Befriende brydekamp med Big O & the Blue Quarters

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

2. juledag, den 26. december, var der traditionen tro blues i Bygningen i Vejle. I år var det Big O & the Blue Quarters, der stod for underholdningen, og det skulle vise sig at være et godt valg. Der var nemlig fuldstændig udsolgt til koncerten, som foregik i regi af bluesforeningen Crossroads.

Big O & the Blue Quarters er i det forgangne år stormet frem i den kollektive danske bluesbevidsthed med koncerter blandt andet ved European Blues Challenge i Horsens og på Randers City Blues Festival. De optrådte også ved Mosten Raceday 2017, hvor de indspillede et live-debutalbum, som begejstrede Bluesnews.dk’s anmelder (læs her).

Stærkeste opstilling

Ved koncerten i Vejle stillede Big O & the Blue Quarters i stærkeste opstilling: Oscar Martin Eriksen på leadvokal og mundharpe, Jais Eriksen på bas, Mathias Rindom på trommer og Søren Schack og Frederik Tygesen på guitar.

De spillede en koncert bestående af egne kompositioner og udvalgte covernumre. Første sæt bestod primært af jump blues og swingende West Coast blues-numre, og allerede fra første nummer – bandets egen fælleskomposition ”Woman she’s mean” – gjorde især Mathias Rindom bag trommerne et stort indtryk.

Det er en fornøjelse at se, hvorledes Rindom konstant læser sine medspilleres aktioner rundt om på scenen og tilpasser sit eget spil derefter, og så spiller han storswingende og med stort overskud. Ham kunne man kigge på hele aftenen uden at kede sig.

Bluesguitar-talenter

Big O & the Blue Quarters er i besiddelse af hele to af landets ubestridt største bluesguitar-talenter i Frederik Tygesen og Søren Schack, og de udfylder hver deres rolle i orkesterets lydbillede. Tygesen spiller i swingende rhythm & blues-stil og kan minde om Duke Robillard i sin tilgang, mens Schacks bidende tone og mere aggressive stil minder mere om Albert King eller West Side Chicago-navne som Otis Rush og Magic Sam.

Alligevel var det i første sæt, som om de to guitarister holdt lidt igen. Bevares, de kan deres håndværk, og der blev spillet elegant og vellydende, men selv om humøret på scenen var både højt og smittende, virkede det, som om Big O & the Blue Quarters ikke rigtig kunne bryde fri af rammerne.

Oscar Martin Eriksen, som er en sympatisk frontfigur, om end han ikke har verdens mest distinkte stemme, sang det meste af sættet med lukkede øjne, og hans arbejde på mundharpen – som blev bragt i spil med aftenens fjerde sang, ”House party” – var solidt, men ikke bemærkelsesværdigt. Det skal retfærdigvis siges, at både vokal og mundharpe lå lidt vel lavt i miksningen.

Ud over scenekanten

Big O & the Blue Quarters er et band, der emmer af spilleglæde, og det smitter af på publikum, når man kan se de smil og blikke, der udveksles på scenen. Men vi skulle hen imod slutningen af første sæt, der blev rundet af med bandets egen ”Dig your powers baby”, før de for alvor begyndte at komme ud over scenekanten.

Det blev der til gengæld rådet bod på fra begyndelsen af andet sæt, hvor den disciplinerede jump blues blev skiftet ud med en hårdere Chicago blues-lyd. Det kom til udtryk med Willie Dixons ”I can’t hold out”, hvor Frederik Tygesen agerede Elmore James med en fin slide-solo. Ikke mindst fik Chicago-stilen det bedste frem i Oscar Martin Eriksens mundharpespil, der nu fremstod med væsentlig mere gåpåmod.

Magic Sams ”All your love” blev et glansnummer for Søren Schack, der diverterede med en aldeles forrygende guitarsolo. Schack er i sit es på denne type hårdslående modern electric blues, og også Oscar Martin Eriksens vokal trådte nu i karakter.

Energi

Samtidig havde energien fra scenen nu for alvor bredt sig til publikum, og fra nu af var der konstant folk på dansegulvet.

Stilmæssigt bredte bandet herefter lidt mere ud: ”Voodoo” havde swamp rock-stemning, og her var det Frederik Tygesen, der satte sig centrum med en ekkovædet guitarsolo. ”My baby she’s gone” tog kegler hos publikum med fine soloer fra Oscar Martin Eriksen, Tygesen og Schack, alt sammen forankret i Jais Eriksens bundsolide boogie-basspil. Og på den rockende ”My baby likes to boogaloo” blev det Mathias Rindoms tur til at spille solo, og hans tromme-ekvilibrisme høstede stor jubel hos publikum.

Afslutningsnummeret ”Hard way” opfordrede til syng med-interaktion, og dén udfordring tog publikum imod. Endnu mere kontakt kom der imidlertid, da Frederik Tygesen bevæbnet med guitar og en lang ledning bevægede sig først ned mellem de dansende og derefter videre ud mellem publikum ved de opstillede caféborde.

Brydekamp

Snart fik Tygesen selskab af Mathias Rindom og hans trommestikker, og nummeret sluttede veloplagt med en decideret guitar-brydekamp mellem Frederik Tygesen og Søren Schack.

Big O & the Blue Quarters optrådte fra begyndelsen med den store spilleglæde og det forbilledlige sammenspil, man efterhånden forventer af dette band.

De tre solister var et stykke tid om for alvor at komme ud over rampen, men da det skete – og særligt Søren Schack havde rigtig gode øjeblikke – fik de til gengæld så godt fat i publikum, at de aldrig slap taget.

Et ekstranummer var selvfølgelig også påkrævet, og efter en swingende version af B.B. Kings ”Everyday I have the blues” var det en salfuld begejstrede og veltilfredse tilhørere, der kunne bevæge sig ud i den vejlensiske decemberaften.