Anmeldelse: Jake Green Band: Plugging in (DME 11064)

Af Jakob Wandam

Plugging in er Jake Green Bands første studiealbum og en opfølger til debuten Live @ Malmö Festival 2011. Bandet består af Jake (Jakob) Green på guitar og vokal, Jens Simonsen på bas og Hans Rosenberg på trommer, og der er således tale om et klassisk power trio-setup, indimellem suppleret med organisten Lasse Storgaard. Jake Green har stået for musik og tekst på 11 af pladens 12 skæringer; den sidste (”I want”) lægger Rosenberg navn til.

Gruppens primære udtryk er en bundsolid rocklyd med rytmesektionen langt fremme i lydbilledet, som skiftevis giver mindelser om 1970’ernes, 80’ernes og 90’ernes bluesrock. Navne som The Jeff Healey Band og Gary Moore falder denne anmelder ind, og det er bestemt ikke de værste sammenligninger, man kan forestille sig. Men at Jake Green har lyttet til Hendrix, lader sig heller ikke skjule.

Den tunge, riffbaserede bluesrock fylder således meget på Plugging in. Et fornemt eksempel er ”Still hung up on you”, hvor der ved gud ikke er mange dikkedarer, men fremdriften er nærmest uimodståelig, og Jake Green får vist med en kort, kraftfuld guitarsolo, hvordan den slags skal skæres.

I ”When the morning comes” kammer det i perioder næsten over i heavy rock, men så lykkes det alligevel Green & co. at tøjle nummeret, ikke mindst i kraft af en bluesy guitarsolo. Også ”Don’t hang your head” starter faretruende nær en AC/DC-pastiche, men tager så en anden drejning, da vokalen sætter ind med nogle Crosby, Stills & Nash-lignende melodigreb i verset for så at overraske igen med et Pearl Jam’sk omkvæd.

Jake Green Band skal med andre ord ikke beskyldes for ensformighed. Lyttere, der foretrækker deres blues traditionel, vil glædes over ”Can’t prove a thing”, en swingende, humoristisk West Coast-blues a la Little Charlie & the Nightcats. Og swing er der også i det let jazzede groove, der præger ”One night stand” – en Ronnie Earl-lignende sag, hvor Hans Rosenbergs trommestikker danser sig frem, og også Jens Simonsens bas får sin plads i solen.

Jake Green spiller en muskuløs, rocket guitar, og han kender sin besøgelsestid, så hans soli bliver velkomne afbræk og aldrig når at blive trættende. Der er ingen tvivl om, at han besidder de tekniske færdigheder, men han falder aldrig for fristelsen til bare at overlæsse lytteren med guitar-lir – han fortjener ros for sin økonomiske sans.

Allerbedst er Jake Green dog i en slow blues som åbningsnummeret ”Got to get you out of my head”, der er pladens bedste skæring og en fætter til Gary Moores fortolkning af Duster Bennetts ”Jumping at shadows”. Her supplerer Lasse Storgaards delikate orgelspil fint Jake Greens sublime guitararbejde.

På den funky ”Long time coming” får Jake Green demonstreret, at han også mestrer den bidende Albert Collins-tone, mens en mere fuldfed guitarlyd præger ”Blues don’t bother me” (med et rockende riff, der er en musikalsk hilsen til Led Zeppelins ”The girl I love she got long black wavy hair”, Robert Johnsons ”Cross road blues”, Muddy Waters’ ”Rolling and tumbling”, Gus Cannons ”Minglewood blues” etc.). Og i den knapt otte minutter lange ballade ”I want” er det wah-wah-pedalen, der kommer på arbejde.

Markant står også Jake Greens stemme, som kombinerer en let nasalitet (tænk Stevie Ray Vaughan) med en klædelig rå hæshed, der trækker på Howlin’ Wolf-traditionen, især på den morsomme ”Ho-hum”, hvor det næsten – men også kun næsten – bliver for meget.

Plugging in kan af og til virke underligt anakronistisk med sin insisterende bluesrock-lyd, men det er faktisk ganske forfriskende med en kunstner, der bevæger sig væk fra Chicago og Mississippi og i stedet primært dedikerer sig til den lyd, der opstod i spændingsfeltet mellem blues og rock og udviklede sig op igennem de sidste årtier af forrige århundrede. Jake Green Band har evnerne til at blande sig med genrens bedste og disciplinen til at undgå dens faldgruber.