Tekst: Jakob Wandam
Den traditionsrige folk-festival i Tønder har offentliggjort endnu en god håndfuld navne. Bluesnews.dk har tidligere fortalt, at Tønder Festival blandt andre har bluesstjernen Keb’ Mo’ og oldtime-musikeren Jerron ”Blind Boy” Paxton på plakaten (læs her).
Nu har festivalen føjet endnu et markant bluesnavn til programmet, nemlig Cedric Burnside. Den amerikanske sanger, guitarist og trommeslager er et af de største nulevende navne inden for subgenren hill country blues, og han har det ikke fra fremmede, da han er barnebarn af navnkundige R.L. Burnside.
Gennembrud
Den nu 41-årige Cedric Burnside turnerede med bedstefaderen allerede som 13-årig, så han har været på musikscenen i mange år. Hans gennembrud er dog kommet med de seneste to album, Descendants of hill country (2015) og Benton County relic (2018), der begge opnåede Grammy-nomineringer. Det sidstnævnte løb med prisen for bedste traditionelle bluesalbum (læs mere om Cedric Burnside her).
Cedric Burnside spillede sidste år en koncert på Nørrebro-spillestedet Alice i København (læs anmeldelse her). Koncerten på Tønder Festival bliver hans eneste festivaloptræden på dansk grund i 2020.
Bluesfans bør også bide mærke i navnet Amythyst Kiah. Den amerikanske sangerinde, guitarist og banjospiller har to album i eget navn bag sig, men fik især opmærksomhed sidste år med supergruppen Our Native Daughters. Sammen med Rhiannon Giddens, Leyla McCalla og Allison Russell indspillede hun således det meget roste album Songs of Our Native Daughters.
Amythyst Kiah er efter eget udsagn påvirket af oldtime, alternativ rock, folk, country og blues. Hun forventes at udsende et nyt soloalbum i løbet af 2020.
Veteraner
Endelig bliver det også til et besøg af et makkerpar, som er veteraner på de danske bluesscener, nemlig Hans Theessink & Knud Møller. Den hollandsk/østrigsk/danske sanger og guitarist Hans Theessink og guitaristen Knud Møller har turneret sammen i mange år.
Knud Møller får tid til koncerterne med Theessink ind imellem sit arbejde som Johnny Madsens højre hånd. Han er anerkendt som en af Danmarks bedste guitarister og har også i eget navn blandt andet indspillet den meget roste underlægningsmusik til DR’s Den sidste slæderejse.
Hans Theessink udgav sidste år live-albummet 70 birthday bash, hvor han fejrede sin 70-års fødselsdag med en lang række gæstemusikere, blandt andre Knud Møller (læs anmeldelse her).
Der bliver løbende føjet nye navne til programmet for Tønder Festival 2020, og man kan følge udviklingen og læse mere om musikerne på festivalens hjemmeside her.