beat og Justs sprælske piano hensættes man straks i Mardi gras-stemning.
Mindre vellykket er det andet nummer med Esben Just, ”Come on back”. Justs klaverspil er upåklageligt, og Jakob Elvstrøms sax ligeså, men den elektroniske produktion virker bedaget, og nummeret slæber sig i perioder af sted.
Så er det sjovere at høre numrene med Henrik Silver (Tuesday Night Brass Band) på sousafon. Både ”Crawfish Cafe” og ”Silverstone” bibeholder street jazz-stemningen, selv om også disse numre er tilføjet nogle pudsige elektroniske samples.
Det er med andre ord med blandet succes, at Jakob Elvstrøm forsøger at fange New Orleans-ånden. Med den elektroniske bund giver Elvstrøm et nutidigt eller i hvert fald anderledes twist til byens musikalske tradition, og dén præmis er man naturligvis nødt til at acceptere for at kunne bedømme pladen. Men indimellem savner man altså nogle flere ”rigtige” instrumenter – ikke fordi de plejer at være der i New Orleans-musikken, men fordi det bliver lidt glat og syntetisk, hvilket ligger meget langt fra Big Easy-ånden.
ElectrOrleans er altså et alternativt – og modigt – greb på New Orleans’ jazz, funk og rhythm & blues, som desværre kun delvis lykkes. Når det fungerer bedst, får elektronikkens kontrast de levende instrumenter til at træde klarere frem. Når det ikke fungerer, bliver musikken til et uopsigtsvækkende lydtapet.
Er man til New Orleans-rhythm & blues, kan man ikke desto mindre glæde sig over nogle numre, hvor Jakob Elvstrøm og hans gæster brænder godt igennem. Det gælder de nævnte højdepunkter med Esben Just og Henrik Silver, men også basunisten Steen N. Hansen slipper særdeles fint fra sin gæsteoptræden på den skønne ”Looping Lou”, lige som ”Cornmeal biscuit blues” med Jesper Riis på trompet fungerer godt.
Albummets mest bluesy bidrag står Hammondorganisten og pianisten Martin Schack for (sammen med Elvstrøm, naturligvis) på det lækre, spiritual-lignende afslutningsnummer ”A hard bed to sleep in”.