Blues ‘n’ roots-bandet Live Bleeding Fingers, der har base i Århus, spiller deres første koncert på Fyn i Vollsmose Kulturhus. Kvartettens medlemmer er alle velanskrevne navne, der sammen skaber spændende musik med både finesse og nerve. Der er både blues, Springsteen og The Black Keys med mere i orkesterets musik. Live Bleeding Fingers kan opleves tirsdag den 8. oktober 2013, kl. 20 – 22. Billetter i forsalg på Kulturhusets hjemmeside til 40 kr. eller til 50 kr. i døren.
Live Bleeding Fingers har huseret på de danske spillesteder i nogle år. I 2007 blev orkesteret, der i starten var en trio, tildelt Møblomaniaprisen i regi af den velanskrevne forening B’Sharp – Silkeborg Rhythm ’n’ Blues Association.
Møblomaniaprisen er en af de væsentlige priser inden for blues/rootsmusikken i Danmark, og den gives til nye spændende danske blues/roots orkestre. Og det er publikum, der bestemmer, hvem der skal have Møblomaniaprisen, ikke et til lejligheden nedsat dommerpanel.
I 2008 kom debutalbummet ”Live Bleeding Fingers,” der primært er et regulært blues-album. ”Live Bleeding Fingers” fik absolut pæne anmeldelser, og et af numrene fra debutpladen er også udkommet på kompilationen cd’en “The Copenhagen Blues Sessions Vol. 4” fra samme år.
Der kom også godt gang i jobbene for orkesteret, der foruden at spille adskillige jobs som hovednavn også varmede op for store blues-stjerner som Johnny Winter og Louisiana Red.
Efterhånden blev Live Bleeding Fingers til en kvartet, og samtidig blev bandets musikprofil ændret fra blues til blues ’n’ roots. Dette afholdt dog ikke bandet fra at spille ”straight blues,” og i år har man eksempelvis kunnet høre Live Bleeding Fingers sammen med Mississippi-guitaristen Travis Haddix på flere danske spillesteder.
Indspilningsmæssigt blev debut cd’en fulgt op af albummet ”Peaceful Man” i 2012, og her møder man et alsidigt orkester, der viser sig at have langt større spændevidde end de demonstrede på deres debut-cd.
”Peaceful Man” består af selvskrevne sange samt en enkelt fortolkning af det klassiske nummer ”High Heel Sneakers”, og orkesteret valgte helt bevidst at arbejde sammen
med folk, der har andre musikalske referencer end dem selv.
Samarbejdet med amerikaneren Neill C. Furio (Marie Frank, Boat Man Love), Dennis Ahlgren (Tina Dickow, Vincent Van Go Go) og Aske Bode (Hymns From Niniveh m.fl.) resulterede således i en samling sange, der holder fast i bandets baggrund, men samtidig giver et bud på, hvordan moderne roots og blues musik kan lyde. Blues er fundamentet, men inspiration er også hentet i roots- og rock-musik fra de tidlige 1970’ere samt for eksempel The Black Keys.
”Peaceful Man” fik flere anmelderroser med på vejen.
Orkesterets fire medlemmer har mange jern i ilden ved siden af Live Bleeding Fingers. Guitaristen og sangeren H. C. Bugge danner f.eks. duo med et af dansk blues-musiks mest garvede navne, guitaristen Kenn Lending. Trommeslageren Eddi Jarl, der også synger kor, spiller blandt andet med Michelle Birkballe, keyboardmanden Rasmus Steenholm har for eksempel sit eget orkester og cd’er i eget navn bag sig, og bassisten Joakim Øster har blandt mange andre spillet med Gnags.
Hvis du er til blues, til Springsteen og til The Black Keys med mere, kan du med sindsro stifte bekendtskab med Live Bleeding Fingers ved deres koncert i Vollsmose Kulturhus.
Læs mere på Vollsmose Kulturhus hjemmeside og hos Live Bleeding Fingers