Af Jakob Wandam
Mighty Blues Band lægger op til en bluesrock-fest med deres debutalbum Standing by a mountain.
Det signalerer de allerede fra åbningsnummeret ”Show you a good time”, en slags signatursang, som sikkert egner sig godt til at åbne bandets koncerter. Forsanger Henrik Mai synger om at feste, synge, danse og lade ”the good times rock and roll” med The Mighty Blues Band. Og det er så, hvad bandet bruger resten af pladens 50 minutters spilletid til.
Der er noget underligt anakronistisk over dette album og dets 70’er/80’er-bluesrock, der buldrer derudad med tunge riffs, hair metal-guitarsoloer og hard rock-trommer. Men Theis Henriksen og Kim Luplau på guitar, Allan Henriksen på trommer og Lars Schmidt på bas spiller med en forbilledlig energi, som de faktisk også får formidlet over i musikken; de lyder, som om de nyder at spille denne dundrende bluesrock.
Som bluesfan kunne man måske godt have ønsket sig lidt mindre AC/DC og lidt mere Muddy Waters, men det er en smagssag. Mighty Blues Band har aldrig hævdet at spille traditionel blues. Der spilles gennemført, entusiastisk og overbevisende, og Henrik Sørensens mundharpe får faktisk krydret det hele med lidt ekstra blues-smag. Den ligger ofte lavt i mikset, og det giver en egentlig ret interessant og original fornemmelse af, at bluesen er sneget ind ad bagdøren.
Indimellem bliver der dog også plads til egentlige bluesnumre. ”Hawk Street blues” er en tung 12-takters blues, hvor mundharpen er trukket længere frem i lydbilledet, og leadguitaren har en rå, metallisk klang, der klæder sangen godt. Og ”Long distance” er en rigtig velfungerende, stemningsfuld slow blues, som må gøre sig godt i en live-setting.
Begge numre lider dog under, at ihvorvel Henrik Mai sådan set har en glimrende sangstemme, så snubler han altså over ordene. Og det er faktisk et problem for hele albummet: Forsangerens dansk-engelske diktion hjælpes ikke af, at teksterne simpelthen indimellem er ubehjælpsomme. Det skyldes muligvis, at ingen af ordene er skrevet af sangeren selv – sangtekster skal ikke nødvendigvis være stor poesi, men det kan være vanskeligt for selv den mest kompositorisk begavede ikke-sanger at fornemme, hvilke ord og fraser der ”ligger godt i munden.” Her er noget at arbejde med for Mighty Blues Band.
Til gengæld er det lidt af en genistreg, de har begået ved at hente Dan Hemmer ind som gæst på Hammond-orgel. Hans elegante spil og åbenlyse bluesfornemmelse løfter hele albummet, uden at han nogensinde stjæler spotlyset fra bandet. Dét vidner om stor musikalitet.
Standing by a mountain viser et band, hvis lyd måske ikke er særlig tidssvarende, men som heller ikke prøver på at være det. Det er en kærlighedserklæring til forne tiders blues- og hard rock og fungerer glimrende på de præmisser. Mighty Blues Band skal roses for en plade bestående af udelukkende originale numre, men tekstmæssigt er der dog plads til forbedring, og det trækker altså ned på et album, hvor håndværket ellers absolut er i orden.