Atter en vellykket Randers City Blues Festival

Tekst: Peter Widmer

Første udgave af Randers City Blues Festival foregik i 2017 med et interessant program og en målsætning, der lykkedes, nemlig ”at udbrede kendskabet til og fremme interessen for bluesmusik,” som der står på festivalens hjemmeside.

Dette blev både i 2017 og i år blandt andet gjort ved at sprede bluesmusikken ud på gader og stræder. Således blev både bluesfans og folk uden det store kendskab til bluesmusikken udsat for masser af blå toner. Og vejret var i godt humør med klar blå himmel og masser af sol og varme.

Festivalens målsætning må således siges at være nået – i hvert fald på gadeplan. Hertil kom de mange indendørs koncerter, der også tiltrak en god del publikummer, primært på Underværket, men også på musikværtshuset Tante Olga og foran Café Jens Otto, hvor der var gratis adgang.

Officiel åbning

Randers City Blues Festival 2018 løb af stablen fredag den 29. juni og lørdag den 30. juni.

Randers City Blues Festival er resultatet af et frugtbart samarbejde mellem blandt mange andre hovedsponsoren Randers Kommune, Randers Eventsekretariat og Randers City Forening.

Hertil kommer spillestedet Turbinen, andre kulturaktører og caféer med flere.

Åbningsprogrammet startede med en timelang, yderst fornem akustisk blueskoncert med hæderkronede danske Tim Lothar på sang og guitar, tyske Holger Daub på mundharpe og ungarske Jánus Mazura fra Budapest på tuba.

Vævede sig ind

Tilføjelsen af tuba var virkelig vellykket, og Jánus Mazuras spil både støttede, supplerede og vævede sig ind i de toner, Tim Lothar og Holger Daub frembragte på deres instrumenter, plus Tim Lothars fine sangforedrag.

Tim Lothar udtalte i øvrigt: ”Vi tre mødtes i går og øvede nogle sange og lavede en sætliste. Vi kan næsten huske sangene, og jeg har glemt sætlisten.”

Alt gik nu som smurt uden sætliste, man hvad andet kan man forvente af tre så garvede, modne og professionelle musikere som Lothar, Daub og Mazura?

Tim Lothar sagde desuden, at: ”Dette er det første job, vi tre spiller sammen overhovedet,” og det var en ære at være med til denne fine trio-premiere.

Togsange

Trioen spillede et hav af fine numre, så som ”Papa told me” fra Tim Lothar og Holger Daubs fine fælles album Blues from the North (2017) (læs anmeldelse her) samt ”Crippled heart” og ”Coffee and wine” fra Tim Lothars seneste album More stories fra i år (læs anmeldelse her).

Desuden fik man masser af togsange, som ”Another train song” ligeledes fra More stories og den meget smukke kærlighedssang “There is only now” fra samme album.

Og musikken blev krydret med masser af historier fra det virkelige liv, leveret af Tim Lothar med smil på læben og glimt i øjet.

Efter denne meget berigende koncert var der åbningstale af Louise Høeg, der er formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Randers Kommune, og af citychef, Randers City, Mette Bræmer-Jensen, såvel som talsmand for Randers City Blues Festival – Jørn Bjerre – også fik velkomsttaletid.

Foredrag

Som en del af festivalåbningen var der kl. 14.30–16 også et glimrende foredrag ved Mette og Tom Eriksen, hvor sidstnævnte også leverede musikalske indslag på guitar og sang.

Emnet for deres foredrag var den afroamerikanske bluesmand, guitarist, sanger og sangskriver Huddie William Ledbetter, der måske er bedre kendt som Lead Belly, der ofte er beskrevet som ”kongen af den tolvstrengede guitar.”

Desuden kunne man se en udmærket fotoudstilling – ”Faces of the Blues” – af den amerikanske fotograf Laura Carbone.

Samme udstilling kunne i øvrigt også opleves under festivalen Blues Heaven i Frederikshavn sidste år (læs her).

Bedre kunne Randers City Blues Festival dårligt være skudt i gang.

Blues indendørs

Havde man lyst til at høre mere bluesmusik live, måtte man på festivalens første dag atter indendørs.

Således kunne man kl. 15-16 (gen-)opleve Tim Lothar, Holger Daub og Jánus Mazura over for Café Jens Otto, der ligger i tilknytning til Underværket, hvor hovedparten af festivalens indendørs koncerter foregik.

Desuden var der kl. 16.30–17.30 – ligeledes uden for Café Jens Otto – mulighed for at fornøje sig med randrusianske The Cornfeds, der i 2016 vandt Danish Blues Challenge, og det fuldt fortjent. Også denne eftermiddag gjorde de det godt.

Underværket bød på ikke færre end seks orkestre fra kl. 18 til kl. 01. Var man derimod til blues på et mindre sted end Underværket, kunne man på det legendariske musikværtshus Tante Olga fornøje sig med det esbjergensiske rock blues-orkester Mojo Hands kl. 19-20 og københavnske The Blues Overdrive kl. 21–22.

Betalingskoncerter

Koncerterne på Underværket var de eneste betalingskoncerter på hele festivalen.

Man kunne tilkøbe sig en af de 200 billetter, der var til salg til fredagens koncerter for 300 kr. + gebyr, og til lørdagens koncerter var billedet det samme.

Endelig kunne man erhverve sig en billet til begge dages koncerter på Underværket for 450 kr. Her var dog kun 100 stk. til salg.

Det må således siges, at prisniveauet på betalingskoncerterne var yderst publikumsvenligt, ja nærmest latterligt lavt, hvilket kun kunne lokke et pænt antal publikummer til Underværket.

Pænt fyldt

Imidlertid oplyste booker Christian Borg fra festivalens bestyrelse til Bluesnews.dk, at der i år havde været færre publikummer end sidste år.

Hvad dette skyldtes, kan man kun gisne om, men VM i fodbold og det fine vejr var måske de to primære elementer, der holdt folk væk fra de blå toner i højere grad end i 2017.

Imidlertid var der dog mange folk til blues på gader og stræder, såvel som der var pænt fyldt med folk til flere af koncerterne på Underværket.

Desuden var der mange publikummer til koncerterne ved Café Jens Otto, så helt galt stod det absolut ikke til.

Tryk på

På Underværket var der tryk på fra og med den første af fredagens seks koncerter, der blev skudt i gang af det internationalt prisvindende ”groove blues”-band The Blues Overdrive, der spillede på Gade Scene med start kl. 18.

The Blues Overdrive gjorde det godt på Underværket rent musikmæssigt.

Desværre kneb det gevaldigt med kontakten til publikum. Som en tilhører udtrykte det: ”Det er, som om de spiller for sig selv,” og da sangeren, sangskriveren og guitaristen Martin Olsen ville have publikum til at synge med og rejse sig op, gik det helt galt.

Martin Olsen var åbenbart ikke helt tilfreds med responsen fra publikum og bedyrede, at ”det var meget bedre i Fredericia!” En publikummer sagde forarget: ”Sagde han virkelig dét?!” Ja, det gjorde han, men dét gør man bare ikke.

Hægtet af

Sådan skaber man ikke gode relationer til publikum, der dog sang som anvist i stående position, men da publikum var godt i gang, vendte Martin Olsen sig blot mod bandets glimrende lead-guitarist Andreas Andersen, idet han tilsyneladende glemte, hvad han havde gang i med publikum, fulgte intet til dørs, og så var folk hægtet af.

Måske skulle The Blues Overdrive overvære en koncert med Mike Andersen Band? Her kan man i hvert fald lære noget om at kommunikere med et publikum og holde det fast.

The Blues Overdrive har til deres koncerter sædvanligvis haft to sæt at gøre godt med, og har gemt krudtet til andet sæt. Her havde bandet, som de andre bands, der spillede på Underværket, kun ét sæt, og det var fint at opleve dem trykke den pænt af i den time, de var på, selvom de er hørt i endnu bedre form ved andre lejligheder (læs for eksempel her).

Især glimrede Andreas Andersen, godt suppleret af resten af orkesteret, og spille, ja dét kan The Blues Overdrive absolut, men ud over scenekanten kom deres musik ikke denne aften.

Soul blues

Danmarks absolut førende soul blues-band – Mike Andersen Band – var næste orkester på programmet, og de fyrede den af i den ulideligt varme Store Sal på Underværkets første sal, så ikke et øje var tørt.

Med karisma, charme, humor og masser udstråling fra Mike Andersen på indfølt vokal og B.B. King-inspireret guitarspil i front arbejdede det aldeles kompetente og topprofessionelle band sig igennem deres alsidige repertoire fra Mike Andersens omfangsrige bagkatalog.

Således blev publikum for eksempel diverteret med perlenumrene ”City of sin”, ”Raindrop in a drought”, ”I’m gonna get me a dog” og et helt nyt single-nummer, ”There she was”. Desuden blev der meget passende sluttet af med et swingende ekstranummer – ”Yield not to temptation” – fra Mike Andersen Bands allerførste reelle cd. Herefter måtte Bluesnews.dk forlade Store Sal, da en aftale kaldte.

Mike Andersen har styr på både sit band og på kommunikationen med publikum, og alt det, orkesteret præsterer, sidder konstant lige i skabet og kommer langt, langt ud over scenekanten, som det også var tilfældet denne aften, så det var en sand fornøjelse.

Mike Andersen Band tog i det hele taget det største stik hjem på festivalens første dag, og der var stående ovationer.

Lokale helte

The Cornfeds – de lokale helte – diverterede med deres halvakustiske, meget personlige musikalske udtryk, der blandt andet har aner til den tidlige delta blues.

Siden de vandt Danish Blues Challenge i 2016, er de kommet langt, både musikmæssigt og geografisk, og har forståeligt nok vundet mange tilhængere i både ind- og udland.

Ikke blot behersker de tilsammen et utal af instrumenter; de har også appeal, nærvær, befriende selvironi og lune.

Desuden formår de at få deres spændende, primært hjemmebryggede kvalitetsmusik helt ud til publikum, hvilket også så ud til at lykkes denne aften på Gade Scenen foran en klart begejstret flok tilhørere.

Bluesnews.dk nåede dog kun nåede at høre et par numre af orkesterets aftenkoncert, grundet et møde andetsteds.

Afroamerikansk ynde

Soul blues-sangerinden Shanna Waterstown med band kunne opleves i Store Sal kl. 21.30–22.30, og hun var et charmerende bekendtskab.

Med en udmærket, pågående og vidtspændende stemme med et anstrøg af klædelig hæshed svang sangerinden sig elegant og med ynde gennem et fint sæt med smil, lejlighedsvis dans og klædelig beskedenhed overfor et talstærkt og henrykt publikum.

Shanna Waterstowns hårdtarbejdende, kapable band – amerikanske Jay Gogan på guitar samt de to italienere Walter Cerasani på bas og trommeslageren Gianpaolo Feola – gjorde deres til at få musikken ud over scenekanten, og det klappede.

Dog skal det fremføres, at rytmefolkene larmede for meget, hvilket blev et lettere irritationselement i det lange løb. Til gengæld påkaldte Jay Gogans guitarspil sig positiv opmærksomhed.

Publikum blev opvartet med varieret repertoire. For eksempel fik man Willie Dixons ”I just wanna make love to you”. Leiber og Stollers bluesklassiker ”Hound dog” og Shanna Waterstowns egne numre ”Sugar daddy” og ”Watch what you say” fra hendes udmærkede album A real woman.

Shanna Waterstown er en sangerinde, man gerne hører igen, og det lå i luften, at der er basis for flere koncerter i Danmark med denne solide soul blues-bannerfører.

Sonisk sansebombardement

Så var det tid til at høre svenske The Factory Smokers Street Revue på Gade Scenen.

Trioen, der har seks år på bagen, består af Mårre Tiljander på vokal og diverse spøjse guitarer, trommeslageren Robert Sundberg og Per Lefvert på hvidlakeret kontrabas. De gav den gas fra starten af deres sæt og leverede et veritabelt sonisk sansebombardement.

Der var masser af forvrængning, masser af slide-guitarspil og i det hele taget tryk på i deres punkede bluesblanding af lidt R.L. Burnside, lidt Superchickan og en knivspids rockabilly-attitude, der gik lige ind hos mange publikummer, som svarede igen med heppen, råb, skrig og klappen.

Trioen spillede en stribe temmelig lange numre med titler som ”Heavy ass load”, ”Support your local street revue” og ”Pool shark boogie”, og det gjorde de sådan set meget godt.

Imidlertid begyndte Mårre Tiljanders ensformige stemme hurtigt at irritere, såvel som trioens musikalske udladninger virkede alt for monotone, og i det hele taget blev de lige en tand for meget i det lange løb.

Rock blues

Esbjerg-bandet Mojo Hands fik æren af at afslutte dagens koncerter i Store Sal kl. 23.50-01. Mojo Hands har med skiftende besætninger eksisteret siden midt 1990’erne og har lagt navn til fire cd’er.

Aftenens band, der er den seneste udgave af Mojo Hands, er relativt nyt med trommeslageren Erik Lodberg som det orkestermedlem, der har været med længst. Således kunne han allerede høres på det andet Mojo Hands-album – Rockville – der så dagens lys i 1999.

Mojo Hands’ musikalske udtryk hælder i dag kraftigt mod rock blues med en ofte lidt for bastant tilgang til det materiale, de beskæftiger sig med. Denne aften var for eksempel bassen ofte for prominent i lydbilledet, såvel som der blev tævet lige lovlig hårdt i trommerne af en tilsyneladende ikke helt koncentreret Erik Lodberg.

Til gengæld imponerede guitaristen Bo Møller med et konstant funklende spil, såvel som tangentmanden Rasmus Grønborg gjorde sig positivt bemærket. Zenia Levring Madsens stemme er blevet bedre med årene, men syntes flere gange at mangle noget kraft denne aften.

Mojo Hands serverede en blandet buket numre. For eksempel fik man Willie Dixons ”I love the life I live” og J.B. Lenoirs ”Mojo boogie”. Vokalmæssigt var der flere fine passager at høre, blandt andet en duet ved Bo Møller og Zenia Levring Madsen, men til tider fungerede stemmearbejdet bare ikke helt optimalt.

Publikum tog pænt imod Mojo Hands, der satte et definitivt punktum med Muddy Waters-nummeret ”Got my mojo working” for et sæt, der trods nogle uheldige elementer ikke var så ringe endda, men helt ud over scenekanten kom musikken dog ikke.

Street blues

Lørdag den 30. juni var der masser af blues på gader og stræder samt et par indendørs koncerter.

Da mængden af musikerkonstellationer var stor, var Bluesnews.dk nødt til at lave nogle kortere punktnedslag rundt omkring i centrum af Randers rent lyttemæssigt, og nåede at snuse til nedenstående navne.

Kl. 10 var Trouble Cats-musikerne Martin Blom på vokal og guitar samt Henrik Hansen på mundharpe og vokal på banen uden for forretningen Silver House, og de to var i hopla.

Har man oplevet Trouble Cats, der lige har fået et nyt album på gaden (læs anmeldelse her), ved man, at man får fuld valuta for pengene, når man bliver konfronteret med musikere fra dette legendariske band.

Kompetence

Og dét var lige, hvad man fik denne lørdag formiddag.

Dagens duo spillede et herlige mix af halvakustiske, klassiske bluesnumre samt nyere numre af egen tilvirkning.

For eksempel fik man Sonny Boy Williamson II’s ”Cross my heart”, Little Walters “Too late brother” og såmænd Chuck Berrys mindre kendte “13 questions method”.

Desuden hørtes Martin Bloms to dansksprogede numre “I en stillekupé” og ”Working poor man’s blues”, og alt blev leveret med forventelig kompetence, vid, bid og humor.

Folk blues

Dernæst var det videre til den svenske duo Svante Sjöblom på vokal, mandolin og guitar og Micke Björk på kontrabas og vokal, der spillede på Rådhustorvet.

Her nåede Bluesnews.dk at høre et par af de to musikeres glimrende folk blues-numre, før turen gik videre til Houmeden, hvor den randrusianske duo Nellie BM & Lars Møller på henholdsvis vokal/guitar og trommer spillede.

Det var tydeligt, at der er sket meget positivt både musikalsk og publikumskontaktmæssigt med denne duo, siden de fik en fin andenplads ved Danish Blues Challenge 2017 (læs her).

Duoen gør det primært i delta blues, som de formidler med stor gnist, og det samme gælder deres egne kompositioner. Duoen blev taget godt imod af et stort antal begejstrede publikummer.

Velspillet

Så var det et meget kort smut forbi Hotel Randers, hvor den svenske duo Hurly & the Blue Dots spillede, og videre til Brødregade 13.

Her kunne man opleve den svenske trio Dirty Old Bastards, der spillede foran forretningen CC:Christensen.

Her var der velspillet skramlet og snavset blues af ældre dato, fremført af Ian Bastard på bas, Tom Bastard på diverse utraditionelle rytmeinstrumenter og Nick Bastard på guitar og vokal.

Så kaldte Kirketorvet, hvor endnu et svensk ensemble kunne høres, nemlig Cactai Road.

Dragende

Cactai Road har en personlig lyd, spiller udelukkende egne numre inspireret af diverse bluesformer med mere, og består af Jerker Wennström på kontrabas, Micke Nilsson på slide-guitar og sang samt Jasmine Lyhagen på vokal, guitar og trommer.

Med deres groovede, sfæriske og dragende lydmalerier var Cactai Road et ensemble, der virkelig gjorde indtryk. Dels var der blå toner, dels en smule blød rock og dels lidt folk i deres musik plus det løse.

Tilmed var der i Jasmine Lyhagens stemme aner til Kate Bush, hvilket jo ikke er at foragte. Denne trio hører man meget gerne igen en anden god gang.

Fremragende samspil

Bluesnews.dk måtte hurtigt videre omkring hjørnet, men stadig på Kirketorvet, til beværtningen Kontoret, hvor tangentbetvingeren Hans Knudsen, der også hørtes på vokal, og guitaristen Ronni Boysen kunne opleves.

Duoen gjorde det primært i old-school blues, hvilket de to stjernemusikere som ventet havde godt greb om med et fremragende samspil. Desuden havde de god humoristisk sans.

Og man kom vidt omkring. Blandt andet hørtes Percy Mayfields blues-ballade ”Please send me someone to love”, ragtime blues via Buddy Boldens ”Make me a pallet on the floor” og Chicago blues gennem Otis Spanns “Take a little walk with me”.

Publikum klappede ofte meget begejstret, hvilket fik Hans Knudsen til at udbryde: ”Nu må I ikke gå amok!” ”Jamen det gør vi,” svarede en tilhører, og dét var der al mulig grund til.

Hillbilly blues

Bluesnews.dk hørte dernæst en bid af den svenske duo Hurley & the Blue Dots, der spillede på Rådhustorvet kl. 14.30–15.30.

Hurley & the Blue Dots var et fint musikalsk bekendtskab, der trykkede den godt af. Deres stil er blevet beskrevet som ”hillbilly rhythm & blues” og er en god blanding af både blues og rock fra midten af 1900-tallet.

Duoen består af Mathias Flash, der spiller guitar og mundharpe og synger kor, samt trommeslageren Fredrich Rönnholm, der også spiller maracas og mundharpe. Desuden er han primær-sanger.

Hurley & the Blue Dots har ti år på bagen og en lille håndfuld fuldlængdeudgivelser bag sig, og så har de humor. Eksempelvis fyrede de Bo Diddleys klassiske ”Roadrunner” af med indlagt vokalt ”beep-beep!!”

Her var der naturligvis reference til ørkenfuglen Hjulben (Roadrunner), der reelt er en jordgøg, fra Looney Tunes-tegnefilmene, der netop har det med at sige ”beep-beep!!” fra tid til anden.

Tonstung fed funk

Chris Grey & the BlueSpand diskede op med tonstung fed blues-funk på Houmeden kl. 15-16 foran et begejstret, talstærkt publikum.

Chris Grey på guitar og leadvokal, Kasper Lauersen på bas og kor og Lars Frimodt-Møller på trommer og kor er altid en stor fornøjelse at overvære en koncert med, og deres sæt denne eftermiddag og senere om aftenen var ingen undtagelse.

Bluesnews.dk har før beskæftiget sig med denne trio (læs her), så i denne ombæring vil vi tillade os at gøre relativt kort proces.

Der var høj volumen, men også en smuk ballade som ”Why won’t you”, der næsten fik det til at svie i tårekanalerne. Trioens repertoire spænder vidt og med virale hits, et meget høreværdigt debutalbum samt udbredt koncertvirksomhed er ikke noget at sige til, at der er flere og flere folk, der både i Danmark og i udlandet har fået ørerne op for dens musik.

Endvidere har Chris Grey & the BlueSpand humor og fremragende publikumskontakt, hvilket Chris Grey også demonstrerede om aftenen på Underværket.

Eksempelvis da et veloplagt publikum af Chris Grey blev opfordret til at røre på sig med disse bevingede ord: ”Hænderne op over hovedet eller bukserne ned!” Sådan!

Hypnotisk

Aftenens seks koncerter på Underværket blev skudt i gang ca. kl. 18 af den svenske solokunstner, guitarist og percussionist med mere Bror Gunnar Jansson, der har tre anmelderroste album bag sig.

Bror Gunnar Jansson spiller sin helt egen form for avantgardistisk garage-folk blues med jazz-elementer og spiller både guitar, trommer og percussion på én og samme tid uden at blinke. Desuden hørtes han denne aften på ukulele.

Samtidig har han en interessant, vidtspændende stemme og står for nogle meget spændende kompositioner. Der var både stille og kraftfulde numre, såvel som tempoet skiftede fra det langsomme til det hurtige.

Flere gange var Bror Gunnar Janssons vokale og instrumentale udladninger nærmest hypnotiske, og man blev suget ind i mandens univers.

Tophold

Kl. 19.10-20.10 spillede Big Creek Slim Band i Store Sal. Desuden kunne man høre Big Creek Slim Band på Gade Scene 22.40-23.40.

Big Creek Slim Band er ikke nogen fast størrelse, men lige meget hvem Marc Rune alias Big Creek Slim spiller sammen med, er det altid en stor fornøjelse at være til koncert med Big Creek Slim & co.

Bluesnews.dk har hørt Marc Rune solo og med band adskillige gange (læs for eksempel her), så nærværende koncertomtale vil vi lade være relativt kort.

Lad det dog være sagt med det samme: Big Creek Slim Band kom, så og sejrede, såvel i Store Sal som på Gade Scene, og ved begge koncerter var der godt fyldt op med publikummer.

Denne aften bestod bandet, et virkeligt tophold, af Big Creek Slim – Årets Danske Blues Navn 2015 og to gange DMA-vinder – på guitar og vokal, Peter Nande på mundharpe samt Danmarks ”Mr. Blues” Troels Jensen på vokal og piano.

Hertil kom Mathias Rindom – ”den danske Richard Innes” – på trommer, den eminente og meget benyttede bassist Henrik Poulsen samt sidst, men absolut ikke mindst, den fremragende sangerinde – Årets Danske Blues Navn 2016 – Miriam Mandipira.

Urkraft

Miriam Mandipira kunne i Store Sal blandt andet høres sammen med Troels Jensen og Big Creek Slim, der begge sang, i en smuk udgave af ”Motherless children”. Samme nummer findes i øvrigt på det fine Troels Jensen & Miriam Mandipira-album Careless love (læs anmeldelse her).

Fra samme album fik man senere på aftenen en Troels Jensen og Miriam Mandipira-duet i form af ”St. Louis blues”, der er skrevet af af W.C. Handy, og der var andre konstellationer.

For eksempel hørtes Miriam Mandipira og Marc Rune også i duet, såvel som bandet hørtes både med og uden Miriam Mandipira på scenen.

Der var langsomme såvel som hurtigere numre, alt sammen fremført med indlevelse og indlysende kompetence samt flere fine soli, for eksempel fra Peter Nandes side. Og så var der lige Marc Runes urkraft-stemme, der lyder som et mix af Howlin’ Wolf og salig Captain Beefheart.

To koncerter med Big Creek Slim Band på én og samme aften i samme hus kunne måske forekomme som overkill, men nej. Big Creek Slim Band kan man aldrig få for meget af, men alting får som bekendt en ende, og andre navne skulle til.

Jump og swing

Norske Eric “Slim” Zahl & the South West Swingers aflyste, men Horsens-bandet Big O & the Blue Quarters var et fremragende bytte.

Da orkesterets faste bassist Jais Kurečko Eriksen og guitaristen Frederik Tygesen måtte melde fra til jobbet på Underværket, var den versatile bassist Henrik Poulsen, der som nævnt også spillede med Big Creek Slim Band denne aften, og guitaristen Kasper ”Lefty” Vegeberg indforskrevet i stedet.

Sidstnævnte har en fortid i det hedengangne aarhusianske bluesband Lightnin’ Moe & his Peace Disturbers, med hvem han indspillede to fornemme album.

Kasper ”Lefty” Vegeberg er et fænomen. Han er en totalt egenartig guitarist, der laver de mest utrolige, totalt uortodokse ting på sin guitar, som på én eller anden måde altid passer lige ind i den musik, han formidler, og det var naturligvis også tilfældet med Big O & the Blue Quarters, der var på scenen fra kl. 21.30 til 22.30.

Anerkendelse

Big O & the Blue Quarters er et ungt band, der foruden Tygesen og Eriksen består af Oscar Martin Eriksen (vokal/harpe), Søren Schack (guitar/vokal) og Mathias Rindom (trommer/vokal).

Bandet spiller beskidt, swingende West Coast jump blues med Chicago blues-elementer smidt ind, og det gør de så godt, at de på relativt kort tid har høstet stor anmelder- og publikumsanerkendelse i ind- og udland. (læs her og her).

Desuden har de et fornemt album ude, (læs anmeldelse her) og er en fornøjelse at opleve live med deres kompetente og humoristiske tilgang til musikken, som de altid får langt ud over scenekanten. Ydermere er de gode til publikumskontakt.

Dette var også tilfældet denne aften, der bød på flere funklende guitardueller og soli og lige så godt arbejde fra den elegant spillende rytmegruppe, og publikum var med hele bandets koncert igennem.

Forsanger og indpisker Oscar Martin Eriksen gjorde det godt på mundharpe, men denne aften var der dog ét eller andet, der ikke helt fungerede med hans stemme, der lød, som om han havde fået ét eller andet generende i halsen.

Imidlertid kunne man som publikum leve med denne lille skavank, for alt i alt leverede Big O & the Blue Quarters varen i en grad, så ingen tilhører gik skuffet fra Store Sal.

Fornem afslutning

Det tilfaldt hæderkronede danske Texas blues-inspirerede Ole Frimer Band at trække gardinerne for som festivalens sidste band, og de leverede en aldeles fornem afslutning.

På sidste års Randers City Blues Festival spillede Ole Frimer Band med den ekvilibristiske norske guitarist Vidar Busk (læs her). Samme var dog i år blevet syg, så den velkendte saxofonist Niels Mathiasen (Gnags, Grarup Allstars med flere) kom så med i stedet – blot foromtalt som ”gæst” – og gjorde en fremragende indsats.

Bandets lydbillede, med Ole Frimers fine, velmodnede vokal i front, fik en positiv ekstra dimension, og Mathiasen, Ole Frimer på guitar og vokal, Claus Daugaard på trommer, bassisten Jesper Bylling og tangentmanden Palle Hjorth spillede sig igennem et velvalgt udsnit af Ole Frimer Bands mange numre.

Faktisk blev man præsenteret for et fornemt karriereoverblik, hvor man kom godt omkring, lige fra det første Frimer Band-album Blues uncovered fra 1991, der absolut holder endnu, og til det seneste, Live at Blues Baltica fra 2015 (læs anmeldelse her).

Omarrangerede

Flere af aftenens kompositioner blev serveret i glimrende omarrangerede udgaver. Eksempelvis fik man ”If you could only forgive me” fra Blues uncovered og Al Kooper-nummeret “I can’t keep from crying sometimes”, der kan høres på albummet Live at Blues Baltica.

Publikum blev også diverteret med “The way you move” fra albummet Sheltered roads (1997), hvor især Palle Hjorth brillerede, og så var der numre fra det DMA-nominerede album, det vellykkede dansksprogede Blålys fra 2014.

Herfra fik publikum blandt andet den fine ”Single City”, og alle sættets numre blev leveret med smittende spilleglæde, kompetence, elegance, legende lethed, pondus og smil.

Traditionen tro kom der virkelig fart over feltet mod slutningen af garvede Ole Frimer Bands sæt med Johnny Winters ”Hustled down in Texas”.

Således sluttede en atter velarrangeret, velafviklet og vellykket Randers City Blues Festival, der ud over masser af spændende blå toner bød på masser af god stemning og masser af rare mennesker. Bedre kan det dårligt blive.