Af Jakob Wandam
Den svenske bluessanger og -guitarist Mattias Malm udgav sidste år albummet Malm on Burnside, hvor han fortolkede den navnkundige amerikanske hill country blues-musiker R.L. Burnside. Med sit nye udspil Electric Avenue gør Mattias Malm det igen, men hvor Malm on Burnside var en ren solo-foreteelse, har Mattias Malm denne gang udsat Burnside-kataloget for fulde band-arrangementer.
Bandet består af kapelmester Malm på guitar og vokal, norske Thomas Larsen på bas (Larsen bor i dag i Malmø, hvor han har produceret Electric Avenue i sine Fabriken Studios), Pontus Snibb på trommer og slagtøj samt, på fem af pladens tolv skæringer, danske Thomas Melau på mundharpe.
Mattias Malm forsøger ikke at synge som R.L. Burnside, og det ville der næppe heller komme noget godt ud af, for han er naturligt nok ikke begavet med Burnsides afroamerikanske vokale pondus. Men Mattias Malm indtager sangene på sin egen måde og slipper godt af sted med sine fortolkninger, der aldrig virker forcerede.
Ikke desto mindre klæder det Mattias Malm, når han bliver pakket ind af bandet. Vi skriver ”pakket ind,” for nok er det en relativt minimalistisk instrumentering med guitar, bas, trommer og mundharpe – en standardiseret urban blues-opstilling uden overflødigt fedt – men musikerne spiller med en herlig kompakt sammenspilslyd og samtidig med masser af slagkraft; tight og heftigt.
Særligt singleforløberen ”Jumper on the line” er aldeles forrygende. Pontus Snibbs sprælske trommespil pisker nummeret fremad, og sammen med bas og mundharpe skaber det en tætpakket bund, som sætter Mattias Malms flænsende, metalliske guitarlyd effektivt i kontrast.
”Fireman ring the bell” er medrivende med sit hårdtpumpede bluesbeat, og Thomas Melaus mundharpe væver sig veloplagt omkring det. På ”Someday baby” er mundharpen til gengæld væk, og Malms rivende slide-riffs tager dens plads. Det er råt og minimalistisk og ret fedt!
Andre højdepunkter er ”Poor black Mattie” og ”Longhaired Doney”, men Electric Avenue er ikke en ren Burnside-sangbog. Det giver en forfriskende afveksling, når bandet kaster sig over en mere Chicago-orienteret version af Jimmy Reeds ”You don’t have to go” eller John Lee Hookers senede ”When my first wife left me”.
Den luftige ragtime-blues ”Pallet on the floor” med korsang af Yvette Eklund stikker til gengæld næsten for langt ud fra pladens koncept. Det gør også åbningsnummeret ”Goin’ down south”, som ganske vist er en Burnside-sang, men arrangementet med Magnus Østervang på orgel gør nummeret underligt tamt. Det mister noget af den pågående energi, der er et af R.L. Burnsides særkender.
På Electric Avenue er det nemlig den rå, fortættede bandlyd uden omsvøb, der gør pladen til en rigtig god lytteoplevelse. Den er der trods et par afstikkere heldigvis masser af, og Electric Avenue er et særdeles velkomment bidrag til den skandinaviske bluesscene.
Electric Avenue udkom på cd og streaming den 14. oktober.