Tim Lothar har siden solodebuten Cut to the bone (2006) vist sig som en glimrende sangskriver, der ikke bare mestrer bluesformen, men også giver den et stærkt personligt udtryk. Det mærkede man ikke mindst på hans forrige udspil, More stories (2018) (læs anmeldelse her).
På Old cinema session har Tim Lothar imidlertid valgt at lade de selvgjorte sange ligge og udelukkende spille traditionelle numre og sange af gamle mestre som Leadbelly, Gus Cannon, Tampa Red, Willie Brown, Charley Patton og Sleepy John Estes.
Sangene har Tim Lothar indspillet sammen med ungarske The Mojo. Bandet kaldte sig tidligere Mojo Workings, og kendere af Tim Lothar vil måske have stiftet bekendtskab med dem på deres og Lothars fælles live-album, den fine Traveling blues nights fra 2017 (læs anmeldelse her) eller i forbindelse med deres koncerter med Tim Lothar (læs for eksempel her).
Det elegant subtile, sepiatonede albumcover signalerer noget råt og håndholdt, og Old cinema session lever op til dette med en overvejende akustisk fremførelse og et jug band- og Piedmont-orienteret country blues-udtryk. Tim Lothars varme, næsten uldne vokal og hans fine dobro-spil akkompagneres af The Mojos altmodische instrumentering, som var de skabt for hinanden. Resultatet er en perfekt afstemt fylde i band-lyden.
Tamás Szabós mundharpe yder forbilledligt modspil til Tim Lothar, hvad enten ungareren spiller kromatisk mundharpe eller traditionel blues harp. Han balancerer på fornem vis det opfindsomme og det traditionsbevidste. Men også f.eks. Csaba Pengős sprælske basspil er en sand fornøjelse, og man nyder virkelig ensemblespillet af Tim Lothar and the Mojo, der ud over de nævnte består af Imre Oliver Honfi og János Horváth på guitar samt István Mezőfi på trommer og vaskebræt.
Intimiteten på Old cinema session er af en anden form end på den personlige og indimellem næste hudløse More songs. Hvor man dengang blev inviteret helt tæt på, opfordres man nu snarere til at tage del i hyggen. Den opfordring følger man gerne, og trods ti skæringer og en respektabel spilletid på 39 minutter synes Old cinema session overstået, før man får set sig om.
Det vidner om, at tiden er tilbragt i godt selskab. Old cinema session er endnu en rigtig fin tilføjelse til Tim Lothars allerede imponerende katalog.