Af Jakob Wandam
Morten Elmentoft Hansen slår sine folder i bandet Tobacco og har også indspillet med Jesper Tuco Andersen, Mathias Grip og All My Exes. Samtidig optræder han indimellem som solist, tidligere under navnet Poorboy Poul (han har et nummer med på antologien The Copenhagen Blues sessions vol. 3 (2006)) og nu bare som Poorboy.
Poorboy albumdebuterede med den glimrende Wouldn’t mind dyin’ i 2017, der blev nomineret til en Danish Music Award. Siden er der sket lidt af hvert i Morten Elmentoft Hansens liv, dels på familiefronten, dels på den musikalske, hvor han blandt andet har medvirket i den tyske instruktør Kristian Klandts musikfilm Leif in concert vol. 2 (2019) – et soundtrack er udgivet på cd og lp samt på streamingtjenesterne.
Løbende er der også blevet tid til at indspille nærværende album Long for the days, der er produceret af Ejnar Videbæk og udgivet på Steffen Christensens (All My Exes) pladeskab Banjo Trash Records. Albummet udkom digitalt i sommer – nærmere bestemt den 9. juli.
Long for the days er hovedsageligt fremført af Poorboy selv, hvis akustiske guitar og vokal er optaget live i studiet. Af og til hører man diskret akkompagnement af blandt andet klaver og akkordeon, og Nisse Thorbjørn, alias Copenhagen Slim, medvirker på mundharpe på ”Voodoo child (Slight return)” og titelnummeret.
”Long for the days” er også det eneste nummer, Morten Elmentoft Hansen selv har skrevet. De øvrige sange er enten traditionelle blues-, gospel- eller folk-numre eller tilskrevet Blind Lemon Jefferson, Blind Gary Davis eller Hank Williams. Og så er der altså også blevet plads til Jimi Hendrix’ ”Voodoo child (Slight return)”, som dog bliver holdt i samme stil, som præger resten af albummet.
Det vil sige en stil, som er tydeligt modelleret efter den amerikanske bluessanger og -guitarist Kelly Joe Phelps, der døde tidligere i år. Poorboy lægger ikke skjul på inspirationen fra Phelps, og den høres selvfølgelig i Elmentoft Hansens guitarspil – lige som Kelly Joe Phelps spiller han med guitaren liggende på skødet og brug af slide – men også i den luftige vokal og fraseringerne, der synes påvirket af keltisk folkemusik.
Hermed kommer Long for the days til at placere sig et sted mellem den blide, melodiske og ragtime-influerede Piedmont blues og den ofte mere intense delta blues. Det fungerer afsindig godt! Poorboys fine, dragende fingerspil suger lytteren ind i hans musikalske univers, og hans gribende, følelsesladede slide-arbejde gør, at man ikke slippes, før Long for the days’ godt 43 minutter er udløbet.
Morten Elmentoft Hansen skal også roses for sin vokal. Han har ikke kraft og pondus som en Jake Green eller Big Creek Slim, men kompenserer så glimrende herfor med en fin indføling i sin let hæse, luftige stemme, der bliver tilføjet nuancer af et subtilt country-twang.
Selv om Long for the days primært består af covernumre, hvoraf en del er velkendt stof hos især folk blues-fans – ”See that my grave is kept clean”, ”Death don’t have no mercy”, ”Jack o’ Diamonds” etc. – udgør den samlede trackliste et hele, der fremstår både personligt og originalt i kraft af Poorboys gribende fortolkninger.
Ejnar Videbæks produktion fremhæver musikkens æteriske kvaliteter. Long for the days’ lydbillede er enkelt, melodisk, utrolig stemningsfuldt og intimt uden at være omklamrende.
Samtidig er Poorboy altså bare en teknisk begavelse, og balancen mellem melankoli og sprudlende musikalsk overskud – lyt blot til åbningsnummeret ”Will the circle be unbroken” – gør simpelthen Long for the days til en pragtfuld lytteoplevelse, som får denne skribents uforbeholdne anbefaling.