Blues Alive Festival 2018 afviklet for fulde huse

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er nævnt)

Blueskartellet i Horsens står bag blues-, rock- og roots-festivalen Blues Alive, der løb af stablen den 29. september i optimale nye omgivelser.

Formanden for Blueskartellet, Carsten Mellson, var en glad mand, da Bluesnews fangede ham.

”Der er solgt 300 af 350 billetter i forsalg, så vi er meget optimistiske. Vores nye lokaler (Håndværkerforeningen) er fremragende, og folk, der kommer i dag, skal nok fortælle andre om arrangementet,” sagde Carsten Mellson og fortsatte:

”Her i huset har vi Café Scenen og Store Sal til afvikling af musikken, og der er en bar i tilknytning til hvert af de to lokaler. Så er der Det Røde Rum, hvor der er øl- og whiskeysmagning, salg af musik – vinyl, naturligvis – samt salg af hatte med mere. Café Scenen ligger i stueetagen, og Det Røde Rum ligger et par trin ned i tilknytning til Store Sal. Samme ligger på førstesalen, hvor der også er bar og garderobe.”

”Desuden er der på stueplan og på første sal masser af siddepladser, både i musiklokalerne og – på første sal – et dejligt hjørne med gode stole og sofaer, hvor man kan trække sig lidt tilbage, sidde godt, puste ud over en øl, en vand, en kop kaffe, eller hvad man nu drikker, og få sig en god snak, så vi er meget begejstrede.”

Udsolgt

Carsten Mellsons optimisme viste sig at være velbegrundet, for da Bluesnews.dk senere tjekkede i billetsalget, viste det sig, at festivalen var mere end udsolgt, da der var solgt de 350 billetter, det var tilladt at sælge. Det betød, at der var udsolgt, plus ”11–12 stykker mere,” som en af de to billetsælgere, der sad ”i døren,” udtrykte det.

Der var af Carsten Mellson givet permission til at sælge 50 billetter ud over de berammede 350 stk. Håndværkerforeningen må maximalt rumme 400 mennesker, men det antal, man sædvanligvis stiler efter, er 350 folk, af hensyn til brandforeskrifterne.

Blues Alive Festivalen blev sidste år, som forgængeren Horsens Blues Festival, afviklet på Horsens Ny Teater og det tilstødende KulisseLageret.

Imidlertid var folkene bag Blueskartellet blevet mindre tilfredse med forholdene dér, og flytningen til Håndværkerforeningen, Allégade 16a i Horsens, var en klar forbedring af festivalens rammer.

Lyden

Der er dog plads til forbedring, især hvad angår lyden under koncerterne. I Caféen i stueetagen var lyden mildest talt ikke optimal.

Hvis man ville have krystalklar lyd i ørerne, kom det i høj grad an på, hvor man placerede sig. Afhængigt af lytterens position i lokalet var lyden enten lettere mudret eller også nogenlunde acceptabel.

Måske ville det være en fordel, hvis musikerne ikke spillede så højt, som de gjorde, selv om det på intet tidspunkt var vildt generende, men det gik dog en smule ud over totaloplevelsen. Enorm lydstyrke var der dog på intet tidspunkt tale om, og lydtingene fungerede til tider næsten rimeligt med nogle justeringer.

Lyden i Store Sal var – spagfærdigt udtrykt – heller ikke problemfri, men til tider lykkedes det at skabe fine lydforhold. Store Sal blev oprindeligt konstrueret som teatersal, og således til mikrofonløs tale fra diverse skuespilleres side. Naturligvis skal lydfolkene lære at tackle de nye lokaler, og man kan se frem til, at dén sag er helt på plads, når Blue Alive Festival 2019 bliver afviklet.

Programmet

Det var et varieret program, Blues Alive Festival 2018 bød på, fra akustisk til højelektrificeret blues og det ind imellem plus det løse. Man blev således budt på ”blues, rock & roots.”

Lokale Jesper Bjarnesen var som under Blueskartellets tidligere festivaler konferencier og leverede desuden nogle mindre solosæt i foyeren på første sal. Ikke mindst blev Jesper Bjarnesen – til sin egen store overraskelse – udråbt som modtager af Blueskartellets ærespris.

Sædvanligvis afvikles de koncerter, Blueskartellet står for, punktligt. Det lykkedes da også i denne forbindelse til en vis grad. Uheldigvis skred programmet dog en smule i løbet af dagen, hvilket bevirkede, at man enten kom for tidligt eller for sent til koncertstart.

Eksempelvis måtte Bluesnews.dk forlade en glimrende koncert et par numre før afslutningen på samme for at fange det næste koncertnavn fra koncertstart kun for at konstatere, at samme var udskudt, men dét måtte man jo leve med.

Dagens program så på papiret således ud: Kl. 15: Michelle Birkballe med band, kl. 16.15: Kat & Co., kl. 17.30: Troels Jensen & Miriam Mandipira, kl. 18.45: Claes Yngström & Sky High, kl. 20.15: Ron Hacker, kl. 21.30: Dana Fuchs og kl. 23.15: Bruuns Blues Band.

Forrygende start

Kl. 15.01 bød Carsten Mellson velkommen i caféen, præsenterede Michelle Birkballe med band, og så var festen ellers i gang, for Michelle Birkballe med band gav med deres velsammensatte og yderst velspillede koncert festivalen en aldeles forrygende start.

Michelle Birkballe på akustisk guitar og karakteristisk hæs stemme, der er så fløjlsblød som ru sandpapir, Jacob Skytte på bas, Jakob Baumgartner på guitar og vokal, Josef Baumgartner på tangenter og vokal og Mads ”Tiny” Andersen på trommer er et virkelig stærkt, utroligt velspillende hold, og så kan charmerende Michelle Birkballe bare det dér med aldeles fin kontakt til publikum. Desuden er hun hudløst ærlig og har glimt i øjet og en ræv bag øret.

Iført Stetson-lignende hat indledte sangerinden med et varmt ”God eftermiddag. Vi skal spille en times tid for jer. Jeg har lige købt en hat ovenpå,” og dén klædte hende. ”Vi spiller lige en af de gamle først,” hvorefter fulgte den inciterende ”Down, down, down” fra den glimrende cd 2011.

Dernæst bedyrede Michelle Birkballe, at: ”Jeg spiller altså ikke ren blues, men også country, rock med mere. Bare så I ikke bliver ”chokkede.” Det var der vist heller ikke nogen blandt det yderst talstærke publikum, der blev, for folk var helt med fra start til slut og labbede med velbehag alle bandets toner i sig.

Fra 2011 fik man dernæst den glimrende ”Please give me a call” med fint korarbejde fra Baumgartner-brødrene, og folk klappede med. Her – og i udstrakt grad koncerten igennem – benyttede Mads ”Tiny” Andersen i øvrigt whiskers med fin effekt.

Spilleglæde

Hele orkestret udstrålede klar spilleglæde, og de store smil var fremme koncerten igennem – både på scenen og blandt publikum, der efter andet nummer af Michelle Birkballe blev spurgt: ”Kunne I tænke jer at blive præsenteret for mit orkester?” Dét kunne publikum, og det blev de så.

Den fine ”Leave me” fra Michelle Birkballes seneste cd 2018 (læs anmeldelse her) fulgte med en fin guitarsolo indlagt og flot korarbejde. Og hele koncerten igennem lagde Jacob Skyttes basspil en appetitlig bund i godt tandemarbejde med Mads ”Tiny” Andersen.

Den højenergiske ”I still play my guitar” fra 2018 samt endnu et fint nummer fra 2011, nemlig ”In care of the blues”, fulgte, men så afbrød Carsten Mellson forestillingen med et sang-ønske, som beredvilligt blev opfyldt i form af Al Greens ”Let’s stay together”, der blev fornemt sunget af Jakob Baumgartner, lejlighedsvis suppleret af Michelle Birkballes vokal.

Stående ovationer

Herefter fulgte en lille perlerække af numre som for eksempel den hårdtslående ”Pretty for you” fra 2018, og koncerten blev officielt rundet af med ”I could never sing the blues” fra samme fine album.

Imidlertid kunne publikum i den aldeles tætpakkede café ikke få nok, og til stående ovationer og taktfast klappen fra de storsmilende fremmødte folk måtte et ekstranummer på banen.

Dét blev ”Rock this party” fra 2018, så der blev sluttet af med gedigen rock og rul, som vor mor lavede den, og ikke et øje var tørt.

Michelle Birkballe med band tog det helt store stik hjem, idet de leverede en koncert, der vil stå som en af festivalens allerbedste musikalske oplevelser.

Forsinkelse

Bluesnews.dk styrtede derefter ovenpå, hvor Kat & Co.’s koncert viste sig at være forsinket 15 minutters tid.

Ventetiden udnyttede Bluesnews.dk dog til at få en kort snak med bandets meget venlige og imødekommende sangerinde Kathleen (Kat) Pearson om sammes musikalske udtryk.

Hvordan vil du karakterisere jeres musik? Jeg har gennemlyttet jeres to album, men synes, jeres musikform er lidt svær at få styr på.

– Tjah … jeg er fra Tennessee, men opholder mig ofte i Los Angeles. Mine forældre og mine forfædre plukkede bomuld, så de ved, hvad the blues er.

– Vores band bor i London, så vi blander traditionelle bluestoner med moderne lyd, hvor bas og trommer er prominente. Desuden inkorporerer vi jazz-elementer i vores musik. Vi prøver at tage bluesmusikken længere ud, end man er vant til.

– Jeg skal lige pointere, at vi ikke blander country-musik med blues, for vi bor jo i en storby. Det er der, vi hører til, og det er storbyen, som vores lyd primært er rundet af.

Anderledes

Kathleen, eller Kat, Pearson på vokal og diverse perkussion-instrumenter, Francesco Accurso på guitar og vokal, Federico Parodi på tangenter og lejlighedsvis mundharpe, Nick Owsianka på trommer, perkussion og vokal samt Marco Marzola på bas gik på scenen kl. 15.29.

Bandets instrumentalister er musikalsk veluddannede og alle fem musikere – inklusive Kat Pearson – har delt scene med blueskunstnere som for eksempel Lurrie Bell, Lil Jimmy Reed og Joe Louis Walker.

Alle siddepladser var optaget, og der var godt fyldt med folk på gulvet i Store Sal. Kat Pearson lagde ud med et ”Hello and welcome,” hvorefter bandet gik i gang med deres første nummer, Albert Kings ”Born under a bad sign”, der blev leveret i en noget anderledes version, end kompositionen sædvanligvis høres, med meget prominente trommer og bas.

Samme nummer er også indledningsnummer på orkesterets seneste cd, Blues is the new cool fra 2016. I det hele taget var der hovedfokus på numrene fra dette album.

Jazzede toner

Den vuggende ”Calling your name” – ligeledes fra bandets seneste album – fulgte, og nummeret indeholdt interessante temposkift. I øvrigt var lyden i Store Sal her helt i orden.

Den mørktonede ”Whiskey”, også fra Blues is the new cool, med Kat Pearson på tamburin mindede om bandets første nummer, og det mørktonede islæt var i det hele taget karakteristisk for Kat & Co.’s musik.

Det kneb dog med præsentationen af de enkelte numre, der var mere end sporadisk, så man skulle holde ørerne stive – eller være ligeglad med, hvad de enkelte numre hed.

Fjerde nummer var ”Not my fault” fra bandets første album – I Kat the blues fra 2013. Her var der masser af jazzede toner, især i mellemstykket, såvel som Francesco Accurso fyrede en gnistrende, jazzet guitarsolo af.

Søvndyssende

Så fulgte ”Shake it all away” – også fra Blues is the new cool – et søvndyssende, ligegyldigt nummer, mens “How blue” gav Kat Pearson lejlighed til at strække ud vokalt set.

I ”New spleen blues” hørtes Federico Parodi på mundharpe. Han er dog ingen mundharpevirtuos, og mundharpetonerne blev nærmet brugt som effekt, mens trommer og bas igen var fremherskende.

Dernæst hørtes den langsomme ”Selfish blues” – atter en skæring fra Blues is the new cool – med en lang vokalintro ved Kat Pearson samt til en afveksling ret diskrete trommer og bas.

Herpå kom turen til ikke verdens bedste version af bluesstandard-nummeret ”Every day I have the blues”. Her prøvede Kat Pearson at få publikum til at vifte med armene og klappe, hvilket kun lykkedes delvis.

Kedeligt

Den langsomme ”Make it rain” fra abummet I Kat the blues var næste nummer. En kedelig omgang i disse ører, men der var pæn applaus.

”City burn,” et nogenlunde funky nummer fra Blues is the new cool, var forholdsvis interessant med a cappella-sang og Kat Pearson på vaskebræt, som hun dog ikke direkte spillede på. Hun skrabede det kun en kende og anvendte vaskebrættet som effektapparat.

I ”Tired of tryin’” med Kat Pearson på tamburin og en god guitarsolo ved Francesco Accurso kom tingene en smule op i tempo, men i det hele taget lettede musikken ikke for Kat & Co. Flere gange tænkte man: ”NU letter det. NU sker der endelig noget,” men dét var ren ønsketænkning.

Her sluttede denne koncert for Bluesnews.dk, der måtte nedenunder for at høre næste koncert på Café Scenen.

Kat & Co.’s koncert var som helhed ikke overbevisende, og forsøget på at tage bluesmusikken længere ud, end man er vant til, lykkedes ikke. Det var svært at finde de blå toner i bandets musik, der var en underlig størrelse, hverken fugl eller fisk. Denne koncert indeholdt beklageligt nok ikke musik, der vil blive husket. Musikken røg ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Snak

I caféen var der rigtig godt pakket med folk til intimkoncerten med Troels Jensen (guitar, flygel og vokal) og Miriam Mandipira (vokal).

Kl. 17.40 lagde Troels Jensen ud alene på scenen med sin guitar, men først leverede han en god introduktion om afroamerikaneres liv og levned og især om bluesmusikeren Elmore James og hans tilværelse.

Dernæst fulgte Elmore James-klassikeren ”It hurts me too” i en glimrende udgave med fint slide-guitarspil og indfølt vokalarbejde.

Desværre var der alt for megen snak blandt publikum. Faktisk var det så grelt, at Troels Jensen følte sig foranlediget til at småråbe til en del ekstra snakkesalige og tilsyneladende musikligeglade publikummer: ”Undskyld, at jeg forstyrrer dernede!”

Nedbarberet

Dette hjalp dog ikke meget. Hvornår lærer folk at lade være med at snakke, når musikken spiller? Hvis folk hellere vil snakke end lytte – og lade dem, der ønsker at opleve musikken uden forstyrrende snak, gøre dét – kan de jo gå et andet sted hen.

Men dét var åbenbart ikke attraktivt for de mange snakkehoveder, hvis tilstedeværelse var temmelig ødelæggende for manges musikoplevelse.

Troels Jensen fik dog en smule ørenlyd og fortsatte ufortrødent med en alenlang, spøjs og interessant fortalt blueshistorie på dansk med guitarakkompagnement. Godt gået!

Og så kom Miriam Mandipira på scenen. Troels Jensen satte sig ved flygelet, og så fik man en fornem, nedbarberet udgave af Troels Jensen og Miriam Mandipira-kompositionen ”My love” fra deres funklende fælles-cd Careless love (læs anmeldelse her).

Mere snak

Også Miriam Mandipira følte sig foranlediget til at henvende sig til snakkehovederne blandt publikum med disse ord: ”Vær så venlige at tillade jer at nyde denne intimkoncert. Jeg håber ikke, at den er for stille for jer!”

Dette var en slet skjult, høflig måde at sige: ”Så hold da kæft!” på, og snakken forstummede da stort set også, så det næsten blev tåleligt.

”Call my name” fulgte, og Miriam Mandipiras store stemme skar på smukkeste vis igennem alt, mens Troels Jensen leverede diskret tangent-akkompagnement.

”Trouble in mind” fra Careless love var næste nummer med Troels Jensen ved flygelet, og et begejstret publikum klappede behørigt med.

Småfræk

Den herligt småfrække Spencer Williams-sang ”You’ve got to give me some” – populariseret af Bessie Smith – blev introduceret af Miriam Mandipira med glimt i øjet og med ordene: ”Jeg aner ikke, hvad hun synger om.”

I det hele taget havde Miriam Mandipira og Troels Jensen publikum for deres fødder. Med andre ord var der masser af ping-pong mellem de to musikere og den lyttende del af publikum, som der heldigvis var flere af end forstyrrende snakkehoveder.

”Nobody knows you when you’re down and out” af Jimmy Cox fik man også i en fin udgave. Nummeret findes også på Careless love.

Troels Jensen skifte nu tangenterne ud med sin guitar og sang Robert Johnsons “Come on in my kitchen” sammen med Miriam Mandipira. Også denne klassiker kan høres på de to kunstneres fælles cd.

Under fremførelsen af dette nummer sagde Miriam Mandipira til Troels Jensen: ”Få den guitar til at tale,” og dét gjorde Troels Jensen så med bravur, fint finger- og slide-spil.

Kasse

Da dette nummer var slut, smilede Miriam Mandipira sødt, pegede på en kasse med cd’er og sagde: ”Denne kasse indeholder det, at jeg kan få mig en ny kjole og et bidrag til min husleje.”

Med andre ord var dette en opfordring til publikum om at investere i nogle cd’er. Og dét gjorde de, i følge pålidelig kilde.

Dette oplevede Bluesnews.dk dog ikke, for efter Willie Dixon-klassikeren ”Spoonful” gik turen atter ovenpå, for koncerten med Sky High var lige om hjørnet i Store Sal.

Afslutningsvis skal det dog om Troels Jensen og Miriam Mandipira-koncerten siges, at de to leverede en aldeles fornem koncert, der var en sand fornøjelse – bortset fra for megen snak blandt publikum – og som vil blive husket længe.

Syret bluesrock

For dem, der har oplevet den svenske trio Sky High, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at dette band er synonymt med syret bluesrock.

Bluesnews.dk hørte Sky High for adskillige måner siden og var begejstret, så det var med ret store forventninger, at trioens koncert var imødeset.

Grundlæggeren af Sky High, guitaristen, sangeren og sangskriveren Claes Yngström, bassisten Arne ”Mr. Dynamite” Blomqvist og trommeslageren Marcus Källström gik på kl. 18.50, og der var tryk på fra starten.

At Claes Yngströms stemme virkede lidt slidt, gjorde ikke noget, for der var til gengæld tråd i lange baner. Første nummer var ”Going home”, og så var de musikalske kort smidt på bordet.

Sporadisk præsentation

Sky High er en størrelse, der hverken bruger sætlister eller finder det specielt nødvendigt at præsentere de enkelte numre, der ofte er lange, rigtig lange.

Kommunikationen med publikum halter også, i hvert fald gjorde den det under denne koncert, men sådanne bagateller beskæftigede man sig ikke med ”i gamle dage,” da tung bluesrock og syrerock for mange var en del af den daglige menu. Sky High må være arveligt belastet.

Uden et ord som præsentation gik musikken over i næste, hårdtpumpede nummer, og det var en fornøjelse at høre en bluesrock-trio, der leverede varen.

Tredje nummer blev heller ikke præsenteret, men det var Bob Dylans ”All along the watchtower”, som Jimi Hendrix udødeliggjorde, og det var selvsagt dén version, Sky High leverede, og det gjorde de godt, men nogen toppræstation var der ikke tale om.

Vokalt

Vokalt set var det Claes Yngström, der bar hele læsset, for hans medmusikere holdt sig til det instrumentale.

Publikum var absolut ikke ubegejstret, men ved koncertstart var der færre publikummer, end der var til Kat & Co.’s koncert. Imidlertid blev der fyldt godt op i Store Sal, efterhånden som Sky High-koncerten skred frem.

Efter et hårdtpumpet fjerde nummer henvendte Claes Yngtröm sig endelig til publikum efter sammes applaus med et ”Tack så mycket,” og så præsenterede han bandet.

Og sandelig, om ikke det følgende nummer blev præsenteret, nemlig ”Devil’s field”. Dette var dog en undtagelse. ”Devil’s field” indeholdt en fed, lang guitarsolo, og dem var der mange af under denne koncert.

Irriterende

Nummeret gled direkte over i et – igen irriterende nok – ikke præsenteret numer, der i lange passager var præget af kraftig brug af Claes Yngströms wah-wah-pedal, og tungt var det.

Igen manglede kommunikationen med publikum, og med de mange numre, der blev fyret af i ét langt hug, løb det hele efterhånden sammen i én stor gang syret bluesrock.

I denne tonemalstrøm blev det efterhånden svært at skelne det ene nummer fra det andet, men det hele blev klart leveret af et band, der kan sit kram, og publikum var godt oppe at køre af begejstring.

Jimi Hendrix spøgte igen, da Sky High spillede en version af ”The wind cries Mary”. Samme udgave var næsten tålelig, men man bør nok holde sig fra at emulere Jimi Hendrix, for det er nærmest umuligt.

Faktisk har verden kun oplevet én eneste guitarist, der omtrent kunne spille Jimi Hendrix-numre som Jimi Hendrix selv, og det var Stevie Ray Vaughan.

ZZ Top

At Sky High også er inspirerede af ZZ Top, kunne ingen være i tvivl om efter at have fået serveret to ZZ Top-agtige boogie-blues-numre mod slutningen af koncerten.

Dé kørte, og folk var begejstrede. Afslutningsvis præsterede Sky High et relativt afdæmpet nummer med smukt guitarspil og gode vokalpræstationer ved orkesterlederen.

Dermed fik man en behagelig afslutning på en koncert, hvor der ellers var masser af tryk på musikken.

Trods alt blev man udsat for et nogenlunde varieret repertoire, men musikken blev alt for monoton i det lange løb. Det er dog kun godt, at der er nogen, der står fast og holder liv i den syrede bluesrock.

Delta blues

Så var det tid til koncerten i caféen med amerikanske Ron Hacker and the Danish Hacksaws.

Den 72-årige guitarist, sanger og sangskriver Ron Hacker og hans to danske medspillere gav en formidabel opvisning i, hvordan man spiller delta blues, som Ron Hacker har gjort det på aldeles højspændt vis i rigtig mange år.

Sidste gang Bluesnews.dk hørte Ron Hacker & the Danish Hacksaws, bestod sidstnævnte af Niels ”Nello” Mogensen på bas og lejlighedsvis vokal samt den aldeles glimrende trommespiller Esben Bach, der er kendt fra Shades of Blue, som han spillede med i mange år, og fra Grarup Allstars.

Imidlertid har Esben Bach i al fredsommelighed valgt at droppe sin rolle som en ”Danish Hacksaw,” og i hans sted er nu den lige så garvede trommespiller Per Kolling at finde.

Makkerpar

Per Kolling er en yderst erfaren professionel trommespiller og perkussionist, der har spillet og indspillet med navne som Ester Brohus, Povl Dissing og legendariske Tintin og Hårtørrerne.

Hvad mere er, har Per Kolling dannet rytmegruppemakkerpar med Niels ”Nello” Mogensen i et andet legendarisk orkester, nemlig bluesbandet Kent Thomsen og de Dyre Drenge.

Med andre ord kender Per Kolling og Niels ”Nello” Mogensen hinanden særdeles godt, og dette var klart under denne koncert, hvor der tydeligvis var fin kommunikation mellem de to rytmefolk og såmænd også mellem disse og Ron Hacker.

Det er desuden ikke for meget at fremføre, at det har løftet denne trio, at Per Kolling er kommet med, for han er leveringsdygtig i et både swingende, pågående og kraftfuldt spil. Tilmed er Per Kolling en meget med- og indlevende trommespiller, der supplerer den hårdtarbejdende Niels ”Nello” Mogensens fine, spændstige basspil fortrinligt.

Kommunikation med publikum

Kommunikationen mellem Ron Hacker og publikum var absolut i orden, men det var evident, at det var musikken, der skulle tale, og dét gjorde den. Ron Hacker var dog ofte fremme i skoene med mangen en anekdote fra det virkelige liv, inklusive sit eget.

For eksempel præsenterede Ron Hacker et nummer om en af sine koner således: ”Nu vil jeg synge en sang om min første kone. Hun elskede alle mine venner – for meget!”

Så var der ellers slide-guitarspil i rå mængder hele koncerten igennem, både på en gammel akustisk guitar, en solid body-guitar og en hollow body-guitar, så gnisterne føg om ørerne.

I centrum var også Ron Hackers garvede stemme, der bar hans sanges ord på fineste vis, men han kunne også bjæffe, som da han i starten af koncerten syntes, at det var nødvendigt at henvende sig til nogle trælse snakkehoveder blandt publikum.

”Undskyld, at jeg forstyrrer dernede,” glammede Ron Hacker med lynende øjne og hævet stemme, og snakkehovederne tav eller dæmpede sig, i hvert fald for en stund.

Vuggede

Ron Hacker and the Danish Hacksaws spillede sig igennem 13 numre. Blandt andet fik man en fremragende udgave af Ron Hackers egen ”My bad boy” fra albummet Back door man i en lang, intens udgave, der virkelig fængede.

Fra samme album fremførte trioen også den herligt skramlede ”Two timin’ woman”. Lige efter dette nummer viste en stor, ja, virkelig stor af statur, mørklødet kvinde med langt sort hår sig foran scenen.

Iført rød og sort kjole, som hun svingede med, dansede hun med slet skjulte seksuelle undertoner og et dertil passende smil frem og tilbage foran scenen.

Ron Hacker var på dupperne, rejste sig halvt op fra sin stol og råbte ”Security, security!!” med et skævt smil.

Vagterne dukkede naturligvis aldrig op, så publikum fik sig noget af en oplevelse. Tilmed fik den store kvinde to kvindelige dansepartnere, så der var gang i den foran scenen, men musikerne spillede ret uanfægtet videre.

Stort bifald

Så var det tid til at gøre opmærksom på Ron Hackers medbragte varer, som han ærligt faldbød med disse ord: ”I’ve got CDs ’n’ DVDs ’n’ shit for sale. Gotta make some money!” Publikum kom da også til lommerne efter koncerten, og dét var godt.

Efter denne lille salgstale var det tid til en hæsblæsende version af Ron Hackers egen ”Big brown eyes”, der tog mange kegler hos det begejstrede publikum.

Det blev denne mindeværdige, fortrinlige koncerts sidste nummer, men publikum rejste sig op og gav Ron Hacker and the Danish Hacksaws et stort bifald.

Et ekstranummer var påkrævet, og dette blev endnu et Ron Hacker-nummer, nemlig ”Prison mind” fra albummet Burnin’. Dermed blev det endelige punktum for denne aldeles glimrende optræden sat.

Ikke én eneste publikummer kan være gået skuffet hjem efter denne tour de force af en anskuelsesundervisning i, hvordan man med få virkemidler, kunnen, indlevelse, gensidig opmærksomhed og respekt, forståelse og intuition kan få den ”simple” bluesmusik til at swinge som bare pokker.

Kort sagt: Det var edderhackermæ’ en aldeles blændende koncert.

Hovednavnet

Egentlig var det svært at rumme mere efter koncerten med Ron Hacker and the Danish Hacksaws, men pligten kalder, så Bluesnews.dk måtte selvfølgelig op i Store Sal til koncerten med festivalens hovednavn, den amerikanske sangerinde Dana Fuchs.

På vejen til Store Sal skulle den sidste sult dog lige stilles, så Bluesnews.dk investerede i en medister med brød og hele pivtøjet af det traditionelle tilbehør.

Der er dog plads til forbedring også på madfronten, for medisteren var mindre varm end lunken, og det tilhørende brød var koldt. Sådan må det ikke være, men vi stoler på, at der vil være varme pølser og varme brød på menuen under hele næste festival.

Som nævnt skulle koncerten starte kl. 21.30, men også her var der lidt forsinkelse på. Bluesnews.dk fik dog overværet en lille times tid af Dana Fuchs-koncerten.

Lille forskel

Bluesnews.dk hørte senest Dana Fuchs i Odense den 3. august i år, og under Blues Alive-festivalen 2018 kunne det hurtigt konstateres, at der var uhyggeligt lille – om nogen – forskel på hendes show i Odense og det, hun leverede denne aften, bortset fra at hun i Odense havde to blæsere med.

Dana Fuchs sagde nogenlunde det samme til publikum denne aften, som hun gjorde det i Odense, såvel som musikken stort set også var den samme.

Dana Fuchs markedsføres som blueskunstner, hvilket er noget af en tilsnigelse, for der er langt mere rock, end der er blues i hendes musik, når det kommer til stykket, og det gør det jo med jævne mellemrum.

At en kvindelig publikummer denne aften tilmed luftede sin mening om Dana Fuchs og hendes musik med disse fyndige ord: ”Sikke noget poplort!” kan man så mene om, hvad man vil. Det brede publikum virkede dog anderledes begejstret.

Vi tillader os at henvise til tidligere anmeldelse – læs her.

Bruuns Blues Band

Bluesnews.dk var nødt til at forlade Blues Alive 2018-festivalen ved 22.30-tiden, da der var et tog, der skulle nås.

Bluesnews.dk måtte således gå glip af det solide, lokale Bruuns Blues Band, der skulle give koncert på Store Scene kl. 23.15.

Til gengæld har Bluesnews.dk oplevet dette stabile Horsensnavn et par gange før. Læs for eksempel her.

Alt i alt må det siges, at årets vellykkede Blues Alive Festival kom hele det lovede musikspektrum rundt – ”blues, rock & roots” – i festivalens nye, behagelige og særdeles festival-velegnede lokaler.

Man kan så kun håbe, at festivalen også fremover bliver afviklet i Håndværkerforeningen, der er en fremragende lokation.