Anmeldelse: Sidetrackers: Live! in the studio (MJ Records MJ 1901)

Af Peter Widmer

De tre rutinerede musikere – trommeslageren og korsangeren Svend Eeg, piano- og (Hammond-)orgelmanden Martin Jønsson, der også synger kor, og guitaristen og vokalisten Martin Blom – danner tilsammen et nyt fænomen på den danske bluesscene, nemlig bandet Sidetrackers.

I blues-sammenhæng har Sidetrackers en utraditionel besætning. Som det fremgår, er der ingen bassist i orkesteret. Dét er heller ikke nødvendigt, for Martin Jønsson klarer bastonerne fermt på sine tangentinstrumenter.

Sidetrackers er nu på banen med deres debut-album Live! in the studio, der blev udgivet digitalt den 29. april 2019, og denne dato er – ifølge Martin Blom – den officielle udgivelsesdato. Nu foreligger albummet imidlertid også i fysisk (cd-)form, og det er der sikkert mange, der er glade for. Albummet er i øvrigt produceret og mixet af Martin Jønsson.

Som titlen antyder, er albummet indspillet i studiet, nærmere betegnet i Martin Jønssons studie. Samme hedder Martin Jønsson Studiet, eller Jønsson Studio på udenlandsk, og er beliggende i Beder i Aarhus Kommune.

Ret så praktisk, for alle bandmedlemmer er bosiddende i Aarhus Kommune, så der var let og hurtig adgang til Martin Jønsson Studiet, da Live! in the studio skulle indspilles.

Blues med mere

Sidetrackers er ikke en trio, der spiller rendyrket blues. Sidetrackers spiller ”blues og roots,” med elementer af ” … rock ’n’ roll” og andet godt (læs mere om Sidetrackers her).

Når man dykker ned i musikken på Live! in the studio, finder man hurtigt ud af, at Sidetrackers holder, hvad de lover, og de disker endda op med både egne kompositioner og klassiske bluesnumre.

Live! in the studio er et album, der emmer af den afslappethed, det giver at kunne tage sig musikalske friheder uden tidspres.

Flere af albummets tolv skæringer er således kommet til verden ganske umiddelbart, spilleglæden skinner igennem, og samspillet mellem trioens medlemmer er virkelig godt.

Swingende

Sidetrackers lægger ud med det swingende, fængende instrumentalnummer ”Bloms shuffle”, der, som titlen antyder, er skrevet af Martin Blom. Nummeret er en ørehænger, der er svær at få ud af hovedet, når det først har bidt sig fast, og det gør det hurtigt.

Her er ilter guitar, fine orgeltoner – især i midterstykket – og fremaddrivende trommespil. Man bliver glad i låget af at lytte til dette nummer. ”Bloms shuffle” kan i øvrigt med fordel anvendes som alarm-melodi på mobilen. Når alarmen går, vågner man fluks, får smil på læben og springer glad ud af sengen til tonerne af ”Bloms shuffle”, og så er man i gang.

Den oprindelige version af Fleetwood Mac, inklusive guitaristen Peter Green, har nok givet inspiration til den følgende skæring – Martin Bloms ”Time likes to slip away”. Nummeret rummer desuden en tankevækkende ”carpe diem-tekst.”

Der er en smule ”Black magic woman”-stemning over ”Time likes to slip away”. Her er Martin Bloms vokal og behagelige guitarspil i centrum, godt suppleret af Martin Jønssons orgel-udladninger og Svend Eegs trommetraktering.

Vibrato

Martin Bloms stemme får på denne udgivelse i øvrigt klædelige nye dimensioner. Blandt andet påkalder hans brug af vibrato sig positiv opmærksomhed.

Tredje nummer er en syret og sumpet version af Muddy Waters-klassikeren ”Rollin’ and tumblin’”, der her nærmest har karakter af en længerevarende jam af en varighed på seks minutter og femten sekunder. En overraskende version af det velkendte nummer, og Sidetrackers lyder her næsten som et sen-1960’er bluesrock-band – på den gode måde.

Martin Bloms vokal har i øvrigt en uvant rå tone, der klæder ”Rollin’ and tumblin’” godt.

Wah-wah-pedalen er i flittig brug, og Martin Blom spiller masser af slide-guitar, godt hjulpet frem af Martin Jønssons velplacerede bas- og orgeltoner og Svend Eegs medlevende trommespil.

Muntert

Gospel blues-klassikeren ”Nobody’s fault but mine” – af Blind Willie Johnson – følger og høres her i en dejligt halvslæbende udgave. Martin Jønsson leverer fine pianotriller, der næsten giver nummeret et muntert islæt, og så er der masser af slide-guitartoner og kongenialt spil ved Svend Eeg.

Martin Bloms fine instrumentalkomposition ”Night wind” er næste skæring. Nummeret folder sig ud i langsomt tempo med flotte orgelpræstationer, smukke, insisterende og svirrende guitartoner – inklusive flotte soli – samt varieret spil ved trommerne.

Albert Kings ”Why are you so mean to me” er endnu en klassiker, der her spilles yderst kontant med fine bidrag over hele linjen. Eksempelvis trykker Martin Jønsson den godt af, og tak for dét.

Bob Dylans noget pinlige ”Gotta serve somebody” får en helt ny, jam-agtig dimension hos Sidetrackers, og dét er positivt. Her er nummeret desuden blevet til en næsten aggressiv, hårdtpumpet sag med masser af slide-guitar, wah-wah-pedalen er i brug, og der er fin vokal ved Martin Blom, bastant trommespil ved Svend Eeg og fint understøttende pianotoner ved Martin Jønsson, der også rører orgelet. Desuden er der fint korarbejde. Nummeret er her syv minutter og 27 sekunder langt, og tiden fyldes godt ud.

Twist

Freddie Kings ”San Ho Zay” får – som de andre covernumre på denne udgivelse – et vellykket twist, og både Martin Bloms bidende guitartoner samt  Martin Jønssons orgeleskapader løfter kompositionen. Desuden er der vitalt janitshar-arbejde at høre.

T-Bone Walkers klassiske ”Stormy Monday” leveres – med et nik til The Allman Brothers – i en seks minutter og fire sekunder lang oppudset version, og dén fungerer. Også her er der godt vokalarbejde og samspil at glæde sig over, og der er storm over guitar-arbejdet i kollaboration med orgel og trommer samt et overraskende lille stil- og temposkift i jazz-retning midt i nummeret.

Martin Bloms ”E 45” (Europavej E45, der i Danmark løber fra Frederikshavn til den dansk-tyske grænse) er en halvfunky lille sag, som man omtrent føler sig hensat til New Orleans ved at gennemlytte. Her er næsten second line beats, glimrende pianoarbejde, god vokal, slideguitar og en spøjs tekst.

Med skivens næstsidste skæring, ”Rock this house” af den meget produktive Memphis Slim alias Peter Chatman, er vi i jump blues-land. Her er der fine, energisk fremførte boogie-agtige pianotoner, der også dufter af rock & roll, fremadpiskende trommer, fin vokal og ditto guitar-arbejde. Så er det ud på dansegulvet!

Rhythm & blues

Live! in the studio rundes af med endnu en længere fortolkning af en bluesklassiker, nemlig Willie Cobbs’ rhythm & blues-påvirkede ”You don’t love me”, der her varer fem minutter og 23 sekunder. Sædvanligvis høres dette bastante nummer i betragteligt kortere versioner, men hos Sidetrackers bliver der altså strakt ud, og det er klædeligt.

Her er der gang i slide-guitarspillet og gode vokalpræstationer. Svend Eeg tæver betimeligt i tønderne, og Martin Jønsson lægger fine, smådiskrete orgeltoner til.

”You don’t love me” er en fin afslutning på et godt, solidt, ofte overraskende, høreværdigt album fra en spændende trio, som man også bør gå ud og opleve live.

Sidetrackers har nemlig masser at byde på med deres varierede, velturnerede repertoire, indlevelse i og forståelse af de genrer, de boltrer sig i, musikalsk opfindsomhed, spilleglæde, fine samspil, spillemæssige kunnen og store spilleerfaring.

Alle disse facetter viste de for eksempel til deres release-koncert på CasaV58 i Aarhus søndag den 19. maj, hvorfra billederne her på siden stammer.