Carl Sonny Leyland varmer op til pladeindspilning med danske stjerner

Af Jakob Wandam

Som tidligere beskrevet her på Bluesnews.dk er den engelsk-amerikanske pianist Carl Sonny Leyland p.t. i Danmark, hvor han er i fuld gang med en række koncerter i forskellige konstellationer.

Ydermere går Carl Sonny Leyland i studiet på søndag, den 1. april, for at indspille et album sammen med Big Creek Slim Band, og inden da varmer de op med en koncert på Bartof Station på Frederiksberg lørdag den 31. marts.

Besætningen ved det, der promoveres som Carl Sonny Leyland & Friends, er Big Creek Slim, Troels Jensen, Peter Nande, Jaska Prepula, Mikko Peltola og naturligvis Carl Sonny Leyland.

Det album, der skal indspilles om søndagen, er i øvrigt en af hele fire planlagte pladeudgivelser med Big Creek Slim.

De øvrige plader, der er på bedding fra Big Creek Slims side, er et duo-album med Rodrigo Mantovani fra brasilianske Igor Prado Band, et live-album med Big Creek Slim Band optaget i Silkeborg og Frederikshavn og et album med bl.a. Diunna Greenleaf og en blæsersektion.

Koncerten på Bartof Station foregår altså lørdag den 31. marts kl. 21, og billetter kan købes her.