Boogie-woogie og blues i Køge

Lasse E. Jensen

Lasse E. Jensen

Den nu 7. årlige boogie-woogie-koncert vender atter tilbage til Køge og Hotel Comwell Køge Strand. Det sker lørdag den 18. februar kl. 19.30.

Denne gang har Lasse E. Jensen fået en af Danmarks bedste og nok kendteste pianister, Esben Just, og sin mangeårige ven, bluespianisten Patrick Smet fra Belgien, til at betjene de to flygler.

De tre pianister vil byde på original boogie-woogie, blues og jazz, ligesom de vil præsentere egne numre. Traditionen tro vil der blive improviseret boogie-duetter på stedet.

Pianisterne vil blive ledsaget af en rytmegruppe bestående af den erfarne trommeslager Bertil Pyndt-Jonsén og hans talentfulde bror Gustav Pyndt-Jonsén på kontrabas.

Esben Just er altid garant for en swingende, opløftende og underholdende koncertoplevelse med musikalsk overskud, medrivende hooks og fællessang.
Esben er Danmarks nok bedste New Orleans-pianist og -sanger, og er kendt som manden med det gyngende flygel og den pågående stemme.

Patrick Smet fra Belgien er et velkendt ansigt på den europæiske boogie- og bluesscene, først som ivrig entusiast og siden hen som formidabel fortolker af blues. Siden han for få år siden forlod arbejdsmarkedet, har han udviklet sig fra at være deltager ved boogie-jamsessions til at være optrædende pianist på internationale festivaler i USA, England og flere europæiske lande.

Lasse E. Jensen er ved at etablere sig som en af Europas bedste boogie-woogie-pianister og har gennem snart 10 år optrådt i ni europæiske lande samt ved en række jazzfestivaler i Danmark. Sideløbende med boogie-woogien er han kandidatstuderende på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Se detaljer om arrangementet og køb billetter her.