Af Jakob Wandam
Folk, der tror, at al blues lyder ens, bør gøre sig selv den tjeneste at lytte til New songs for harmonica, det andet albumudspil i eget navn fra Jarno Varsted. Det lyder ganske enkelt ikke som noget andet.
Jarno Varsted har en fortid i bands som Young Comets og Rumspringa, har ofte arbejdet sammen med H.P. Lange og har desuden indspillet med bluesnavne som Troels Jensen, Thorbjørn Risager, Alain Apaloo og Barner Wittrock.
Nu er han imidlertid gået solo, og dét skal tages meget bogstaveligt. På New songs for harmonica – udgivet på vinyl og som download – er Jarno Varsted nemlig eneste medvirkende, og vokal og mundharpe udgør hele lydbilledet. Flere af numrene er desuden instrumentale, så Jarno Varsted får virkelig demonstreret, hvad han – og mundharpen som instrument – kan udrette.
Resultatet er enestående. Nogle af numrene er traditionelt funderede bluessange, der i sagens natur er skåret helt ind til benet, som f.eks. ”I can’t quit you”, der kunne være en gammel country blues, men er – som det gælder alle otte skæringer – en Varsted-original. Andre er nærmest avantgardistiske, såsom det instrumentale åbningsnummer ”A farewell to arms (book IV)”, der efterlader lytteren lamslået, men dybt fascineret, eller ”All the ships at sea”, der slutter med en fire minutter lang, næsten drone-agtig, dissonant passage, hvor Jarno Varsted subtilt eftergør industriel støj og marine lyde med mundharpen.
“Neue Gokleland” låner fra folkemelodien “Shady grove”, mens “Farewell tomorrow” har drømmende ambient-kvaliteter over sig.
Det er dog ikke for sarte sjæle. Jarno Varsteds lyd er rå og skramlet, og vellyd har ikke været målet. Hans vokal er ikke den stærkeste, men det er næsten, som om dens skrøbelighed understreger musikkens metalliske klang. Der er en air af desperation og ensomhed over disse indspilninger, et udtryk, der kommer frem, når et typisk akkompagnatør-instrument som mundharpen får lov til at stå helt alene.
New songs for harmonica er et dybt originalt tag på bluesgenren og en medrivende demonstration af Jarno Varsteds alsidighed på instrumentet. Pladen vil afskrække lyttere med en puristisk tilgang til bluesen, men for den eventyrlystne kan den klart anbefales.