Af Jakob Wandam
2018 er den sjette fuldlængdeudgivelse fra sangerinden, guitaristen og sangskriveren Michelle Birkballe og den første siden albummet 2015, der igen fulgte 2011. Vi lader det være op til læseren selv at gætte pladernes udgivelsesår!
Debuten, som bærer Michelle Birkballes navn, kom tilbage i 2003, og siden har hun ført en musikalsk lidt omtumlet tilværelse med dansk- og engelsksproget materiale, der har vekslet mellem singer/songwriter-pop, rock, soul og blues.
På 2018 er hovedvægten på rock & roll og blues, om end der også er afstikkere bl.a. i country-retningen. Albummet er indspillet over blot to dage med Michelle Birkballes faste band: Jakob Baumgartner på guitar og kor, Josef Baumgartner på tangenter og kor, Eddi Jarl på trommer og percussion og Jakob Skytte på bas.
At Michelle Birkballe blandt andet er rundet af det aarhusianske bluesmiljø, bliver behandlet i nummeret ”I could never sing the blues”, en sang om vanskelighederne med at blive accepteret i just disse kredse. Sangen er en old-school jump blues med walking bass af Jakob Skytte og glimrende bluesspil af Baumgartner-brødrene.
Andre skæringer i bluesspektret er åbningsnummeret ”I still play my guitar” – en ZZ Top-lignende Texas-boogie – slow bluesen ”Come back home” og den New Orleans-prægede ”Pretty for you”. ”Rock this party” er et vellykket forsøg på at skrive en uptempo rock & roll/rhythm & blues-sang i Chuck Berry-stil.
Alle disse numre bærer Michelle Birkballes signatur, og ud af pladens ti numre har Birkballe da også stået for de syv, som alle er stærkt personlige uden at ende i anmassende føleri.
De tre covernumre trækker albummet i retning af folk, country og americana: Stemme og arrangement på Monte Wardens ”Just to hear your voice” gør, at den kunne have været en glemt Sheryl Crow-indspilning. Det samme gælder Eagles-klassikeren ”Take it to the limit”, hvor Baumgartnernes korsang tilmed genskaber stemningen fra den amerikanske gruppes californiske country-rock.
Sidste covernummer – og cd’ens sidste skæring – er Greenwich Village-folk-sangerinden Melanies ”Look what they’ve done to my song”. Her akkompagnerer Morten Husteds fornemme (men ukrediterede) dobro-spil en Birkballe-vokal, som endnu en gang viser et stærkt slægtskab med Sheryl Crow.
Michelle Birkballes stemme besidder dog også en hæshed, som er mere skarpkantet end Crows, og den bruger Birkballe effektivt, især i de mere rock & roll’ede momenter. Det skaber en virkningsfuld kontrast til hendes i øvrigt meget smukke vokal, som kun skæmmes af en indimellem lidt anstrengt engelsk diktion.
De erfarne folk i bandet støtter godt op om Michelle Birkballe og hendes sange, og blandt andet er der rigtig mange gode bluesmomenter af Jakob Baumgartner på guitaren.
Slutresultatet er et album, der både kan fungere som lytteplade, hvor man kan relatere til teksterne (de er temmelig ligetil, men ikke uden humor og kvalitet) og nyde de musikalske detaljer, og som stemningsskabende blues- og rockmusik til stuen eller bilen. Det kan sagtens tåle mange rotationer i cd-afspilleren, uden at det bliver kedeligt.