Af Jakob Wandam
Der er sket en del, siden vestjyske Mojo Hands først fandt sammen i 1995. På High blood pressure er mundharpemanden Henrik Hansen (Trouble Cats) endegyldigt ude, og lige som på gruppens forrige album, Voodoo your love (2013), er det Zenia Levring Madsen, der kan høres i den vokale forgrund.
Faktisk er det kun trommeslager Erik Lodberg, der er tilbage fra den oprindelige opstilling. Guitarist Bo Møller, tangentspiller Rasmus Grønborg og bassist Lars Thomsen fuldender lineup’en i Mojo Hands anno 2019.
Desuden har Mojo Hands denne gang valgt at lade sig supplere af blæserduoen Ulrik Bust (saxofon) og Hans Christian Erbs (trompet), og det er en rigtig god disposition.
Blæserne bidrager nemlig både med fylde og masser af swing, der går perfekt i spand med den jump blues-lyd, som Mojo Hands lægger for dagen på High blood pressure.
Og swinge gør det i allerhøjeste grad! Zenia Levring er som en fisk i vandet med fine fraseringer, som besidder præcis den mængde frivolitet, der gør hendes sangforedrag nærværende uden at være anmassende. Tilmed har Zenia Levrings stemme en varm glød, som leder tankerne mod en sangerinde som Janiva Magness, og dét er stor ros!
Man bliver ganske enkelt revet med, og en stor del af æren derfor tilfalder såvel en storswingende rytmesektion som Bo Møllers timing og bluesfornemmelse i guitarspillet.
Ånden fra New Orleans svæver over vandene på High blood pressure og høres især på Huey ”Piano” Smiths titelnummer og ikke mindst den vidunderlige version af Anders Osbornes ”Ho-di-ko-di” (som i hans originaludgave hedder ”Ho-di-ko-di-ya-la-ma-la”!) med second line-blæsere og –trommespil og en skøn orgelsolo af Rasmus Grønborg.
Faktisk er samtlige skæringer på albummet coverversioner af ældre (f.eks. Ruth Brown) og nyere (f.eks. Al Anderson) sangskriveres værker, og selv om Mojo Hands altså slipper rigtig godt fra deres fortolkninger, kunne man da godt have ønsket sig et par nye numre.
Når det så er sagt, er der rigtig meget at nyde i bandets arrangementer og sangvalg. Mojo Hands er stort set styret uden om de mest fortærskede sange og har i stedet kastet sig over numre af for eksempel Dolly Cooper (en stærkt rock & roll’ende ”Ay la bah” med imponerende stemmekontrol af Zenia Levring og brusende orgelspil af Rasmus Grønborg) og Charles Singleton/Rose Marie McCoy (”If it’s news to you”).
Mest kendt er Solomon Burkes ”Cry to me” – som altså har et stykke vej op til originalen – og country-sangen ”Bloodshot eyes” af Hank Penny. Sidstnævnte skæring kunne godt være tiltænkt en plads i slutningen af et koncertsæt, for det er et kækt uptempo-nummer, som mange nok kan synge og swinge med på.
I det hele taget er High blood pressure lidt af en fest, stramt spillet og sunget og fint produceret af gruppen selv i samarbejde med Morten Maltesen. Det er klart Mojo Hands’ stærkeste udspil til dato.