Af Peter Widmer
Convergence er Miriam Mandipiras, Årets Danske Blues Navn 2016, første studiealbum. Den roste, vokalt vidtspændende blues-, soul-, jazz-med-mere-sangerinde fra Zimbabwe har også skrevet teksten til cd-coveret, og det gjorde hun i oktober 2015.
Mandipira samarbejder på dette udspil med den velanskrevne Kjeld Lauritsen Trio, der består af Kjeld Lauritsen (Hammond B-3-orgel), Per Gade (guitar) og trommeslageren Søren Frost.
Det ligger ikke til Bluesnews.dk at anmelde ”gamle” udgivelser, men her skal der gøres en undtagelse, for Convergence er, trods et par år på bagen, stadig højaktuel.
Dette viste sig blandt andet ved en koncert under Copenhagen Jazz Festival på Amerika Plads på Østerbro i København lørdag den 7. juli 2018.
Her blev der nemlig præsenteret flere numre fra Convergence af den samme kvartet, der har indspillet dette sympatiske, intense album. Og det talstærke publikum var særdeles begejstret (læs her).
Begejstring er også noget, der kommer op i lytteren, når cd’en Convergence ryger i cd-afspilleren eller pc’en. Man bliver kort sagt både lejlighedsvis rørt og glad i låget af at lytte til kvartettens musik.
Convergence – eller konvergens på dansk – betyder, at to eller flere elementer nærmer sig – eller ligner – hinanden. Her ikke blot nærmer de fire versatile top-musikeres forskellige baggrunde sig. De går nemlig op i en højere fælles enhed.
Per Gade og Søren Frost spiller blandt meget andet begge i DR Big Band.
Per Gade drønede desuden verden rundt i en årrække som fast medlem af fusionsmusik-trommeslageren Billy Cobhams band. Søren Frost er ydermere for eksempel kendt fra de to populære New Orleans-inspirerede trioer SP Just Frost og Skipper Just Frost.
Groove-mesteren Kjeld Lauritsen har i årevis været en yderst velrenommeret skikkelse i såvel blues- som jazz-sammenhæng og har for eksempel spillet med Kenn Lending Blues Band og stået i spidsen for The Organizers.
Trods en samlet spilletid på blot 39:57 minutter kommer man godt omkring gennem denne skives ni numre, hvor både ældre og nyere kompositioner tages under kærlig behandling.
Convergence er nemlig et bredspektret musikdokument, der blandt andet indeholder afrikanske, jazz-, soul- og blues-toner med et stænk gospel smidt ind, og det hele rykker herligt, selv i de mere langsomme skæringer.
For eksempel er der en smuk adagio-version af jazzsangerinden Abbey Lincolns velkendte ”Throw it away” fra 1980, der river i hjerterødderne. Miriam Mandipiras udtryksfulde stemme bakkes diskret op af smukke orgel- og guitartoner, godt støttet af Søren Frosts altid kongeniale og opmærksomme trommespil, her med whiskers og diskret accentuerede bækkener.
Et andet langsomt nummer er den afrikansk inspirerede jazz-ballade ”Ntyilo, Ntyilo”, der emmer af diskretion og indføling med en fin orgelsolo flettet ind.
Så er der det swingende, bluesfarvede uptempo-nummer ”Muddy water”, der afleveres præcist og velklingende med en spilletid på blot 2 minutter og 33 sekunder.
Det blødt vuggende, jazzede åbningsnummer, ”Accentuate the positive” fra 1944, har Mandipiras store, varierede stemme og Kjeld Lauritsens altid bemærkelsesværdige orgeltoner i centrum.
Teksten til samme er værd at bemærke. At fremhæve det positive i tilværelsen og kun at tælle de lyse timer er tekstens budskab, og dét er jo altid godt at have i baghovedet, især når det hele ser lidt sort ud.
Lidt overraskende, men absolut positivt, hører man Randy Newmans næsten The Band-agtige ”I think it’s going to rain today”, der leveres i en fornem nedtonet udgave i langsomt tempo med Miriam Mandipiras smukke vokaludladninger og fine fraseringer i fokus.
Miriam Mandipira og hendes medspillere leverer jazz-standardnummeret ”Comes love” fra 1939, som blandt andre Billie Holiday havde på sit repertoire, i deres helt egen listige version og følger op med en medrivende udgave af Charlene McFarlands ”Rough lover”, populariseret af soul-dronningen Aretha Franklin. Bemærk også her Per Gades fornemme guitar-arbejde.
”Breathe” er eneste Convergence-originalkomposition, og den står Miriam Mandipira for. Her skinner gospel-kuløren igennem, og Mandipiras indtrængende vokal får lov at strække ud.
Der afrundes flot med en medrivende, hurtigtkørende, trommespilsprominent udgave af den unge sydafrikanske sang-duo Mafikizolos ”Udakwa njalo”, og man sidder tilbage efter endt gennemlytning af denne lille perle af en cd, godt sulten efter mere Convergence-musik, som man ikke kan få for meget af.