Af Jakob Wandam
Med A day in the life of a dollar bill er roots-bandet Turnip Greens klar med sit fjerde album – og det første siden Carry me down the aisle, der kom helt tilbage i 2006. Med tolv års albumpause kunne man nok forvente et sultent band, og det er da også et veloplagt Turnip Greens, der høres på A day …
Turnip Greens er Henrik Bertram Bruhn på vokal og guitar, Peter Skjerning på guitar og kor, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen på trommer, percussion og kor samt den allestedsnærværende Henrik Poulsen på bas og kor. Sidstnævnte er trådt til siden det forrige album, hvor Mads Mazanti betjente bassen, men ellers er besætningen den samme.
Hertil kommer et antal gæstemusikere, hvor især Josef Baumgartner på orglet sætter sit præg.
A day in the life of a dollar bill viser et alsidigt band, der inddrager mange inspirationskilder og genrer og skaber en bluesbaseret, semi-organisk rocklyd, som er svær at definere. Den stikker i mange retninger, men det er gjort på begavet vis, så man alligevel får fornemmelsen af et helstøbt, sammenhængende produkt.
Bluespåvirkningen høres ofte, men som et delelement – for eksempel i form af det rå guitar-riff, der indleder ”Creole man”, om end den straks kombineres med et elektronisk-lydende beat, æterisk vokal og Josef Baumgartners bløde orgeltoner.
Ligeledes er den korte, eksplosive ”Bad influence” klart bluesinflueret i sin struktur og energi, men med et udtryk, der er lige så farvet af de elektroniske effekter og en let forvrænget vokal.
Mest bluesy er nok det velfungerende titelnummer med dets beskidte, hill country blues-agtige boogie-lyd. Men heller ikke her er udtrykket stilrent, og det er tydeligvis heller ikke Turnip Greens’ mission. De virker legesyge i deres postmoderne omgang med musikkens byggeklodser, hvor de sætter dem sammen på måder, der virker originale, men aldrig unaturlige.
Åbningsnummeret ”Simple man”, for eksempel, blander Rolling Stones-garagerock med neo-soul og honky-tonk-klaver på en melodi, der giver mindelser om Atomic Swings ”Stone me into the groove”.
”Blackboard” er melodisk Robbie Williams-poprock med et dovent beat og elementer af californisk solskins-folk.
Andre steder blandes southern rock med funk (”Can I ride?”), moderne country med neo-soul-blæsere (”The truth”) eller gæstemusikeren Emil Balsgaards New Orleans-rhythm & blues-klaver med J.J. Cale (”Savin’ it”).
Det kan umiddelbart se ud som noget rod, men det er det ikke. Produktionen er stram, og sangene står skarpt og fokuseret.
Resultatet er en frisk og opfindsom plade, som tåler mange gennemlytninger. Man vil nyde at gå på opdagelse i A day in the life of a dollar bill og afdække musikkens mange lag.