Banjo og blues på Bartof

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Anja Krone

All My Exes er et københavnsk-baseret band, der blev stiftet ca. 2013 af sanger, sangskriver, guitarist og banjospiller Steffen Christensen. Han har en fortid i bluestrioen Bobadavdaw, der deltog i Møblomania Blues Award-konkurrencen (senere Danish Blues Challenge) i 2008 og udgav albummet Hot farm stories samme år.

I januar sidste år kom All My Exes’ tredje album, Blues (læs anmeldelse her), men det ville være en tilsnigelse at kalde All My Exes for et bluesband. Americana er nok den mest dækkende term for et ensemble, der som All My Exes begår sig i country, folk, rock og, ja, blues.

Bluesnews.dk begav sig fredag den 6. april til Bartof Station på Frederiksberg for at opleve All My Exes i levende live. Bartof Station er et intimt kælderspillested beliggende lige ved siden af Frederiksbergcentret og metrostationen. Det var tydeligvis også et sted, hvor All My Exes følte sig hjemme, og hvor de var kendt af publikum.

Entusiastisk

Det blev således en koncert præget af familiaritet og entusiastisk opbakning fra et talstærkt publikum. All My Exes spillede tre sæt – først to korte og til sidst et længere. Besætningen var, ud over frontmand Steffen Christensen, Mads Bay Mulvad på bas, Lars Heiberg Andersen på trommer og som gæst Jens Einer Sørensen, bedre kendt som J. Tex, på guitar.

Der blev lagt ud med ”Me and my boys” fra 2014-albummet From the hen house, en groovy country-sang i stil med Mark Knopfler eller J.J. Cale med en tilbagelænet guitarsolo af J. Tex. Den blev fulgt op af ”Clean hands bloody ties” fra From Nashville to El Paso (2013), en sang, der ifølge Steffen Christensen ikke handlede om noget – ”jeg har bare sat nogle ord sammen!”

På dette nummer spillede Christensen en udmærket bluesrock-guitarsolo, der supplerede J. Tex’ støvede ørken-country-guitar. Resultatet blev mere J.J. Cale-groove og et glimrende nummer.

Banjoen

All My Exes’ kendemærke er imidlertid banjoen, som blev brugt flittigt af Steffen Christensen – nogle gange som soloinstrument, andre gange blot til farvning af musikken. De fleste forbinder nok banjoen med bluegrass og folkemusik, men den var også en vigtig del af den tidlige blues og jazz og kan føres tilbage til slavetidens USA og videre til Vestafrika.

I Steffen Christensens hænder forenes mange af disse stilarter på fornem vis og forankres samtidig i hans egen sønderjyske baggrund, som har været inspiration for meget af hans sangskrivning. Således kunne man høre ham synge en humoristisk murder ballad fra Vidå i Tønder, og på ”She takes whatever she wants” piskede han en keltisk folk-stemning op med højt tempo og et iørefaldende riff.

Publikum var virkelig med All My Exes, som således kom ud af første sæt på en bølgetop. Andet sæt blev indledt med ”Muddy rose”, et atmosfærefyldt rocknummer (med én akkord, som Steffen Christensen erklærede det) præget af Christensens raspende stemme og et langt, groovy instrumental-stykke.

Godt tag

All My Exes havde fortsat et godt tag i publikum, både i kraft af deres medrivende musik og af Steffen Christensens humoristiske og uhøjtideligt jyske scene-persona. I begyndelsen af nummeret ”6270” stoppede han sågar musikken, så bandet kunne posere for en ivrigt fotograferende tilhører!

I samme sang blev publikum inviteret til at synge med, og det gjorde de med stor lyst.

Så skulle der spilles blues, og dét blev der med en sang fra pladen af samme navn, ”No one even cares”. Den blev serveret som en livlig jump blues med rudimentært, men råt og energisk guitarspil af Steffen Christensen.

Sættet blev rundet af med ”Roaming the streets”, der bød på country/surf/rockabilly-guitar, mens Mads Bays og Lars Andersens rytmesektion førte musikken gennem nogle velfungerende temposkift.

Gearet til fest

Det var tydeligt, at publikum på Bartof ikke ”bare” var koncert, men var ”i byen” og gearet til fest. All My Exes greb den stemning på forbilledlig vis, og i tredje og sidste sæt kom de i bogstaveligste forstand ud over scenekanten. Steffen Christensen sprang op på en stol, turede videre ud blandt publikum med banjo i hånd og dansede med tilhørerne.

Det hele blev måske lidt rodet, men på en yderst charmerende måde, og der var rigtig godt gang i Bartof Station.

”Restless mind” blev endnu en lang workout, hvor Lars Andersen hamrede løs i trommerne, Steffen Christensen sang med ekko-vædet vokal, og J. Tex leverede endnu en af sine mange glimrende, underspillede guitarsoloer. ”One morning” tog form af en rave-up i The Yardbirds-stil med stadigt stigende tempo og et festligt miks af country, folk og blues – en rigtig crowd-pleaser.

Ny musik

All My Exes er p.t. i færd med at indspille ny musik, og der blev da også tid til at præsentere et af de numre på Bartof. ”Den bli’r lidt punket,” advarede Steffen Christensen og fyrede den så af på banjo og vokal til publikums store begejstring.

Det høje tempo og stemningen blev fastholdt på afslutningsnummeret ”My bloody van”, hvor J. Tex atter brillerede med en fed surf-guitarsolo med ekko og whammy-bar.

Bluesnews.dk måtte forlade Bartof Station under det første af All My Exes’ to ekstranumre, men kunne da nå at registrere en heftig gang boogie-blues, hvor Steffen Christensen fik luftet sin bottleneck og spillede en glimrende slide-guitar.

All My Exes fik fyret godt op under kedlerne på Bartof og viste sig som et musikalsk alsidigt band med et godt greb om de amerikanske roots-genrer. Ikke mindst var de et formidabelt live-band med en humoristisk og humørfyldt tilgang til det at spille foran et publikum. De var måske nok på hjemmebane, men der bør også være et publikum til sådan en veloplagt americana-fest i resten af landet.