Af Jakob Wandam
Trioen Twang består af Spencer Gross på kontrabas, guitar og sang, Thyge Søndertoft Pedersen på violin, mandolin og sang og Peter Banks på banjo, guitar, kontrabas og sang. Amerikansk-danske Spencer Gross indspillede allerede som barn albummet Two divers (2002) med sin bror som Jazbo & Spencer. Siden blev det til et par plader med bluesbandet The Blue Genes og det svært rubricerbare soloalbum Athropomorphsome (2014), der nærmest var en slags postmoderne kompositionsmusik.
Thyge Søndertoft har indspillet med blandt andre Rebekka Thornbech og folkemusikorkestrene Fischers og Trio Svin, og Peter Banks spiller blandt andet duo-koncerter med faderen Paul Banks.
Twang var ved Danish Music Awards 2018 nomineret til ”Blues Liveprisen” – en pris, som de dog ikke fik, da de måtte se sig slået af det erfarne bluesband Shades of Blue (læs mere her). Alene nomineringen havde dog resulteret i nogle løftede øjenbryn, for var Twang overhovedet et bluesnavn?
Med deres instrumentering tager Twang udgangspunkt i amerikansk string band-musik – en stil, der lader hånt om genrebetegnelser og stammer fra en tid, hvor musikere ikke spillede blues, folkemusik eller country, men spillede dét, publikum ved en given lejlighed ville høre. Americana fra længe før betegnelsen blev taget i brug.
Gruppen debuterede med albummet Bibzy beddle (2017) og udtalte i den forbindelse: ”Vi elsker og kommer fra den amerikanske folkemusik med country, old-time, bluegrass, folk og blues. Men vi har intet ønske om blot at konservere. Vi ønsker at gøre traditionerne relevante og forny folkemusikken.”
Nu er Twang klar med sin udgivelse nummer to. Titlen Live tapes, volume 1 taler for sig selv, og indspilningerne stammer fra en koncert på Bartof Station på Frederiksberg. Albummet udkom som download/streaming den 25. december 2019, men til Bluesnews.dk siger Spencer Gross, at et fysisk produkt muligvis kommer i 2020.
Live tapes, volume 1 består af otte numre, hvoraf Twang selv har begået de to. Den traditionelle ”Jack of diamonds” stammer fra Blind Lemon Jeffersons repertoire, og der er numre af mere eller mindre nutidige folk- og americana-kunstnere som John Sebastian, Bob Dylan, Steve Earle, David Rawlings & Gillian Welch og irske Heidi Talbot. Arrangementerne må formodes at være Twangs egne.
Optagelserne har et stærkt præg af musik, der lever i øjeblikket, og produktionen pynter ikke på, hvad publikum på Bartof har hørt. Sigtet hermed er selvfølgelig at videreformidle den rå koncertoplevelse, men det er ikke altid til albummets fordel. Tilhørerne fremstår indimellem nærmest andægtigt tavse, og det afspejler næppe hverken den reelle stemning ved koncerten eller Twangs intentioner med udgivelsen.
Som lytter føler man sig i disse situationer lidt udenfor – som om der er en indforståethed mellem musikere og publikum, som man ikke har andel i, fordi man er kommet for sent til festen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er masser af musikalsk nydelse at hente på Live tapes, volume 1. Gruppens trestemmige, bluegrass-påvirkede vokaler er en fornøjelse, og så er string band-musik altså bare festlig.
Især på Twangs egne numre (”Marzy Dale”, ”Frank Cookie”) udfordrer de som en anden Béla Fleck grænserne mellem folkemusik, jazz og barokmusik, og gruppen nyder i det hele taget tydeligvis at udforske, hvad man kan bruge strengeinstrumenter til. Fans af Fleck og progressiv bluegrass i det hele taget (Punch Brothers, Nickel Creek, Edgar Meyer etc.) bør lytte med.
Egentlig traditionel blues er der til gengæld ikke noget af, men er man til f.eks. Pokey LaFarges vidtfavnende tag på blues og proto-blues, vil man også finde en del at holde af på Live tapes, volume 1.