Af Jakob Wandam
Out of nowhere er debutalbummet fra The Manic Blues, som er et temmelig nyt foretagende bestående af Henrik Bruhn (Turnip Greens) på leadvokal og guitar, Martin ”Big” Skaastrup (Big Martin & the Doghouse Band, Hot Zen Blues) på guitar, Lars Møllenberg (Jakob Elvstrøm Quartet) på trommer og Jais Kurečko Eriksen (JB & the Hüggeli, Big O & the Blue Quarters) på bas og kor. Desuden medvirker blandt andre Rasmus Stenholm på orgel og co-producer Søren Bøjgaard på diverse percussion.
Bøjgaard og bandet har frembragt en lidt tung bluesrock-lyd, der med bas og trommer trukket godt frem i lydbilledet giver musikken en tæt og indimellem næsten kvælende karakter. Tilføjelsen af Rasmus Stenholms Hammondorgel på seks af pladens tretten skæringer forstærker den fortættede lyd, og det hele kunne godt blive lidt vel tungt, hvis ikke det var for Martin Skaastrups guitar, der skærer igennem lydmassen.
Faktisk er kontrastvirkningen ret effektfuld, ikke mindst på åbningsnummeret og førstesinglen ”Black eyed booze”, hvor den metalliske, ekkovædede guitar symbolsk løfter sangen op af dyndet. Og Martin Skaastrup spiller ganske smagfuldt albummet igennem med en muskuløs, men ikke tromlende stil.
Også andre virkemidler bliver taget i brug for at modvirke, eller rettere spille op imod, de dystre beats. På fem numre er der lagt blæsere i skikkelse af Mads Pinholt (saxofon) og Peter Kellermann Brandorff (trompet). Det giver musikken en soulfuld fylde, der sammen med Skaastrups skarpt klingende guitar-attack giver gode mindelser om West Side Chicago bluesens mestre som Magic Sam, Buddy Guy og Otis Rush.
Et rigtig godt eksempel herpå er ”Suffer this way”, hvor Henrik Bruhns vokal, Martin Skaastrups bidende guitar, Rasmus Stenholms veltimede orgel- og klaver-fills og blæsernes punch går op i en højere enhed.
Det er ikke hver gang, projektet lykkes: ”My daddy said”, med sin repetitive tekst og Henrik Bruhns dobbeltsporede vokal, forbliver lidt gumpetung trods ihærdige indsatser fra Martin Skaastrup og Rasmus Stenholm; til gengæld er det et nummer, som man godt kunne forestille sig, kunne løfte sig i en live-situation.
Den lidt J.J. Cale-agtige boogie ”Reckless girl” lider under nogle af de samme svagheder og letter aldrig rigtig, og på ”Waste my time” får man fornemmelsen af, at den bliver kørt hjem på rutinen. Men The Manic Blues har et højt bundniveau, så man tilgiver dem hurtigt, at ikke hvert eneste nummer er en ørehænger.
Selv om grundtonen Jais Eriksens og Martin Skaastrups sange er dyb og sumpet, er danseskoene også tilgodeset på Out of nowhere. ”Ain’t that good enough” er medrivende i Chicago blues-stil – lidt a la Howlin’ Wolfs ”Killing floor” – og ”Ain’t going back no more” er en ZZ Top-agtig boogie. Og Bluesnews.dk har ved selvsyn konstateret, at The Manic Blues er i stand til at få folk på dansegulvet.
Det kræver måske et par gennemlytninger at komme ud over det tunge førstehåndsindtryk, men dels bemærker man så også finesserne heri – Rasmus Stenholms små orgelfinurligheder er for eksempel en fornøjelse – dels hører man, at der faktisk er meget mere i The Manic Blues end sumpet bluesrock.