Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)
Amerikanske Kenny Wayne Shepherd Band var hovednavn på den første aften ved Jam Days i Odense, onsdag den 2. august, hvor det fem mand store orkester spillede på en fyldt Amfiplads ved Brandts Klædefabrik.
Guitaristen Kenny Wayne Shepherd blev udråbt til et af bluesmusikkens store, hvide guitar-håb, da han albumdebuterede med Ledbetter heights tilbage i 1995 (samme år som Jonny Lang, i øvrigt). Siden er fulgt yderligere syv studieplader, hvor Kenny Wayne Shepherd har bevæget sig frem og tilbage i spektret mellem blues og rock. Seneste udspil er den spritnye Lay it on down.
Fræs på guitaren
Der var fræs på guitaren fra første nummer i Odense, ”Never lookin’ back”, en tung bluesrock-sag fra 2011-albummet How I go. Den blev fulgt op af ”True lies” fra Trouble is … (1997), og arbejdsfordelingen begyndte så småt at være klar:
Foto: Jakob Wandam
I front så man sangeren Noah Hunt, som med stort nærvær og naturlighed i publikumskontakten jonglerede med mikrofonstativet, når ikke han spillede rytmeguitar eller tamburin. Rundt om ham spankulerede Kenny Wayne Shepherd nonchalant og måske en kende distanceret, mens han sendte kaskader af drønende guitar ud over publikum.
De to spillede op til hinanden og sugede al opmærksomhed til sig, mens resten af bandet i begyndelsen virkede meget tilbagetrukket. Dette på trods af, at der var tale om sidemen med imponerende CV’er: Keyboardspilleren Joe Krown var i mange år fast mand bag Clarence ”Gatemouth” Brown, bassist Kevin McCormick har spillet blues med John Mayall og Keb’ Mo’ og California rock med Jackson Browne og David Crosby, og ikke mindst var Chris ”Whipper” Layton manden med trommestikkerne i Stevie Ray Vaughans Double Trouble.
En smule spinkel
Netop Stevie Ray Vaughan havde stået bag koncertens tredje nummer, ”The house is rockin’”, en boogie-blues, hvor Joe Krown lagde en bund af barrelhouse-klaver, mens Kenny Wayne Shepherd for første gang tog leadvokalen. Hans stemme er let nasal og en smule spinkel, men fungerede udmærket på et nummer som dette.
Der er dog ingen tvivl om, at Noah Hunt er en bedre sanger, hvilket han efterfølgende demonstrerede på rockballaden ”Hard lesson learned”, det første af tre numre i streg fra den nye Lay it on down. Miksningen af Hunts vokal havde nu også fundet det perfekte leje, og man kunne nu rigtig høre, hvilken god og fyldig stemme han har.
Kenny Wayne Shepherd overtog leadvokalen igen på rocksangen ”Baby got gone”, første single fra det nye album, og på den rock’n’roll’ede ”Down for love”.
Lidt for indstuderet
Hele tiden fyrede Kenny Wayne Shepherd den ene teknisk imponerende guitarsolo efter den anden af, stående i guitarheltens standardpositurer med gyngende hårpragt og iført læderjakke og camouflagebukser. Det virkede indimellem lidt for indstuderet, og man savnede den oprigtige interaktion mellem musikerne. Der lod stadig til at være et usynligt tæppe trukket ned mellem Shepherd og Hunt i front og det øvrige band i baggrunden.
Der begyndte dog at ske noget under det langsomme bluesrock-nummer ”Heat of the sun”. Her blev der plads til en meget lang guitarsolo, og det lod til at varme godt op under såvel Kenny Wayne Shepherd som publikum.
Bandet kvitterede med aftenens første rigtige blues, Elmore James’ ”Talk to me baby”. Nu var der pludselig Chicago-klubstemning, og et begejstret publikum fik både en fed bluessolo fra Kenny Wayne Shepherd og aftenens første klaversolo (desværre lidt lavt mikset) fra Joe Krown.
Større interaktion
Det åbnede for større interaktion bandet indbyrdes, og der var smittende stemning i deres fremførelse af ”Deja voodoo”, hvor Kenny Wayne Shepherd virkelig var i hopla. Den blev fulgt af ”Born with a broken heart” med Kevin McCormicks bas i en hovedrolle og ”Diamonds & gold”, en ikke helt vellykket flirt med funk og moderne r&b, der dog bød på fin brug af wah-wah-pedalen fra Shepherd.
”Nothing but the night” var næste nummer – ligeledes en ny sang, der havde en lidt kønsløs stadionrock-lyd, som dog fungerede fint som baggrund for en metallisk solo fra Kenny Wayne Shepherd.
Bluesfest
Som afslutning på det ordinære sæt blev der til gengæld budt til bluesfest med to B.B. King-numre, og det var tydeligvis noget, der stod Kenny Wayne Shepherd Bands kollektive hjerte nær. ”Jeg blev flasket op med blues,” fortalte bandlederen og fortsatte: ”Ikke alle vore sange er bluessange, men the blues er fundamentet i alt, hvad vi spiller.” B.B. King var en god ven af Shepherd, og både han og Hunt forstod at kanalisere kongens timing og frasering på henholdsvis guitar og vokal.
Kenny Wayne Shepherd indlagde små B.B. King-citater i sine soloer, men krydrede med skæve twists a la Buddy Guy og filtrerede selvfølgelig det hele gennem sin egen hæsblæsende bluesrock-stil. Efter en omgang klassisk B.B.-jump blues udviklede ”You done lost your good thing now” sig til en slow blues-jam med god plads til rytmesektionen og formidable soloer på både elklaver og –orgel af Joe Krown. Joe Hunts stemme strålede med kraft, pondus og timing, og Shepherd selv spillede stilfuldt, indfølt og med en fed bluestone. Det blev aftenens ubetingede højdepunkt og en perfekt foreløbig afslutning.
Ekstranumre
Ekstranumre skulle der dog selvfølgelig også være. Det første var ”Blue on black”, et semi-akustisk California rock-nummer fra Trouble is … , og så kom den: Jimi Hendrix’ ”Voodoo chile” virkede så oplagt, at man halvvejs forventede at høre det indledende guitarriff, hver gang der var en pause mellem numrene. Kenny Wayne Shepherd er en så åbenlys arvtager efter Hendrix, med sin ekvilibrisme, brug af effekter og bombarderende stil, at en coverversion af legendens psykedeliske blues-hit lå lige for. Og den fik da også på alle Jimi-tangenter med guitaren bag nakken og lange soloforløb, som måtte tilfredsstille selv den allersidste guitarhunger hos publikum.
På mange måder minder Kenny Wayne Shepherds tilgang til musikken om Hendrix’: Hans spil er på en gang råt og svulstigt, han er en tekniker af Guds nåde, og han lader sig ikke fastlåse af genrekonventioner eller publikums forventninger. Alligevel mærker man den største inderlighed, sjæl og spilleglæde, når han vender tilbage til udgangspunktet: the blues. Dét hører man på hans plader, og det fik publikum demonstreret til fulde på denne fine sommeraften i Odense.