Copenhagen Blues Festival: B.B. KING – “IN LOVING MEMORY”

index

 

2015 blev året, hvor bluesmusikken mistede sin absolut største ambassadør – Riley B King.  B.B. King ville være fyldt 90 i september i år, men døde 14. maj i sin hjemby, Las Vegas.

I forbindelse med årets Copenhagen Blues Festival afholder Amager Bio en mindekoncert med et flot line-up, der på bedste vis vil hylde B.B. og hans lange flotte karriere.
Hyldesten leveres af et fantastisk hold af sangere og musikere, som utvivlsomt vil give en fyldt Amager Bio en bluesoplevelse af de mere mindeværdige.
Med stort fokus på B.B. King som både guitarist, og ikke mindst sanger, vil artisterne give deres bud på en lang række sange, backet af et fantastisk husorkester.

Amager Bio og OMWH har tidligere præsenteret hyldest koncerter til henholdsvis Hendrix og senest Eric Clapton, og begge har været en kæmpesucces, både kunstnerisk og publikumsmæssigt. Denne gang har arrangørerne endnu en gang lagt sig i selen for at sammensætte et spændende hold. bestående af toppen af dansk blues, tilsat lidt ekstra krydderier.

Få danske musikere har dyrket B.B. King så intenst som Mike Andersen, der sammen med sin broder Mads har fortæret alt hvad B.B. har lavet gennem tiden, og i høj grad formet sin egen karriere på det grundlag.
Mike er medvært aftenen igennem og har i høj grad leveret input til det kunstneriske forløb. Broder Mads er selvfølgelig bag trommerne.
Fra USA, men bosiddende i London, kommer guitaristen Otis Grand, der 7 år i træk har vundet prisen som bedste bluesguitarist i UK.
Mange kan sikkert endnu huske den formidable koncert i Amager Bio til blues festivalen i 2003. Det var året, hvor Mike fik prisen
som “Årets Danske Bluesnavn”, og hvor han og Otis spillede hinanden op til uanede højder.

Thorbjørn Risager er topaktuel med ny plade, som har CD release dagen før, men han får alligevel tid til at kigge forbi. Også han er i sit musikalske udtryk stærkt inspireret af B.B., og lever i høj grad op til idealet, særligt som sanger, men også på sin Gibson.

Det er med stor fornøjelse at arrangørerne har overtalt Shaka og James Loveless til at gå på scenen sammen og give to generationers bud på den betydning, som the King of Blues har haft, og stadig har på så mange musikere rundt om i hele verden.Som de tidligere tribute koncerter er denne aften skabt med stor kærlighed til musikken og the blues, og vi tør godt garantere et brag af en koncert og en værdig hyldest af en af bluesmusikkens helt store stjerner.

Aftenens stjernebesætning er:
Shaka & James Loveless – vokal
Otis Grand (US) – guitar
Thorbjørn Risager – vokal/guitar
Mike Andersen: – vokal/guitar
Josef Baumgartner – keyb.
Kristian Kold – bas
Mads Andersen – trommer
Nikolai Bøgelund – trombone
Rasmus Bøgelund – trompet
Michael Bladt – sax
Morten Dybdahl Larsen – vokal/guitar, medvært og arr.,OMWH

Billetter kan købes her