B’Sharp i Silkeborg præsenterer forårets program

I Silkeborg er bluesforeningen B’Sharp ved at være godt og grundigt klar til forårssæsonen.

Fra januar og frem til midten af maj er seks koncerter, en åben bluesjam og B’Sharps generalforsamling nu programsat.

Alle koncerterne finder sted på Rampelys, Bindslevsplads 6 i Silkeborg.

Levende legende

Første begivenhed på programmet er Åben Blues Jam med Uffe Steen, som løber af stablen den 28. januar. Uffe Steen er en levende legende i dansk blues og jazz, og ved Danish Music Awards Blues 2017 blev han den første modtager af Årets Blues Livepris (læs her).

Uffe Steen
Foto: Frank Nielsen

63-årige Uffe Steen har medvirket på over 70 cd’er. Ud over plader i eget navn har han indspillet som medlem af bl.a. Grarup Allstars, Organic3, Blue Junction og Shades of Blue, lige som han er en hyppigt anvendt studiemusiker.

Som sådan medvirker han på plader med Jens Jefsen, Valdemar Rasmussen Trio, Indra Rios-Moore, Rasmus Stenholm, M.C. Hansen og mange flere.

Uffe Steen har udgivet flere lærebøger og underviser blandt andet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han er kendt som en alsidig guitarist, der har sin egen unikke spillestil og bluesmættede udtryk. Han bevæger sig ubesværet i grænselandet mellem jazz, blues og rock m.m.

Koryfæ

Den 9. februar byder B’Sharp velkommen til Nalle and his Crazy Ivans feat. Søren Rislund. Det betyder blues- og roots-musik i sin reneste og ædleste form, når koryfæet Nalle lader sin smukke og følsomme soul-stemme lyde ud over Rampelys.

Nalle
Foto: Frank Nielsen

Han er omgivet af musikerne Ivan Sand (guitar) og Henning Kaae (guitar), der begge skærer ind til benet og storswinger hele vejen ned til tåspidserne, når Nalle synger the blues.

Søren Rislund købte sin første mundharmonika (brugt) i starten af 1960’erne, da en livslang kærlighed til bluesmusikken havde fået tag i ham. Siden henslæbte han 40 år med at levere gode og kvalificerede grin til danskerne i komikerduoen Monrad & Rislund. Men blues-harpen var med ham hele vejen, og siden 2017 nyder han til overmål at levere den, hvor den virkelig passer og værdsættes: hos Nalle and his Crazy Ivans.

Rislund medvirker også på Nalle and his Crazy Ivans’ seneste album, Crossroad, der udkom i 2017 (læs anmeldelse her).

Silkeborgs ældste bluesband

Den 10. marts er Silkeborgs ældste bluesband tilbage, når Buffalo Woman Blues Band står klar på Rampelys efter en pause på et lille kvart århundrede.

Buffalo Woman Blues Band

Musikerne i Buffalo Woman Blues Band – der hovedsageligt har base i Silkeborg – har brugt det sidste års tid i øvelokalet for at blive klar til denne revival-koncert. De har dog spillet til anden side i mellemtiden:

Mundharpemanden Thomas Melau kan f.eks. høres på Big Creek Slims seneste plade, og forsanger Iens Simonsen har slået sine folder i bandet Paragraph8ight, der udgav albummet Dan gone west i 2016 (læs anmeldelse her).

Buffalo Woman Blues Band lover en aften med blues, boogie og rock ’n’ roll.

Egen lyd

Den 31. marts afholder B’Sharp generalforsamling, og ved samme lejlighed er der koncert med det randrusianske band The Cornfeds.

The Cornfeds
Foto: Frank Nielsen

The Cornfeds tager udgangspunkt i 30’ernes og 40’ernes amerikanske bluesmusik, men har skabt deres egen lyd med selvkomponerede sange og et sonisk landskab præget af instrumenter som resonator-guitar, vaskebræt, blikkopper, skeer, march-stortromme, mundharpe, halv-akustisk guitar og bas.

Bandet albumdebuterede i 2016 med en selvbetitlet cd, der bl.a. høstede stor ros fra Bluesnews.dk (læs anmeldelse her). Samme år vandt de Danish Blues Challenge og repræsenterede Danmark ved European Blues Challenge i Horsens det efterfølgende forår.

The Cornfeds har siden spillet på mange af landets bluesscener og –festivaler.

Eneste koncert i Danmark

Den 14. april lægger Rampelys i Silkeborg scene til Mississippi Heats eneste koncert i Danmark. Mississippi Heat er et Chicago-baseret bluesband, hvis musikalske stil har rødder i Chicagos gyldne 50’er-lyd, stærkt inspireret af bluesgiganter som Muddy Waters, Jimmy Rogers, Jimmy Reed, Little Walter, Sonny Boy Williamson og Junior Wells.

Mississippi Heat

Bandet har eksisteret siden 1991 med skiftende besætninger, men altid centreret omkring bandleder og mundharpespiller Pierre Lacocque.

Mississippi Heat har haft adskillige forsangere, og fra 2001 til 2017 hed frontfiguren Inetta Visor. Efter en hård sygdomsperiode blev Visor i 2017 afløst af en anden fremragende sangerinde, Carla Stinson, som allerede har gjort sig positivt bemærket bl.a. på Lucerne Blues Festival i Schweiz.

Mississippi Heat har over 25 år udgivet 12 album, seneste Cab driving man fra 2016. Flere af deres plader har modtaget priser som “Best Chicago Blues CD of the Year” og “Best Blues Production”. Bandet har turneret i US, Canada, Europa og enkelte ture i Sydamerika, og optrådt på store festivaler over hele verden.

Blues-sammenkomst

Vega/Strauss Band er en sjældent international blues-sammenkomst, og guitarfans bør notere den 27. april i kalenderen.

Tony Vega og Kai Strauss

Tony Vega, født i Chicago og opvokset i Houston, Texas, tager dig med fra roadhouse blues på de texanske juke joints til American roots og rock ’n’ roll. Og som det ikke skulle være nok, har Vega allieret sig med en af Europas allerbedste guitarister, den fra Tyskland stammende Kai Strauss.

De to musikere har deres aktuelle albums, henholdsvis Black magic box og I go by feel, med i bagagen, når de gæster B’Sharp og Rampelys i Silkeborg. Med sig har de desuden en bundtrutineret rytmesektion i skikkelse af Mads “Tiny” Andersen (Mike Andersen Band, H.P. Lange Band, Michelle Birkballe Band) på trommer og Henrik Poulsen (Live Bleeding Fingers, Pocket Players) på bas.

Guitarmester

Junior Watson er noget af en levende blueslegende. Med næsten 40 års erfaring og med mere end 60 pladeudgivelser i bagagen har guitarmesteren opnået nærmest kultstatus, og den 12. maj er han tilbage i Danmark og Silkeborg.

Junior Watson
Foto: Peter Widmer

Junior Watson har opnået, hvad alle store musikere gør, nemlig at mikse forskellige stilarter og gøre dem til sin helt egen. Med påvirkninger så forskellige som Robert Jr. Lockwood, Jimmy Rogers, Eddie Taylor, Guitar Slim, Earl Hooker, Tiny Grimes, Oscar Moore, Bill Jennings, Rene Hall og andre har han skabt en af de mest unikke og originale guitarstilarter i de seneste mange år.

Watson er født og opvokset i Californien og var fast medlem af Canned Heat fra slutningen af 80’erne til midten af 90’erne. Han var også med til at danne Rod Piazza & the Mighty Flyers. Her var han en fremtrædende figur i 11 år.

Siden 1981 har han som nævnt sat sit præg på over 60 plader og har udgivet tre album i eget navn. Hans liste tæller bl.a. indspilninger og optræden med Big Mama Thornton, George “Harmonica” Smith, Jimmy Rogers, Luther Tucker, Charlie Musselwhite, William Clarke og Kim Wilson.

Hvis du er til jump, jive og swing blues med en af nutidens bedste bluesguitarister, så er Junior Watson noget for dig.

Læs mere om koncerterne, herunder spilletidspunkter, billetkøb og praktiske oplysninger på B’Sharps hjemmeside.