Af Jakob Wandam
Tønder Festival er for længst begyndt drypvis at annoncere kunstnerne på årets festival, og nu er der offentliggjort en særlig lækkerbisken for bluesfans.
Det drejer sig om en ”B.B. King Tribute”, som guitaristen og sangeren Mike Andersen er vært for.
Mike Andersen har været nomineret til seks Danish Music Awards og løb i 2015 med prisen for ”Årets Blues Album” for cd’en Home. I 2003 udråbte Copenhagen Blues Festival ham desuden til ”Årets Danske Blues Navn”.
Danskeren har endvidere flere gange haft den ære at varme op for B.B. King, blandt andet da blueslegenden spillede sin sidste koncert på dansk grund i Sønderborg i 2009, og Mike Andersen har da også flere gange udråbt B.B. King som sin største inspirationskilde.
Mike Andersen stod derfor i spidsen for en hyldestkoncert i Amager Bio i 2015, efter at B.B. King var død i en alder af 89 år. Det er dette tribute-koncept, der nu gentages på Tønder Festival.
Med sig på scenen har Mike Andersen sangeren James Loveless, der især kendes fra sine mange år som frontfigur i bluesbandet Shades of Blue, og dennes søn, pop- og dancehall-sangeren Shaka Loveless. Også den internationalt anerkendte bluessanger og –guitarist Thorbjørn Risager deltager i hyldesten.
Fra udlandet er der besøg af den amerikanske guitarist Otis Grand og den tyske ditto Henrik Freischlader.
Mike Andersens bror Mads Andersen, der i en årrække spillede med Otis Grand, medvirker på trommer, og også danske Morten Larsen deltager som solist.
Tønder Festival finder sted den 23.-26. august 2018. Det endelige program er endnu ikke fastlagt.