Behageligt britisk bluesrock-brag på Dexter

Tekst og foto: Peter Widmer

Fredag den 19. oktober 2018 ramte den blot 26-årige, prisoverdængede britiske guitarkomet Laurence Jones og hans tre kompetente medmusikere Odense for første gang.

Laurence Jones med band spiller melodisk bluesrock, der er af en sådan kvalitet og karakter, at den bør nå langt flere ører end dem, bluesrock ellers rammer. Desuden skriver Laurence Jones 99 % af sit materiale selv, og dét står han sig mægtig godt ved.

Denne aften spillede Laurence Jones og hans orkester for 50 velvillige publikummer. Nogle var i forvejen bekendt med Laurence Jones og hans 5 cd’er lange skive-produktion.

Andre vidste ikke helt, hvem aftenens musikere var, mens andre igen lige havde snuset til Laurence Jones på YouTube, og ”Det lød sgu godt, så jeg måtte lige høre dem live,” som en publikummer sagde til Bluesnews.dk.

På pletten

Koncerten var berammet til at starte kl. 20.00, og med en lille forsinkelse var Laurence Jones på guitar og vokal, Bennett Holland på keyboards og kor, Gregory Smith på bas og trommeslageren Philip Wilson på pletten kl. 20.05.

Tidligere på året udkom det seneste album fra Laurence Jones og band, The truth, og naturligvis var der fokus på dette album under den ca. halvanden time lange koncert, kvartetten leverede i ét hug – plus det løse.

Således åbnede musikerne ballet med fire fine numre fra dette album, nemlig den bastant vuggende, melodiøse ”What would you do”, der blev fulgt af den kraftfulde ”Don’t let me go” med flot vokal- og korarbejde, hvor Laurence Jones endvidere brillerede med en fornem guitarsolo.

Den bastante ”Gone away” blev kickstartet af Gregory Smith med en fed bas-intro, Laurence Jones havde i dén grad wah-wah-pedalen i brug, og her var der power-bluesrock for alle pengene. Desuden fik man afslutningsnummeret på The truth – den smukke, vuggende ”Never good enough” med flot vokal-samarbejde mellem orkesterlederen og Bennett Holland.

Dårlig lyd

Der var hele koncerten igennem god kommunikation musikerne imellem og mellem musikere og publikum, men det var tydeligt, at det var musikken, der skulle tale.

Med disse fire indledende numre krydset af på bandets sætliste skulle man tro, at aftenens lydmand havde fået styr på lyden, der hidtil ikke havde været for god.

Både Bennett Hollands keyboardtoner og hans vokal var det ofte endog meget svært at høre, ja faktisk druknede denne fine musikers arbejde det meste af koncerten igennem. Kort sagt var der dårlig lyd.

Lyden var endda så elendig, at orkesterets road manager med rette følte sig foranlediget til at få sig et borgerligt ord med aftenens lydmand hele to gange.

Mobiltelefon

Trods disse to henvendelser til lydmanden blev lydforholdene ikke bedre, og bandets road manager kunne tilmed berette over for Bluesnews.dk, at da han kontaktede lydmanden, sad samme og var totalt opslugt.

Lydmanden var dog ikke opslugt af bandet eller sin mixerpult eller af sit arbejde som sådan, men af sin mobiltelefon!

Enhver garvet koncertgænger ved, hvor central en rolle en lydmand spiller. Enten er han konstant opmærksom, i kontakt med musikerne og laver god lyd, så publikum får sig en positiv koncertoplevelse, eller også laver han dårlig lyd til gene for både band og publikum.

Det sidste var præcis tilfældet denne aften, hvor man dog fint kunne høre både vokal og guitarspil, bassist og trommeslager, mens keyboardspil og korarbejde ved Bennett Holland mildest talt stod lidt uskarpt som indikeret ovenfor.

Endvidere skulle der også have været arbejdet mere med lilletrommelyden, der stod alt for skarpt i det samlede lydbillede.

Jimi Hendrix

Hvorom alting er, fik man som aftenens femte nummer Bob Dylans ”All along the watchtower” i en fin version, som Laurence Jones præsenterede med disse ord: ”This one goes out to one of my heroes”, nemlig Jimi Hendrix, som i høj grad gjorde dette nummer til sit helt eget.

I aftenens udgave var der tilmed indlagt afdæmpede passager, hvor man kunne høre keyboardet, og hvor Bennett Holland og Laurence Jones spillede godt op til og med hinanden, såvel som man fik en hørbar, udmærket keyboardsolo, mens guitaren var tavs.

I det hele taget var det hele koncerten igennem tydeligt, at man med de fire forrygende musikere befandt sig i selskab med et velsammenspillet orkester.

Samme mestrede med misundelsesværdig præcision at takle musikkens mange ofte uventede breaks, og der var god stemning på scenen aftenen igennem.

Tilbage

Der blev også grebet tilbage til det allerførste Laurence Jones-album med sammes titelnummer ”Thunder in the sky” fra 2012.

Her fremturede Laurence Jones med smukt guitarspil, og tilmed kunne man, når man spidsede ører, høre Bennett Hollands gode vokal og keyboardtoner.

Derefter var det tilbage til The truth, hvorfra man fik den smukke, blidt duvende ”Can’t go on without you”, der blev efterfulgt af den vokalprominente, relativt afdæmpede, men rock-prægede ”Fall from the sky” fra Laurence Jones-albumet Temptation fra 2014.

Den basdrevne, næsten funky ”Got no place to go” fra 2016 albummet Take me high fulgte, og her var Benett Holland på banen med en næsten hørbar, udmærket keyboardsolo.

Vokset

Laurence Jones er vokset både som guitarist, sangskriver og som vokalist, hvilket han blandt andet demonstrerede i næste nummer – ”Take me” – fra The truth, der som samtlige numre fremført denne aften blev leveret af et charmerende, koncentreret og uhyre velspillende band.

Orkesteret havde godt tag i publikum, og Laurence Jones satte sig under koncerten på scenekanten med sin guitar og spillede løs foran et begejstret pubilkum.

Desuden gav han flere gange opvisning i uortodoks guitarbehandling, hvor hans instrument ikke just blev holdt i traditionelle positioner.

Publikum blev blandt andet også trakteret med nummeret ”What’s it gonna be” fra 2015-albummet af samme navn samt den rå ”Live it up” fra Take me high, og der blev sluttet af med det spritnye singlenummer ”Fortunate son”.

På dette tidspunkt var der gået godt halvanden time, og den officielt berammede koncert var således slut.

Mere

Imidlertid ville publikum ville have mere, og det fik tilhørerne så i form af kompositionen ”I will” fra Take me high.

Ydermere satte kvartetten – bare lige for at demonstrere, at det er blues og rock, de spiller – på bedste vis punktum med en forrygende udgave af Bo Diddleys ”Before you accuse me” fra 1957, og så var klokken 21.42.

Laurence Jones og hans mere end habile medmusikere leverede et yderst behageligt bluesrock-brag og gav under denne koncert anskuelsesundervisning i, hvordan man skruer langtidsholdbare bluesrock-numre sammen og spiller dem live.

Numre, der er både melodiske og med kant på én og samme tid, og som bør have bred appel, uden at hverken blues- eller rockpolitiet har grund til at komme på banen.

Man gik fra Dexter i opløftet tilstand, men hvis Laurence Jones med band runder Dexter igen, må der en anden, nærværende og kompetent lydmand på banen, for hverken musikere eller publikum var tjent med den lyd, som manden ved mixerpulten præsterede under denne koncert.