Af Peter Widmer
Der var én fuldlængdeudgivelse – Risky business (1990) – der var to – Plugged (1992) – der var tre – Live in Aarhus 2017 (2017) – og med 4 er der nu fire. Studiealbummet 4 er nemlig det seneste, helt dugfriske album fra Trouble Cats, der udkommer i dag.
Sidste år drog Trouble Cats – guitaristen og sangeren Martin Blom Hansen, mundharpemanden og sangeren Henrik Hansen, bassisten og kormanden Morten Brauner og trommeslageren Henrik Thorsen, der også synger kor, på en vellykket 30-års jubilæumsturné, og utroligt nok er ¾ af den oprindelige kvartet intakt.
Kun det fjerde oprindelige bandmedlem, trommeslageren John Simoni, er ikke med længere. Han forlod Trouble Cats for et par år siden i al fredsommelighed, da han ønskede at koncentrere sig om andet end musikken.
Ind trådte Henrik Thorsen så bag trommerne i 2016. Den sprælske, lydhøre og solide trommeslager fik sin cd-debut med Trouble Cats på Live in Aarhus 2017 (læs anmeldelse her), og han er faldet mere end godt til i orkesteret, der fremstår som en revitaliseret, fast sammentømret, ustoppelig enhed, som er i konstant bevægelse og udvikling.
Dette afspejles blandt andet på 4, der består af 13 varierede, funklende numre, hvoraf syv er nye. Alle er vanen tro skrevet af Trouble Cats undtagen Kim Wilsons ”Don’t bite the hand that feeds you”. Jacob Worm, der står for teknik, har produceret sammen med orkesteret, og dét har de gjort rigtig godt.
Dogme
Indspilningsmæssigt adskiller 4 sig fra bandets tidligere studieindspilninger på flere fronter. Hidtil har orkesterets dogme for eksempel været, at alt skulle indspilles live i studiet, siger Morten Brauner til Bluesnews.dk.
På 4 er dette dogme dog fraveget, for der er blevet puslet og produceret som aldrig før, såvel som det velfungerende korarbejde har fået et løft.
Tilmed røber Morten Brauner over for Bluesnews.dk, at han som noget nyt kan høres spille el-bas med plekter, hvilket han aldrig har benyttet før. Lyt for eksempel til numrene ”Try”, ”You can’t make a robot play the blues” og ”The note”.
Trouble Cats er ikke bange for at afsøge diverse kroge og afkroge af blues, rhythm & blues og roots rock-idiomet.
Det har de før demonstreret, som det for eksempel kan høres på Live in Aarhus 2017, og det gør de også på 4.
Barberet ned
Der lægges på 4 ud med en studieversion af publikumsfavoritten ”Building a fence” i nye klæder. Nummeret, der har Henrik Hansens vokal og fræsende mundharpespil i fokus, har været afprøvet under adskillige af bandets koncerter og findes på Live in Aarhus 2017. Det samme gælder den bastante ”City of dreams” og den behageligt slæbende ”I’m lazy”. Sidstnævnte nummer findes i øvrigt også på Risky business.
Der er blevet strammet op, idet de tre skæringer har fået kappet ca. 1 minut af i spillelængde, og det klæder dem faktisk. Især har de to førstnævnte numre fået mere punch, og alt står – som på hele denne skive – skarpt i lydbilledet, og der bliver kørt fremad!
Desuden er den medrivende ”Building a fence” et godt eksempel på orkestermedlemmernes skarpe øje til, hvad der foregår omkring dem, reflekteret i flere af deres sangtekster.
”Building a fence” er således et ironisk vink til USA’s nuværende præsident og hans velkendte planer om at bygge et hegn ved grænsen mellem USA og Mexico.
Americana
Med den melodiøse ”Cold dark night” sniger Trouble Cats sig ind i americana-land, og dét står de sig virkelig godt ved. Martin Blom Hansens vokal er i centrum, og han leverer desuden inciterende slide-guitarspil.
Slide-guitar og vokal af Martin Blom Hansen er der også masser af i den fine ”You can’t make a robot play the blues”, hvor der reflekteres over den ikke så fjerne, fagre fremtid, hvor robotvældet breder sig – men er der noget, man ikke kan få en robot til … !
Den insisterende ”Try” har stærke sang- og mundharpeekskurser ved Henrik Hansen i spotlyset med tung, effektfuld backing, og et positivt nik til 1960’ernes britiske bluesrock-bands som for eksempel Savoy Brown. Her spiller som nævnt bassisten Morten Brauner med plekter på sin el-bas, hvilket skaber en god effekt.
Den medrivende ”Hide away” følges af den slæbende ”Waterfall”, der synges af Martin Blom Hansen og efterfølges af ”The note”. Med førstnævnte og sidstnævnte nummer er man næsten tilbage til orkesterets debutalbum, hvor den kanoniske Trouble Cats-lyd blev skabt.
Akustiske udgaver
Der er dømt klassisk rock med den vuggende, hårdtpumpede ”Blue again”, mens live-favoritten ”Telling lies” – om diverse magtdyrs uvane med at lyve i tide og utide – i studieversionen her har fået ekstra, pågående krøller på og er sat en klædelig, beskeden kende ned i tempo.
Albummet rundes af med et par behagelige overraskelser i form af akustiske udgaver af tre numre: Den herlige ”Rockin’ round the tombstone”, ”Don’t bite the hand that feeds you” og orkesterets ode til dovenskaben, ”I’m lazy”.
Det er første gang overhovedet, at Trouble Cats har vovet sig ud i at indspille akustisk, men resultatet er aldeles vellykket. På samtlige tre afslutningsnumre høres Morten Brauner i øvrigt på kontrabas, hvilket også er et nyt, funktionelt tiltag.
Alle tre numre har det med at tage kegler under bandets koncerter, hvor de leveres i elektrificerede udgaver. Kender man kun disse kompositioner fra Trouble Cats-koncerter, bliver man nok forbavset over at høre nærværende versioner, der er optaget med kun én mikrofon.
Imidlertid virker disse tre akustiske numre aldeles fornemt, ligesom de andre ti skæringer på 4, der i det hele taget ikke indeholder ét eneste nummer, som ikke tåler mange gennemlytninger. Trouble Cats har med 4 leveret et festfyrværkeri af et langtidsholdbart album, som de med rette kan være stolte af.