Af Jakob Wandam
Getting there er debutalbummet fra Pay Day, bandet, der tidligere hed Mukherjee Blues. Oscar Mukherjee (guitar og vokal), Søren Bøjgaard (bas) og Asmus Jensen (trommer) indspillede ep’en The Vibe recordings i 2017 (læs anmeldelse her) og udvidede siden bandet med den alsidige og aldeles glimrende guitarist Jakob Holm.
I mellemtiden har Oscar Mukherjee fundet betragtelig succes uden for de snævre blueskredse med orkestret The Mukherjee Development. Men bluesen ligger stadig Oscar Mukherjees hjerte nær, og måske for at undgå forveksling mellem de to bands relanceres blueskvartetten altså nu som Pay Day.
Oscar Mukherjee er en fortrinlig og ret spændende sangskriver, og selv om formen nu er blues (mere eller mindre), fornægter hans personlige stil sig ikke på Getting there, hvor Mukherjee har skrevet syv af albummets ni sange. Det betyder også, at der er sket lidt af et spring fra The Vibe recordings, for hvor fokus dengang var indstillet på klassisk Chicago blues – en stil, som Mukherjee & co. viste, at de bestemt mestrer – er Getting there i langt højere grad et udtryk for Oscar Mukherjees egen kunstneriske identitet.
Hans karakteristisk tilbagelænede, breezy californisk-lydende fremførelse præger numrene, hvad enten det drejer sig om uptempo jump blues eller dæmpede ballader, og der er et kronisk Ron Sexsmith-lignende anstrøg af melankoli i Oscar Mukherjees stemme.
Dermed ikke sagt, at Getting there er en melankolsk plade. Har man oplevet Pay Day (eller Mukherjee Blues) på en scene, vil man vide, at de er et aldeles forrygende liveband, og denne optimistiske energi kommer også til udtryk på albummet, især nok på uptempo-numrene. Det gælder for eksempel åbningsnummeret, den Chuck Berry-agtige ”Come on” (som altså ikke er identisk med Berrys sang af samme navn!), der er en ruskende rock & roll-blues, som afsluttes med en skøn, højspændt guitarsolo.
Koncertfavoritten, Bo Diddleys ”Mona” er taget med her og bliver spillet med en fed intensitet. Det samme kan i allerhøjeste grad siges om den instrumentale ”The wrinkle”. Denne ligger i forlængelse af Freddie King-klassikere som “Hideaway”, “San-Ho-Zay” og “The stumble” og sætter ikke blot guitaristerne i scene, men er også en imponerende showcase for Asmus Jensen og Søren Bøjgaard i rytmesektionen.
Man mærker også Freddie Kings ånd i den lækre guitartone på det mere afdæmpede nummer ”Domino”, hvis basgang i øvrigt gør det til en slægtning til Gary Moores ”Midnight blues”. Her er også et strejf af den David Lynch-stemning, som i endnu videre udstrækning præger den dovent luntende ”California (It’s been too long)”.
”That’s love (in the 3rd degree)” er en tilbagelænet shuffle, mens man kommer helt tæt på Oscar Mukherjee i den intime ”Halfway to fifty”, en Tom Petty-agtig refleksion over 25-årsalderen med blottet, akustisk folk blues-guitarakkompagnement.
Oscar Mukherjees elskede John Prine bliver smukt og minimalistisk fortolket i pladens andet covernummer, “Morning train”, og Getting there rundes af med endnu et fint, akustisk indslag i form af Mukherjees eget titelnummer, der kanaliserer Mississippi John Hurt.
Der er således en rigtig god stilmæssig spredning på albummet, og fans af The Mukherjee Development vil finde masser at glæde sig over, samtidig med at Oscar Mukherjee og Pay Day også servicerer lyttere, som fortrækker den mere bluesorienterede del af hans oevre.
De udstrakte guitardueller må man dog tage til Pay Days koncerter for at opleve, for Getting there sætter sangene i centrum. Den friske og luftige produktion tillader på forbilledlig vis både instrumenter og vokal at komme til deres ret, men der er også tale om en veldisciplineret plade, som ikke afser plads til tomgang og lir.
Det ville nu heller ikke være i Pay Days ånd, for vi har at gøre med et musikerhold, hvis optræden ufravigeligt er kendetegnet af god smag. Og det samme kan siges om Getting there.
Getting there udkom på cd og streaming den 24. februar.