Af Jakob Wandam
TogoRhino begyndte som en jam på Mojo Blues Bar, hvortil den togolesisk-københavnske guitarist, sanger og sangerskriver Alain Apaloo havde inviteret den københavnske mundharpespiller Peter Nande, percussionisten Sal Dibba fra Malmø og guitaristen Olav Poulsen fra Nordjylland. Heraf udsprang ideen om et band, der kunne fusionere den afrikanske ørkenblues med amerikansk hill country blues, delta blues og gospel i et musikalsk landskab med plads til lange improvisationer og trance-inducerende grooves – en form for trance blues, som den også dyrkes af for eksempel Otis Taylor, men med et mere afrikansk udtryk.
Dansk ørkenblues er ikke noget, vi er forvænt med. Et rigtig godt bud har dog været duoen Ba Balance, hvor netop Sal Dibba også spiller sammen med Preben Carlsen, og Alain Apaloos forskellige projekter har også altid trukket på dennes afrikanske rødder (læs mere her).
Nu er TogoRhino altså trådt ind i manegen, og Tales of Bobbi Niger er en stærk debut med en original lyd og et fedt spillende band. Ikke rendyrket ørkenblues, men netop et blandingsprodukt, der trækker på både afrikanske og amerikanske traditioner. Musikken er blevet til gennem fælles improvisation – til Bluesnews.dk har Olav Poulsen sagt, at det er ”80 % jam” – og albummet består af syv TogoRhino-kompositioner samt fem covernumre, der har fået kvartettens opfindsomme arrangementer.
Leadvokalerne bliver delt mellem Sal Dibba, Peter Nande og Alain Apaloo, men lige så ofte glider stemmerne sammen på en måde, der afspejler, hvorledes instrumenterne løber i snirkler omkring hinanden og sammen skaber det vigtige groove.
Bandet bruger hele to numre på at introducere sig selv. Først den dybt vibrerende, drone-agtige ”Get ready”, der indledes af et tørt guitarriff, hvorefter lyden udvides af percussion og mundharpe. Sal Dibba synger for, mens Peter Nande og Alain Apaloo supplerer i henholdsvis dybt og højt leje. Resultatet er nærmest messende og særdeles effektivt.
Flokken synger flerstemmigt, men upoleret på den vuggende ”TogoRhino”, hvor ringlende guitar og jødeharpe giver musikken en rastløs og sprælsk bund, som Olav Poulsens Derek Trucks-agtige slide-guitar kan synge over.
På Nat King Coles ”China Gate” er stemningen anderledes mørk og eftertænksom, sat især af barytonguitar, jødeharpe og mundharpe. Alain Apaloos vokal er skrøbelig og knirkende, og slide-guitaren skærer sig flot igennem lydbilledet.
”Put the hammer down” er skrevet af Gary Primich, men har karakter af en amerikansk folkemelodi eller work song. Peter Nande synger over et funky beat, båret af spændstige congas og bas-toner fra Alain Apaloos guitar, og leverer også en energisk mundharpesolo, mens Olav Poulsen byder ind med skarpt slide-spil.
Den sydafrikansk-lydende ”Teng dolo” introducerer gæsten Richard Farrells lyse stemme, der synger ordløst på, hvad der kunne være et outtake fra Paul Simons Graceland-album. Det er et let og luftigt nummer, som står i kontrast til den efterfølgende, instrumentale ”Fufu blues”. Her hører man trance-inducerende tuareg-blues med skramlet guitar og jødeharpe.
Sahra da Silvas nynnende kor indleder ”Rosie” og bliver mødt af Alain Apaloos ditto. Der er igen noget work song over nummeret, som da også bygger på en traditionel fængselsblues. Det stiger langsomt i intensitet med vævende slide-guitar og mundharpe.
New Orleans-bluesmanden Snooks Eaglins ”Who’s been foolin’ you” bliver sunget af Peter Nande som en traditionel blues tilsat livlig afrikansk percussion. Guitarspillet er huggende med et touch af rock & roll, og slide’n er intens og bluesy.
”Johnny D.” har et trance- og John Lee Hooker-agtigt groove. Nande synger lead, og Sahra da Silva er igen en markant gæst med kor, ad-libs og den karakteristiske sav-agtige vibrato, mens Olav Poulsens slide slanger sig.
Den smukke, atmosfæriske ”Grasslands” trækker igen mod det afrikanske med klagende mundharpe, ditto vokaliseringer af Sahra da Silva og klare guitar-licks. Udtrykket er her ikke decideret bluesy, men det er det til gengæld på Willie Dixons ”Back door man”, der følger straks efter. Det er tung, pumpende blues med call-and-response mellem Peter Nande og Sahra da Silva og nogle fede, abrupte modulationer. Der bliver sluttet af med den lyse, optimistiske forelskelsessang ”Would you mind”, sunget af Sal Dibba.
Trods albummets improvisatoriske tilblivelse er sangene på Tales of Bobbi Niger faktisk ret disciplineret tilskåret. Hvor TogoRhino i en koncertsituation vil kunne lade numrene strække sig ud og således understrege trance-aspektet i musikken, begrænser den gennemsnitlige tracklængde på albummet sig til ”kun” 4-5 minutter. Det lykkes TogoRhino at skabe nogle fantastiske stemninger, som gør dybt indtryk på lytteren, men man får ikke fuldt udnyttet potentialet i det instrumentale, som musikerne hver især byder ind med. Særligt Olav Poulsens virtuose slide-guitar kunne man ærligt talt lytte til i timevis, især når den får en så spændende rytmisk bund at boltre sig på som her.
Det er således en særdeles beskeden anke, man kan fremføre mod dette fornemme album, der i øvrigt også er pakket flot ind. Designeren Abel Alazo-Rangels omslag til Tales of Bobbi Niger er spraglet, farverigt og smukt. Musikken på albummet matcher coveret.