Af Peter Widmer
Kender man ikke de fulde navne på de fire folk bag nærværende cd-udgivelse, kommer de her: Det drejer sig om den herboende versatile, zimbabwiske sangerinde Miriam Mandipira, Hammondorgel-mesteren Kjeld Lauritsen, den fremragende guitarist Per Gade og den altid spændende trommespiller Søren Frost.
Miriam Mandipira, der synger blues, jazz og gospel med mere, har adskillige indspilninger bag sig, dels i eget navn, dels for eksempel med salig Troels Jensen, som hun blandt andet indspillede det fornemme album Careless love med (læs anmeldelse her). Miriam Mandipira høres også på Troels Jensen & the Healers feat. Miriam Mandipira-albummet My love (læs anmeldelse her, og læs mere om Miriam Mandipiras indspilninger her).
Per Gade, der må betegnes som en ”guitaristerne guitarist,” spillede i øvrigt i syv års tid sammen med den verdenskendte trommemand Billy Cobham. I dag spiller han fast sammen med DR Big Band.
Her sidder Per Gades bigband-kollega Søren Frost bag trommerne, men i bredere kredse er Søren Frost nok mest kendt fra den fine New Orleans-inspirerede trio SP Just Frost. Også Per Gade og Søren Frost har mange indspilninger bag sig i diverse sammenhænge.
Bibliotekar
Kjeld Lauritsen er egentlig uddannet bibliotekar, men valgte tidligt i livet at hellige sig musikken. Her var det især blues- og jazzmusikken, der trak.
Kjeld Lauritsen står i spidsen for jazzgruppen The Organizers, som blandt andre tæller saxofonisten Bob Rockwell, og som har talt guitaristen Uffe Steen og trommespilleren Esben Bach, der begge er kendte fra flere både jazz- og bluessammenhænge.
Kjeld Lauritsen har desuden egen trio og spiller eksempelvis også med The Helping Hand Blues Band, der også tæller bassisten Niels Nello Mogensen, guitaristen Ronni Boysen og Mads ”Tiny” Andersen på trommer.
Og så har Kjeld Lauritsen et mindre hav af pladeindspilninger bag sig – både udgivelser i eget navn og med diverse orkestre (læs mere her).
Forgængeren
Mandipira, Lauritsen, Gade og Frost stod selvsagt også bag forgængeren til Flashes, nemlig det fremragende album Convergence (læs anmeldelse her). Denne udgivelse er reelt Miriam Mandipiras album, og hendes første studiealbum. Imidlertid danner de fire musikere her en musikalsk enhed.
Det samme gør sig gældende på Flashes, der også er resultatet af en fornem gruppeindsats, og det færdige produkt er aldeles fremragende. Det er selvsagt også det relevante musikfirkløver, der står bag denne udgivelse. På dette album synger i øvrigt Mandipira, Lauritsen, Frost og Louise Nipper kor.
Det er Louise Nipper, der har siddet ved knapperne under indspilningen af Flashes, der fandt sted i august 2020. Lyden er fremragende, og Louise Nipper har også mixet albummet i samarbejde med Miriam Mandipira og Søren Frost.
Udgivelsen er finansieret af de fire musikere, men hvem der har produceret Flashes, fremgår ikke af covernoterne. Velproduceret er Flashes dog i høj grad. Alle involverede kan være stolte af deres indsatser, og her er klart blevet løftet i flok.
I koncertsammenhæng
Ifølge covernoterne er Flashes – der i øvrigt betyder ”lysglimt” på dansk – et album, der inviterer lytteren til at få et lille indtryk af, hvad firkløveret disker op med i koncertsammenhæng. Dette gælder musikken som sådan, der er et fint mix af rock, jazz, gospel og blåfarvede toner. Dertil kommer de historier, de fire musikere fortæller gennem musikken og gennem de tekster, der fremføres.
Flashes – hedder det endvidere på cd-coveret – repræsenterer musikernes yndlingsøjeblikke fra de senere års koncerter, og skiven fungerer desuden som strømpil for, hvad man kan forvente af dette velfungerende, topkompetente ensemble i live-sammenhæng, og at opleve disse fire musikere på samme scene er en stor fornøjelse (læs for eksempel her).
Det fremgår ingen steder, men Flashes lyder, som om albummet er indspillet live i studiet, og dét lægger kun et par plusser til dette værk, der indeholder ti numre. De otte er godt rammet ind af første nummer ”Saduva” og sidste skæring ”Yakhal inkomo”.
Begge kompositioner er tilvirket af to store sorte, sydafrikanske jazzmusiker-personligheder, nemlig henholdsvis Maykay Davashe og Winston Ngozi. Begge var topmusikere og fremtrædende tenorsaxofonister, som også komponerede.
Maykay Davashes sang ”Saduva” er indspillet i både langsomme og mere uptempo versioner af flere vokalister, eksempelvis af den verdenskendte sydafrikanske sangerinde Miriam Makeba. På Flashes er det nu en anden Miriam, der er i vokalcentrum, og Mandipira gi’r den gas, så det forslår.
Rygradsrislende
Tilmed synger hun på sit zimbabwiske modersmål, og dét for fuld udblæsning. Miriam Mandipira leverer her en ganske rygradsrislende vokalpræstation, superbt sekunderet af Lauritsen, Frost og Gade. Sidstnævnte fremturer i øvrigt med en fin lille solo. Der er skruet godt op for tempokedlerne her, og alt i alt er disse fire musikeres version af ”Saduva” særdeles vellykket.
Salig Troels Jensen bliver på anden skæring mindet med sin egen storladne komposition ”Take me home”, der næsten har religiøse overtoner og hymneagtig karakter. Her accentuerer Kjeld Lauritsens diskrete orgeltoner stemningen, såvel som Søren Frosts subtile trommespil skubber tingene fremad.
Per Gades solo i midterstykket er desuden virkelig smuk. Endvidere er teksten sigende, når man erindrer, at det kun er et års tid siden, at Troels Jensen forlod denne verden, og hans gamle musikmakker Miriam Mandipira gør ham ære med sin flotte, inderlige sang, fine fraseringer og klare diktion, så det faktisk er rørende.
Per Gades utroligt smukke, adagio-instrumentalnummer ”Fall call” følger, og der er ren skønhed i guitarspillet, der får fornemt følgeskab af orgel og kongenialt trommespil. Tilmed får Kjeld Lauritsen tingene til at løfte sig med en smuk og i intensitet voksende orgelsolo. Godt gået af de tre instrumentbetvingere.
Hjemmebrygget
Hvor der på firkløverets foregående udspil Convergence kun var ét hjemmebrygget nummer, får man her hele tre numre i rap, der alle er skrevet af to af bandmedlemmerne.
Det sjovt abrupte titelnummer ”Flashes” er skrevet af Miriam Mandipira og Per Gade, men alle tre instrumentalister “kommer til orde” på bedste vis. Og så er der jo lige Mandipiras vokal, der virkelig er i topform.
”Masaisai” er et yderst swingende nummer af Miriam Mandipira og Søren Frost, og det er sidstnævnte, der driver nummeret fremad med sit fine, pågående og intense spil.
Oven på det instrumentale flyder Miriam Mandipiras indstændige, stedvis scat-agtige vokal på sit oprindelige tungemål, mens der er brusende orgeltoner ved Kjeld Lauritsen og fint akkordspil ved Per Gade.
Piskeris
Miraim Mandipira og Per Gade har atter samarbejdet om albummets sidste hjemmeskæring, ”Zvakona”. Her synger Miriam Mandipira atter på zimbabwisk med god effekt.
Der er effektfuld ”call – response” mellem Mandipira og ”kordrengene” og interessant, pulserende instrumentalarbejde med Søren Frost som energisk indpisker med piskeris i hænderne. Hertil kommer en fornem guitarsolo af Per Gade.
Der er to numre af den folkekære amerikanske singer/songwriter James Taylor, hvoraf det første er ”Don’t let me be lonely tonight”, der følger efter ”Zvakona”. Nummeret er fra Taylors album One man dog fra 1972 og blev et stort hit.
Her leverer Miriam Mandipira en stringent, moden udgave med indtrængende tekstfortolkning og ditto sangforedrag fortrinligt støttet af sine medmusikere, Per Gade tryller med guitartonerne, og Søren Frost er atter fremme med effektfuldt spil med whiskers.
Unisont spil
Kjeld Lauritsens swingende, varierede instrumentalnummer ”Sakura” følger med fint unisont spil mellem Per Gades guitar og Kjeld Lauritsens orgel. Dertil er der indlagt en fornem guitarsolo. Nummeret paces endvidere fremad af Søren Frosts præcise, spændende, respektaftvingende, konstant varierede og altid stabile trommespil, og der er finurligt samarbejde mellem orgel- og guitartoner.
Den klassiske hit-sang ”Fire and Rain” fra albummet Sweet baby James (1970) er den anden og sidste James Taylor-komposition på Flashes.
På Flashes bliver nummeret betragteligt mere hjerteskærende end i originalversionen via Mandipiras alsidige, insisterende og kraftfulde sangforedrag. Flot!
Samtidig er sangen blevet en kende jazzet, og det instrumentale langt mere interessant end i James Taylors hænder.
Homogent
Afslutningsnummeret på Flashes er af Winston Ngozi og er titelnummeret på sammes internationalt storhittende hard bop-jazzalbum Yakhal inkomo fra 1968.
Originalversionen, der varer 8:53 minutter, er instrumental, men på Flashes synger Miriam Mandipira, som andre vokalister også har gjort det. Det gør hun på sit originalsprog, mens Gade, Frost og Lauritsen leverer et homogent, swingende akkompagnement.
Deres og Miriam Mandipiras tackling af nummeret er dog en noget anden, men vellykket jazz-tilgang end den, Winston Ngozi og hans medspillere havde. Og så kun på 3:37 minutter, inklusive elegant guitar-, tromme- og orgelarbejde. En fin måde at afslutte dette fornemme, vellydende, velklingende og langtidsholdbare album på.
Lytter man til Flashes, får man virkelig lyst til at opleve disse kvalitetsmusikere på en scene. Har man endnu ikke haft lejlighed til dét, er det bare om at få hørt dem sammen, når man kan. Dét kommer man nok ikke til at fortryde.