Bombino triumferede i København

Tekst: Jakob Wandam
Foto og film: Edith Tamayo

Ørkenblues-musikeren Bombino fra Niger kunne fredag den 31. august opleves på spillestedet Alice i København. Bombino (hvis navn med tuaregernes alfabet skrives ⴱⵓⵎⴱⵉⵏⵓ) lyder det borgerlige navn Omara Moctar og har udgivet seks plader, fra han debuterede med sin Group Bombino og albummet Guitars from Agadez, vol. 2 i 2009.

Det store, internationale gennembrud kom med den Dan Auerbach-producerede Nomad i 2013, og siden har Bombino været at betragte som et af verdensmusikkens og ikke mindst ørkenbluesens hotteste navne. Hans seneste album, Deran, udkom tidligere i år til fornemme anmeldelser.

Udsolgt

Det var således et totalt udsolgt Alice på Nørrebro, der kunne byde velkommen til kvartetten bestående af Youba Dia på bas og kor, Corey Wilhelm på trommer, Illias Mohamed på rytmeguitar og kor og Bombino selv på leadguitar og –vokal.

De byggede koncerten kløgtigt op, så den begyndte afdæmpet og kontinuerligt steg i tempo, lydstyrke og intensitet. De første tre numre blev spillet overvejende akustisk med Corey Wilhelm på djembe og Bombino på akustisk guitar.

Bombino tryllede på guitaren, og det var en fornøjelse at se hans fingre danse på gribebrættet eller slå rytmen på guitarkroppen. Selv kiggede han mest ned i gulvet og virkede genert, for ikke at sige selvudslettende, men glæden ved musikken var ikke til at tage fejl af.

Vokalen lå i begyndelsen lidt vel lavt – ikke at der var mange blandt publikum, der kunne forstå teksterne på tamashek alligevel – men det hjalp, efterhånden som koncerten skred frem, og Bombino begyndte at virke mere selvsikker i sin fremtoning.

Tuareg

Bombino tilhører tuareg-folket, hvis musikalske traditioner er blevet udbredt til store dele af verden ikke mindst takket være bands som Tinariwen, som har været stilens ukronede konger gennem det sidste årti eller så.

Musikken har et tydeligt slægtskab med den amerikanske blues, som den høres i Mississippi-deltaet og særligt det nordlige Mississippi hill country.

Bombinos guitar-rundgange og insisterende beat placerede ham solidt i denne tradition, men samtidig havde han ofte en vuggende, tilbagelænet reggae-rytmik.

Illias Mohamed på diskret knirkende rytmeguitar og elegant embellishment tilføjede musikken fine nuancer, og i det hele taget var det et formidabelt band på alle poster.

Efter de tre første numre skiftede Bombino til elektrisk guitar, og Corey Wilhelm bevægede sig fra djemben til trommesættet. Med ”Oulhin” fik musikken nu et stærkere rockpræg, og Wilhelm var en virkelig ihærdig – og fremragende – trommeslager, som sammen med Youba Dias basgange satte godt gang i salen.

Ekvilibristisk

Youba Dia stod for al direkte kommunikation med publikum og adresserede salen med et ”Godaften!” Bombino lod derimod musikken tale og begyndte at ryste flere og flere energiske guitarsoloer ud af ærmerne på sin hvide kjortel.

Dias tunge bas lagde det ene fede groove efter det andet, over hvilket Bombino kunne spille mere og mere ekvilibristisk og holde tilhørerne på tæerne med overraskende akkordskift og spring i tempo og tonearter.

Det var nu også et særdeles modtageligt publikum, som kunne synge med på overraskende store dele af repertoiret. Dette indeholdt sange i hvert fald tilbage fra Agadez (2011) og naturligvis frem til det aktuelle album Deran.

På den funky ”Tehigren” – netop fra det nye album – var der decideret fællessang, igangsat af en Youba Dia i højt humør, og Bombino fraserede over Alice-korets messende ”Immey, Immey”.

Udadvendt

Hovedpersonen blev også mere og mere udadvendt i sin mimik og gestik, og samtidig blev de instrumentale passager længere og længere. Sammenspillet mellem de fire musikere var som hånd i handske, og effekten udeblev da heller i salen, som vuggede, dansede, klappede og jublede, hvilket bragte de store smil frem hos bandet.

 

Bombinos teknik var sublim. Snart var det inciterende trioler, snart melodisk, Mark Knopfler-inspireret spil, han præsterede. Man hørte en smule af Derek Trucks’ klagende tone, og på nærmest ubegribelig vis kunne Bombino frembringe den smukkeste slide-lyd – uden brug af slide!

Hen imod slutningen af koncerten blev der også plads til soloer fra kvartettens øvrige medlemmer. Corey Wilhelm måtte smide brillerne inden sin højenergiske enmandspræstation, og særligt Youba Dia imponerede med en solo, der gik fra det nærmest psykedeliske til funky slap bass i hæsblæsende tempo.

Det stadigt stigende tempo og energiniveau piskede stemningen helt op, og ekstranumrene blev et decideret triumftog. Bombino og hans fremragende medmusikere kom, så og sejrede i de cirka halvfems minutter, koncerten på Alice varede. Ørkenbluesen har en ny bejler til tronen.