Af Jakob Wandam
”Ja, Fessor? Han elsker blues!” sagde jazzentusiasten Jørgen Nelbik engang til denne anmelder under en snak på spillestedet Charlie Scott’s i København. Og det bekræfter basunisten og bandlederen Ole ”Fessor” Lindgreen da også selv i Søren Frosts og Thomas Vilhelms nyskrevne biografi.
Undertitlen på bogen Fessor er ”65 år i jazzens tjeneste”, og det er ingen overdrivelse at kalde Ole ”Fessor” Lindgreen en dansk jazzlegende. Men også for den danske bluesscene er Fessor en vigtig skikkelse. Måske ikke af helt så åbenlyse årsager, men der bør ikke herske tvivl om, at Fessor’s Big City Band, som han drev fra 1968 til 2003, var instrumentalt i udbredelsen af rhythm & blues i Danmark.
Ud over de mange, mange jazzkoryfæer, som Fessor har spillet sammen med, har han delt scener og studier med blues- og boogie-woogie-legender som ”Champion” Jack Dupree, Sammy Price, Jay McShann og Axel Zwingenberger, og den dag i dag er det ikke usædvanligt at høre Fessor spille sin blues-trombone på for eksempel Mojo Blues Bar i København sammen med navne som Esben Just, Hans Knudsen eller Chris Copen.
Jazzhistorie
Først og fremmest indtager Fessor dog en central plads i den danske jazzhistorie fra midten af forrige århundrede og frem til i dag, og herfra har han haft et godt udsyn til den musikalske udvikling og de mange farverige personligheder, der har præget den.
Fessor
Foto: Jakob Wandam
Dem fortæller Fessor om i anekdoteform, og Søren Frost og Thomas Vilhelm har så har samlet de mange erindringshistorier og præsenteret dem som en fortløbende fortælling, der beskriver Fessors liv og karriere.
Søren Frost er selv musiker og kendes især som trommeslager i DR Big Band og SP Just Frost. Fessor er hans første bog. Thomas Vilhelm spiller også trommer, men har markeret sig som kulturskribent og har for eksempel skrevet Rock & stjernestøv (2021) om Sweet Silence-studierne sammen med Flemming Rasmussen og kulturessaysamlingen Kulturen i karantæne (2020).
Fessor er en glimrende og morsom fortæller, der husker en imponerende mængde detaljer. For musiknørder er det guf at høre om alle disse musikere, koncerter og indspilninger, og for denne anmelder var bogen utrolig hurtigt og let læst. Er man ikke musikentusiast, er man nok mindre tilbøjelig til overhovedet at tage bogen ned fra hylden, men Fessor er også et tidsbillede, der tegner livet på jazzklubberne og Nyhavn-værtshusene i en svunden tid.
Så levende som Fessors anekdoter ellers er, kan det dog nok være lidt overvældende med det meget navnestof, hvis man ikke har en referenceramme at sætte personlighederne ind i.
Barndomsårene
Ole Lindgreen, der har lydt navnet ”Fessor” siden barndomsårene (fordi han bar briller), voksede op i en missionsk arbejderfamilie, hvor der ikke blev set med milde øjne på hans musikerambitioner. Fessor kom nu snart i gang med jazzen og lavede sin første indspilning i 1956. Den traditionelle jazz nød stor opmærksomhed i 1950’ernes og 60’ernes København, og Fessor spillede blandt andet med Ricardo’s Jazzmen.
Fessor
Foto: Jakob Wandam
Fessor var dog ikke tilfreds med blot at spille trad jazz. Han dannede Fessor’s Big City Band, som brød en del uskrevne regler ved at inkorporere stærkere elementer af blues (samt funk m.m.) og instrumenter som mundharpe, elbas og guitar. Fessor gad ikke genresnobberiet og var i stedet inspireret af New Orleans-musikernes grænseoverskridende tilgang til stilarterne.
Inspirationen blev kun stærkere, efter at Fessor i 1991 for første (men absolut ikke sidste) gang besøgte New Orleans. Det blev begyndelsen på en lang kærlighedsaffære med halvmånebyen og dens musikere, der tog Fessor til sig som en af deres egne. Han har optrådt og indspillet adskillige plader i byen med både lokale og danske stjerner.
Fessor’s Big City Band blev uhyre populære, også blandt publikummer, som normalt ikke lyttede til jazz. Og Fessor og hans musikere indspillede med alskens navne på den danske populærmusikscene, blandt andre Gasolin’, Gnags, Povl Dissing & Benny Andersen og ungdomsvennen Leif Sylvester, for blot at nævne nogle få.
Siden blev Fessor træt af rollen som kapelmester og søgte i stedet sin muse i andre samarbejder. Det har mange både jævnaldrende og yngre musikere nydt godt af, og Fessor er om nogen New Orleans-musikkens grand old man i Danmark. I dag har Fessor igen sit eget orkester, Fessor and his Jazz Kings, som består af Jakob Dinesen (saxofon), Peter Marrott (trompet), Chris Tanner (klarinet), Morten Ærø (trommer) og Jens Sølund (bas). De spiller på hans seneste album, Glad to be here, som udkom tidligere i år.
Interviews
Fessors egen fortælling fylder cirka den første halvdel af bogens 295 sider. Den anden halvdel består dels af interviews med nogle af Fessors nærmeste – familiemedlemmer og gamle og nære venner – dels af hilsener og minder fra kolleger i ind- og udland.
Fessor
Foto: Jakob Wandam
De tegner et sympatisk billede af Fessor, men rent faktuelt bidrager de ikke med meget, som ikke allerede fremgår af Fessors egne erindringer. En del af hans anekdoter bliver således bekræftet af de involverede. Det er hyggeligt nok, men der er klart mest gods i bogens første del, og disse vidnesbyrd fra vennerne virker en smule overflødige.
Der er også en diskografi bagest i bogen, og selv om den ikke foregiver at være komplet, er den imponerende omfangsrig. Der er ikke tale om en klassisk jazz-sessionografi med angivelse af besætninger og takes – en sådan kunne nok fylde et helt bogværk i sig selv – men en særdeles anvendelig kronologisk liste, som nok kan inspirere til videre lytning.
Og det er i virkeligheden noget af det fornemste, man kan sige om en musikerbiografi som Fessor: Når man læser disse underholdende erindringer, får man lyst til at finde pladerne og høre musikken!