Copenhagen Blues Festival aflyst

Tekst: Jakob Wandam

Det kommer måske ikke som den helt store overraskelse, men må alligevel ærgre danske bluesfans: Copenhagen Blues Festival 2020, der skulle have fundet sted fra den 30. september til den 4. oktober, må slutte sig til rækken af kulturarrangementer, der må aflyses på grund af COVID-19-situationen.

2020 er ellers jubilæumsår for den københavnske festival, som er blevet afholdt de sidste tyve år. Fejringen af jubilæet er nu udskudt til 2021, hvor det allerede ligger fast, at Copenhagen Blues Festival løber af stablen den første uge i oktober.

Restriktioner

Shawn Pittman Trio spillede på sidste års Copenhagen Blues Festival
Foto: Peter Widmer

Aflysningen af 2020-festivalen skyldes naturligvis de stadig gældende restriktioner med hensyn til antallet af koncertgæster og minimumsareal og –afstand. Det betyder, at det rent økonomisk ikke er muligt at gennemføre et festivalprogram med større internationale navne.

Samtidig er de fleste amerikanske bands ramt af udrejserestriktioner, aflyste europæiske turnéer og/eller risiko for karantæne. Så de fleste amerikanske kunstnere bliver af gode grunde simpelthen hjemme, hvilket de danske bluesscener allerede har været præget af længe.

Foreningen

Copenhagen Blues Festival drives af foreningen med samme navn, som blev stiftet i 2000. Året efter kunne den første festival afholdes, og siden er der hvert efterår blevet gennemført Copenhagen Blues Festival i samarbejde med de københavnske spillesteder.

Læs mere om Copenhagen Blues Festival, inklusiv indmeldelse og vilkår for medlemskab, på hjemmesiden her.