Tekst og foto: Jakob Wandam
Torsdag den 21. marts var der festivitas på Mojo Blues Bar i København, da sangeren og sangskriveren Christian Rohde fejrede udgivelsen af sit tredje album, Weekend med Polyhymnia.
Christian Rohde er ikke bluesmusiker, men har alligevel tilknytning til bluesmiljøet, blandt andet som vært på RadioJazz (se nedenfor) og musikalsk ansvarlig for Copenhagen Jazz Festival-koncerterne ved Nyhavns Mindeanker (læs her og her).
Kenn Lending
Ikke mindst har Christian Rohde et nært venskab med Kenn Lending. Lending og flere af hans musikere spiller da også på Weekend med Polyhymnia, og stort set hele holdet var på plads, da pladen skulle lanceres.
Ud over pindemadder og champagne var der nemlig også musikalske smagsprøver på albummet. Christian Rohde gav tre numre fra Weekend med Polyhymnia, bakket op af korpigerne Bettina Fyen-Andersen og Ellen Watt, Kenn Lending på guitar, Gert Rostock på bas og Michael Sunding på keyboard.
Kun Esben Duus var forhindret i at gentage sit bidrag, men Kurt Riedel trådte til og betjente trommerne.
Personlige
De tre sange, der blev spillet, var blandt de mest personlige fra albummet: den fortvivlende ”Skilt fra mine drømme”, den reciterede blues ”Krigens helte” og den paradoksale ”Har jeg det bedre nu?” – aldrig er ordene ”jeg er ulykkelig” blevet sunget på en gladere melodi!
Weekend med Polyhymnia er ude på Christian Rohdes eget plademærke Criz Music og fås på cd og lp. Du kan læse Bluesnews.dk’s anmeldelse her.
Nedenfor kan du desuden lytte til Christian Rohdes samtale med Bluesnews.dk’s redaktør Jakob Wandam i forlængelse af sidste sommers Copenhagen Jazz Festival.