Tekst og foto: Peter Widmer
Lørdag den 17. november 2018 rammer Latvian Blues Band Vejle, hvor de atter spiller i Bygningen i regi af Bluesforeningen Crossroads. Sidste gang, det vitale orkester rundede samme sted, var den 8. oktober 2016, hvor Crossroads måtte melde udsolgt til deres koncert.
Et af Europas angiveligt bedste bluesbands kommer fra Riga, Letland, og hedder Latvian Blues Band. Latvian Blues Band spiller power blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style,” så det virkelig rykker. Tilmed er orkesteret garant for optimal publikumskontakt.
Med en smældende hornsektion, en guitarist, trommer, bas og en fin frontfigur i skikkelse af en vokalist/guitarist med en fremragende fornemmelse for udadvendt sceneoptræden kommer der virkelig gang i den ved hver eneste af deres koncerter. Latvian Blues Band er et glimrende orkester med en eminent bassist som ankermand, der som de andre orkestermedlemmer ved, hvordan tingene skal skæres. Og det bliver de så, med stor præcision.
Dette oplevede Bluesnews.dk første gang i Riga til den 14. udgave af European Blues Challenge. Her skilte Latvian Blues Band sig virkelig ud som et sprudlende, oplivende kvalitetselement, der i dén grad fik gang i tingene og i et totalt overrumplet publikum (læs her).
Latvian Blues Band, der har elleve cd’er, en live-dvd samt en spritny single bag sig, blev dannet for 17 år siden og har efterhånden spillet med mere end 200 blueskunstnere fra USA og andre lande. Ydermere blev den prominente amerikanske bluesguitarist Duke Robillard, der for nylig var omkring Danmark (læs her), så begejstret for orkesteret, at han medvirkede på bandets cd Unreal fra 2009.
Latvian Blues Band spillede som det første europæiske orkester overhovedet på Chicago Blues Festival. Det gjorde de i 2005. I 2008 kunne man desuden høre Lativan Blues Band på diverse blues-spillesteder i Chicago, hvor de blev endog meget vel modtaget.
Ydermere har Latvian Blues Band spillet masser af klub-jobs i Canada og har spillet på flere bluesfestivaler i samme land. Desuden har de i Danmark blandt andet optrådt på Frederikshavn Blues Festival – nu Blues Heaven – og i store sammenhænge i Kroatien, Grækenland, Polen og Spanien m.m. med ubetinget succes.
Latvian Blues Band er blandt andre påvirket af Albert King, Muddy Waters og Albert Collins, og bandets original-kompositioner spænder over New Orleans-“second line”-rytmer, rhythm & blues, soul og dyb Chicago blues. Orkesterets repertoire er således vidtspændende, og når de spiller live, er sætlister ikke noget, de benytter sig meget af. Hver koncerts repertoire afhænger nemlig af atmosfæren på det enkelte spillested, og ikke to koncerter er ens.
Det er dog helt sikkert, at man vil blive overvældet af bandets power blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style.” Der er med andre ord en særdeles spændende stund i vente, når Latvian Blues Band rammer Bygningen i Vejle den 17. november 2018, hvor aftenens publikum hos Crossroads kan se frem til en aldeles frapperende koncertoplevelse.
Latvian Blues Band er:
Janis “Bux” Bukovski: Guitar, sang
Marcis Kalnins: Bas-guitar
Rolands “Rolx” Saulietis: Trommer
Jonatans Racenajs: Guitar
Artis Locmelis: Sax, orgel, piano
Viesturs Grapmanis: Trompet.